Dagbog fra de "cykel-elskendes" tur til Spanien fra 16.-25. april 1999, arrangeret af Gert Bendig, Odder. (skrevet af Ole). Efter sidste års gode tur til Spanien i erindring, meldte jeg mig straks, da Gert Bendig for 10. gang kaldte til cykeltur i Spanien. Vejrudsigterne lovede heller ikke noget godt i år, men heldet var med os igen, på nær et par regnbyger, så blev det tørvejr og cykeltemperatur, samt en del sol. Lidt lunere vejr havde dog ikke været af vejen for det perfektes skyld. Det var rart for Fisker og mig, at vi i år kunne komme på i Skanderborg, selv om et defekt spejl på bussen gav os over en times ventetid i kulden. Afgang fredag d. 16.04.99 kl. 8 og af sted til Fredericia, hvor blandt andet Sven og co. fra København kom på. Den positive øst-vest konflikt var der fra start til slut, og nærmere behøver jeg vist ikke at komme ind på det. Vi mødte bus 1 (med trailer) i Flensborg. Derfra fik vi Per og Freddy alias Mini Marius (som han ikke kunne li’ at blive kaldt) som chauffører. Senere viste det sig, at chaufføren vi havde frem og tilbage gennem Danmark blev kaldt Pitbull, (og hvorfor så det, han bed da ikke). Det var en stille og rolig tur med regn og gråvejr. Tiden gik med at spise, hyggesnakke og så se alle de film Tenna fra Frederikshavn kunne få dem til at vise. Da vi vågnede lørdag morgen d. 17.04.99, var der solskinsvejr, og vi ankom allerede til hotellet kl. 8.30 efter at have samlet guiden Linda op. Igen i år var det hotel Mercuru, Sta. Susanna ved Malgrat, som blev vores udgangspunkt. 1. punkt: selvfølgelig cykelklargøring, og så ud at køre sammen med de hurtige på deres rulletur om eftermiddagen på 77 km via Tossa, 14 km grusvej p.g.a. vejarbejde til Sant Llorenc, Vidreres og Lloret. For mig blev det en pustetur. Ved aftenmødet var der 15 til hurtigholdet (1), 7-8 til gentleman-holdet (4). 32-33 skulle så deles mellem hold 2 og 3. HP stod for hold 2 og uden min viden havde alle de andre valgt mig til at styre hold 3 (men i ugens løb fandt de ud af, at uheldet af og til fulgte mig). Denne opgave betød jo så også, at jeg ikke kunne slå hjernen fra (fik i den) og lune mig nede bagved. Da hold 2 kørte søndag morgen d 18.04.99, troede jeg næsten, at jeg skulle være alene på hold 3, (alle led af HP syndromet: jeg skal med HP, jeg skal med HP), derfor kørte Fisker ikke med hold 2, men blev tilbage (også fordi vi havde kørt godt sammen sidste år). Nogle flere faldt hurtigt fra, så vi blev 8 i alt, der fik en god tur på 60 km lidt forbi Tossa og tilbage. Efter frokost kørte Fisker og jeg på udforskning mod sydvest. Der fandt vi nogle spændende nye veje omkring St. Vicenc og Caldetta. Men der var en vej på kortet, som gik fra Sant Cebria via Sant Andreu til Calella, den fandt vi ikke, ej heller resten af ugen (den kunne have sparet os for noget landevejskørsel). Det blev til 55 km. Også i år gik der ged i den på HP’s hold med hensyn til vejvisning m.m., når HP ej var i front. Farten på hold 2 og 3 var cirka den samme hele ugen, men hovedsagelig jævn kørsel på hold 3, mens hold 2 mest bestod af dem der kunne lide temposkift. Om mandagen d. 19.04.99 kørte vi over Col Sacreu (370 m.o.h.), og så ad den flotte opkørsel til Coll Formich (1145 m.o.h.). Det var en snoet vej og et skovrigt område. Det var også en flot tur nedad. Halvvejs nede, kunne man ikke lade være med at beundre alle husene inkl. kirken i Brull, som var bygget i sten med flotte rødbrune farver. Efter frokosten i Seva skulle vi hjem via Sant Hilary, men rally Catalonien ville det anderledes. Ved en vejspærring viste en betjent os en omvej på ca. 30 km til Hilary (for vi ville ikke over Turö de l’Home på 1336 m.o.h.). Vel oppe og nede af næste knold, viste det sig at være endnu en blindgyde (vejafspærring). Vi blev sendt tilbage igen, og jeg forstod godt, at betjenten kiggede ned i jorden, da vi kom. Nu var der ingen kære mor, nu skulle vi hjem over l’Home. Flere havde kriser, men alle hjalp og støttede hinanden efter bedste evne. Herefter fik jeg ingen kommentarer, hvis jeg havde for meget mad og drikke med. Fra Sant Celoni kørte vi via Hostalric for at undgå flere bakker. Vi kom op på 180 km og nåede lige hjem til aftensmaden. Hvis du er rimelig kørende, men ikke kan klare at belaste knæene, er en laveste gearing på 39/26 ikke helt ved siden af på disse ture. Efter disse strabadser blev det kun til en lille rulle tur næste dag d. 20.04.99 inden frokost. Vi kørte forbi jordbær markerne efter Sant Pol de Mar til de "nyfundne" veje længere mod sydvest. Lene, der var i tvivl om hold 3 eller 4, rullede udmærket til hold 3 (måske et par kilometer mere i benene til de lange ture), men op forbi jordbærmarkerne prøvede hun kræfter med Fisker oppe i front. Da vi i Calella rullede mod hotellet, kom en af de lokale forbi med kæden ude på møtrikken (som Fisker siger), og han var sådan set skyld i, at der blev spurtet m.m. de efterfølgende dage. Hvem der vandt denne dag, fandt jeg aldrig ud af. Det blev til 52 km d.d. Herefter så dase, dase og atter dase resten af dagen. Onsdag d. 21.04.99 havde jeg valgt ruten via Tossa, Sant Grau (hvor jeg ikke havde været før, men som alle snakkede om), videre til Llagostea, Vidreres, Sils, Hostalric, Sant Celoni, Col Sacreu og Sant Pol de Mar, en rimelig flad og flot rute på 131 km. Det skal endnu engang siges, at der er så flot på vejen til Sant Grau langs kysten. I Tossa måtte Anders "Atomic" have skiftet slange, den gamle var der gået hul i for 14. gang (= slange med 13 lapper). En underlig buschauffør syntes, at det var sjovere at tude af os, i stedet for at køre uden om os på den store busplads i Tossa, og underlig var han, for han havde tykke strikvanter på i bussen, og der var 20-25 grader udenfor. På vej til Grau skiftede Anders slange igen, og selv om han fik besked på at køre moderat på grund af en flænge i dækket, strøg han forbi os alle på vej mod toppen. Nedkørslen til Llagostea var det rene vaskebræt, så man skulle være mindst 110 % koncentreret. På anbefaling fra HP, skulle der være skønt og vindstille gennem skoven fra Sils til Hostalric. Jo, der var skønt, men vi havde en strid modvind. BANG, så røg Anders dæk og slange i Hostalric, men så var det jo godt, at Fisker og jeg både havde dæk og slange til ham, så vi kunne få knægten med hjem. Ikke langt fra toppen Col Sacreu (jordbærtoppen), lå jeg ca. 100 m bagved, da min kæde pludselig røg på møllen og møtrikken, og så var jeg bare på toppen inden de andre opdagede noget. Selv om jeg godt ville have set Nou Camp fodboldstadion i Barcelona, så fortrød jeg ikke cykelturen, og det havde været en hård gåtur i Barcelona, jævnfør dem der havde været på tur dertil d.d. Torsdag d. 22.04.99 havde jeg lovet at være guide for dem fra hold 3 og 4, som gerne ville prøve en tur til Turö de l’Home og tilbage med det samme. Udover Fisker, Jørgen og mig (fra h3), ville Lene gerne prøve, og hvilken hyggelig tur vi fik. Korteste vej frem og tilbage var 120 km via jordbærmarkerne, Col Sacreu (hvor Fisker kom først), ned til Sant Celoni, hvor vi stødte på HP’s hold, som på samme tid havde kørte 7 km længere via Hostalric men på en flad rute (godt gået af Lene). Vi fulgtes ad op til Campins, hvorfra det rigtig startede med 19 km opad. Lene og nogle andre blev sendt af sted. Blandt andet Lars og Tenna fra h2 startede sammen med mig et par minutter efter, hvorefter resten fulgte i kølvandet. Først efter 5 km kom jeg op til Lene (Fisker og Jørgen kom kort efter). Det var sjovt og lærerigt at støtte og give gode råd til Lene, men "uheldet" var efter os igen. Lige som vi kom til noget vejarbejde 6 km før toppen, spærrede de vejen af for næsen af os de næste 23 minutter (jfr. udlæsningen på computeren, og ikke 28 minutter som jeg tidligere havde sagt). Vi bandede og svovlede (mest Lene) efterhånden som kulden og stivheden fandt sit indtog. Efter 10 minutter kom de 2 fra h2, de forsøgte også at komme igennem uden held. Flot af Lene at øge afstanden til dem med 8 minutter på 13 km. Vi fulgtes ad til toppen, hvor Lene "piskede over stregen", og så måtte jeg sgu råbe ad de bævrende starutter på toppen for at få dem til at heppe. Vel nede igen til frokost i Sant Celoni. Herefter kørte vi tilbage over Col Sacreu, hvor Fisker bare ville over først for enhver pris, men presset, det blev han. Lige før hotellet sov de igen, da jeg kom bagfra med kæden på møllen og ude på møtrikken, de nåede aldrig op. Ved hotellet så det ud som om forhjulet var ekset, men det var en tråd i dækket, der var sprunget. Så er det jo godt, at man har reservedæk med. Udover diverse reparationer denne gang for de forskellige, var der en, der spillede i lotteriet og måtte sande, at retvinklet opspænding af eger på nav er en dyr fornøjelse. Efter få dage måtte han låne et reservehjul, for egerne havde allerede trukket 3 revner i navet. Ved aftenmødet faldt ugens/dagens overraskelse. Uden andres viden havde hold 4 taget bussen til Sant Celoni, og så cyklet ad bagvejen (den lokale rute) op til krydset, hvor opkørslen til højdepunktet Turö de l’Home startede, og så ned ad den gennemgående vej, som vi andre kørte op og ned ad. Beundringsværdig ekspedition (og så forstod jeg bedre, at de ikke ville med mig, når de havde sådan en overraskelse i ærmet). Sidste dags tur, fredag d. 23.04.99, bød på 146 km via Lloret, Angles og så opad den 25 km lange flotte opkørsel til Sant Hilary (desværre lå der mange frøer, der var blevet kørt over). Hele vejen dertil var vi i hælene på hold 2 (om aftenen talte HP om et prof hold de havde mødt flere gange, og så var det bare os). HP valgte den direkte vej hjem fra Hilary, nemlig nedad den stejle og hullede betonvej til Arbucies. Vi kørte først mod Viladrau, hvorved vi kom op i en højde af 1020 m.o.h. og så mod Arbucies, Hostalric og Blanes, hvorved vi fik en flot nedkørsel/hjemtur, men det gjorde, at vi røg ind i en ordentlig byge over 10 km, så vi lignede druknede mus (uheld igen). Selv om jeg var brændt ud efter ugens strabadser, skulle jeg alligevel prøve og snyde dem igen på vej mod hotellet, men Michael var desværre vågen og fik mig på de sidste meter. Om aftenen ville mine ben slet ikke mere, så Fisker fik den allersidste spurt, nemlig 100 meter løb til hotellet på vej hjem fra indkøbstur. I ugens løb var der hygge i hotellets bar om aftenen, men drabelige dueller ved bamsemaskinen var der ikke ligesom sidste år. Den sidste aften var der flere, der fik en sving om i alle mulige stilarter, og nogle fik ekstra meget at drikke. På et tidspunkt kaldte blandt andet Lene mig og Per frem på gulvet, og min første tanke var - åh nej, nu ikke rumpevisning igen ligesom sidste år, så da jeg sagde, at jeg vel lige så godt kunne smide bukserne først som sidst, fik Lene et flop. Jeg fik en rødvin der hed Monte Ducay (frit oversat = bjerge du ka), og Per (dovendyret, hvorfor de så kaldte ham det) fik rødvin, slange og dækjern (han må have haft problemer), samt en legetøjscykel med hjælpemotor, og så tror jeg også, at pigerne fik belært Per chauffør om, at gåsehud kaldes for myrepatter (vidste i det?). Desuden fik HP en cognac til lommelærken. Jeg ved, at de forskellige holdledere var glade for, at alle var tilfredse med det arbejde, de havde udført. Skulle dette blive trykt, så her en ekstra tak for rødvin og en hyggelig uge sammen med jer, og som en dirigent ville have sagt - tak for god ro og orden. Desuden tak til Fisker for hjælpen ved tur planlægning m.m., (senere trykt i ACK-bladet). Lørdag d. 24.04.99 afgang kl. 10.10 (bus 1 var sendt af sted). Utroligt at det kunne lade sig gøre i Frankrig, men chaufførerne fandt et sted, hvor vi kunne få noget ordentlig at spise, og så til rimelig penge. Snork, snork, snork, hjemme igen et døgn senere. Efter spaniensturen i 98 var Per chauffør for doven til at træne (jfr. eget udsagn) inden forsøget på Århus-København (han træner heller ikke før et marathonløb), men alligevel gennemførte han inden for tidsfristen, dog med lodder og trisser, og det havde været en sej en at kæmpe sig igennem, og det gør det jo heller ikke sjovere, når depoterne over Sjælland næsten var lukket og tomme. Sluttelig en stor tak til Inger og Gert Bendig for det arbejde med at give os en tur til rimelig penge, med fine hotel, gode værelser, dejlig udsigt over Middelhavet, god mad, friske chauffører, særpræget underholdning fra københavnerdeltagerne, men at kalde hold 3 for team Thisted, det må der laves om på. Fakta om turen: pris 2300 kr. for 10 dage inkl. fuldpension, cykeltransport/forsikring, billigt. Fisker og jeg kørte 820 km og 9850 højdemeter på de 7 cykeldage. Ugens oplysninger fra cykelcomputeren. 17.04.99: tid 2.56.51 - km 077,27 - g.snit 26,0 - max.hast. 69,0 - g.puls 135 - max.puls 178 kørte højdemeter (opad) 716 18.04.99, 1: tid 2.28.25 - km 060,02 - g.snit 24,0 - max.hast. 62,0 - g.puls 114 - max.puls 189 kørte højdemeter (opad) 616 18.04.99, 2: tid 2.11.28 - km 054,62 - g.snit 25,0 - max.hast. 48,0 - g.puls 115 - max.puls 165 kørte højdemeter (opad) 471 19.04.99: tid 8.02.25 - km 177,26 - g.snit 22,0 - max.hast. 58,0 - g.puls 112 - max.puls 176 kørte højdemeter (opad) 2850 20.04.99: tid 2.10.48 - km 051,65 - g.snit 23,0 - max.hast. 63,0 - g.puls 108 - max.puls 155 kørte højdemeter (opad) 457 21.04.99: tid 5.18.27 - km 130,81 - g.snit 24,0 - max.hast. 59,0 - g.puls 128 - max.puls 180 kørte højdemeter (opad) 1333 22.04.99: tid 5.37.42 - km 119,71 - g.snit 21,0 - max.hast. 60,0 - g.puls 102 - max.puls 174 kørte højdemeter (opad) 1877 23.04.99: tid 5.48.10 - km 145,97 - g.snit 25,0 - max.hast. 68,0 - g.puls 118 - max.puls 169 kørte højdemeter (opad) 1537