Dagbog fra Oles tur til motionscykelløbet Ötztaler radmarathon i Østrig (og Italien) d. 26.08.2001. (skrevet af Ole). Lisbet fra Aktiv Cykel Rejser lavede i år 2001 en prøvetur til Ötztaler Radmarathon med start i Steinach i Østrig. Jeg skulle hjælpe til, blandt andet med cykellæsning osv., og med det jeg kunne, da jeg havde kørt turen før. Jeg var efterhånden ved at vende mig til, at diverse informationer først kom / blev givet, når det var nødvendigt, og manglede man noget, ringede man bare til Lisbet og fik besked. Det blev torsdag d. 23.08.01, og det vigtigste blev pakket i rygsækken og en skuldertaske. Denne gang var vejret godt, så jeg tog et direkte tog fra Skanderborg til Kolding, hvorfra jeg cyklede til mødestedet, Q8 tanken på Vejlevej i Bramdrupdam (jeg må se at få Lisbet til at samle op ved Kolding banegård fremover). Det var en gnidningsløs tur, hvor alle lå flade af grin, da vi så filmen - kærlighed ved første hik -. Nogle havde fortrudt deres tilmelding, så vi var kun 25, hvilket gjorde, at der også var god plads, da vi skulle sove om natten. Fredag lige over middag ankom vi til Schönberg. Det havde været gråvejr nordpå, men ved ankomsten var det varmt og solskinsvejr. Efter aflæsning skulle alle ud og køre for at checke cyklen. De fleste kørte til Steinach (start byen), hvortil der viste sig at være 14 km. Afhentning af startnummer kunne først ske om lørdagen, og cykelhandleren var dyrere end der hjemme med hensyn til prisen på et interface til min Ciclo Hac4 computer. Tilbage til Schönberg, hvor det blev til afslapning og aftensmad på hotellet, efter handel hos den lokale købmand. Efter den udmærkede morgenmad, kørte jeg og de øvrige hjælpere sammen med Lisbet til Steinach for at hente startnumre m.m. Lisbet fik til alle inkl. brostenspræmien uden problemer. Hun ville først have cyklet ind efter numrene, men valgte alligevel bussen, da jeg sagde til hende, at der også var en bærepose med diverse ting til hver deltager. Jeg havde selv forhåndstilmeldt mig via internet for at prøve det, samt hvordan det var at betale via banken. Arrangøren oplyste, at der manglede 40 østrigske shilling, det viste sig, at det gebyr for at overføre betalingen fra bank til arrangør, var blevet trukket af startpengene. Gebyret trækkes ikke automatisk, man skal selv huske at sige, at man skal betale alle gebyrer. Det viste sig, at den Ehrengabe (en t-shirt og et par shorts) som forhåndstilmeldte ville få, ikke var en ekstragave for forhåndstilmelding, det var præmien, og dem som tilmeldte sig efter 10. august fik en brosten. Mange forhåndstilmeldte (inden 10/8) var skuffet, de ville hellere have haft en brosten, hvilket ikke kunne lade sig gøre. Jeg var heldig at få byttet til en brosten, fordi jeg var sammen med en gruppe, der fik brosten. Udenfor teltet fik vi armbånd til tidtagning (depositum 140 østrigske shilling). I salgsteltet fik jeg købt et mavebælte med flasker til min bedre halvdel, som hun kunne bruge på sine løbeture. Resten af dagen var ren afslapning i det varme og fine vejr i Steinach, medens Oles (den anden medhjælper) cykel var til mekaniker. Sidst på eftermiddagen fik jeg elektronisk massage (gratis) med elektroder i en af boderne. Jeg fik med et program til personer med muskelproblemer m.m. Efter aftensmaden pakning af cyklerne i bussen, klargøring af tøj m.m., og så tidligt i seng (kl. 22), for vi skulle op kl. 4. Jeg havde det rimeligt, da uret ringede, op og i tøjet, ordne de sidste ting, ned og spise, det nødvendige toiletbesøg, og så kørte bussen kl. 5. Det gik smertefrit til Steinach. Havde vi kørt et kvarter senere, var vi røget i en kæmpe kø. Det var klart vejr og en lun morgentemperatur. Gennem registreringsbåsen, og derefter til opmarchbåsen. Det viste sig, at båse var en by i Rusland. De forskellige opdelinger ved skilte blev ikke respekteret, alle ville så langt frem som muligt. Jeg havde glemt at poste nogle postkort, men en af hjælperne vidste ikke lige, hvor der var en postkasse, så han ville poste postkortene for mig (så jeg var spændt på om de kom frem). Min computer drillede med forbindelsen, men jeg fik løst det inden afgang. Afgang kl. 6.15 i korte bukser, trøje og løse ærmer, og selvfølgelig hjelm. Overtræksjakke havde jeg med. Udover ekstra dæk, slange og værktøj, havde jeg energi (extranbrikker) med til hele turen, så manglen på energi kunne ikke blive undskyldningen for ikke at gennemføre. Efter 5-6 kilometer var der en italiener, der skulle vise sig. Det var i orden, at han tog de løse ærmer af, men at smide dem væk var blær. Jeg nøjedes med at rulle dem ned, så jeg kunne bruge dem på den første nedkørsel. Det blev en varm tur, hvor alle kogte på alle bjerge, specielt på vej op til Kühtai, hvor der var helt vindstille og trykkende. Min computer sagde op til 37 grader, en andens sagde 39 grader. Kort og godt, en fantastisk og krævende tur med en meget flot natur og meget pænt at kigge på. Der var væske, brød, bananer, kager og meget andet på depoterne. Og der var rigelig til alle. Depoterne var de samme steder, som de plejede. Ekstra vanddepoter kunne dog godt ønskes i sådan en varme, men så var det godt, at en beboer halvvejs oppe mod Kühtai havde hevet vandslangen frem, så vi kunne få frisk kold vand i flaskerne, samt få et lille brusebad. Jeg kunne mærke, at jeg havde kørt turen før, der var ikke noget der overraskede mig, jeg vidste hvor de grimme sving og specielt de skrappe stigninger op til Kühtai var. Der var kommet mange revner i den kurvede vej ned fra Jaufenpass, og desværre var det også gået galt for en i et af de skarpe sving med mure på begge sider. Ambulancen holdt der, så man må håbe, at det endte godt. Det blev en lang og ubarmhjertig opkørsel til Timmeljoch, og på vej ned derfra kom jeg op på 91 km/t, på det øverste stykke. Fra Sölden til Oetz kom jeg i en gruppe ned gennem dalen, så jeg kunne spare kræfter inden opkørslen til Kühtai. På vej op til og ned fra Kühtai, var der flere dyreriste, og der så vi også mange køer og en del heste. Jeg måtte stoppe op for en flok heste, der rendte rundt på vejen. På det lange lige og stejle stykke ned fra Kühtai kom en flok italienere susende forbi. Jeg slap bremserne, nu skulle det prøves, men da computeren viste 94 km/t, turde jeg ikke prøve at følge dem længere, fordi cyklen begyndte at ryste, men jeg kunne nemt være kommet over 100 km/t. Da jeg bremsede, begyndte det at lugte af brændt bremsebelægning, og jeg fik virkelig fornemmet den lange bremseafstand ved så høj en hastighed. Umiddelbart havde jeg følt mig tungere på hele turen på grund af varmen, og jeg følte mig meget mere brugt denne gang fra Innsbruck til målet, hvor mine fødder også kogte, så jeg troede, jeg havde været meget længere tid om det denne gang, men glad havde jeg også været denne gang for min gearing, som var 38 for / 32 bag som laveste. Under og efter løbet, var der flere der gav udtryk for, at de havde misundt mig min gearing (som inden løbet er til stor morskab for nogen), flere af dem havde haft 28 tænder som laveste bagpå, men de måtte alligevel af og trække eller hvile flere gange. Det viste sig, at jeg havde kørt på 12.21.02 (sidst 12.22.43), så det var godt nok, og denne gang fik jeg mit diplom, selv om jeg måtte vente en time på det. Hurtigste tid var 6.50 eller 6.52 (ny rekord, den gamle var 7,15). Det var en fra Schweiz med to italienere 100 meter bagefter. Da vi kom i mål, blev vi godt modtaget af Lisbet og andre danskere. De fleste fra selskabet kom i mål inden for tidsgrænsen, et par stykker blev samlet op af fejebladet, og nogle få gennemførte, men lige udenfor tidsgrænsen. Derudover skal det siges, at selv om der er smuttere, så lytter Lisbet på sine kunders ønsker, samt hjælper deltagerne med alt det hun kan, for at man skal føle sig godt tilpas. Vi cyklede tilbage til hotellet, selv om det ikke var lysten der drev værket. Den flinke kromutter havde lukket køkkenet, men hun forbarmede sig over os, så vi fik varm aftensmad. Derefter et dejligt varmt bad og så i seng. Efter morgenmaden, pakning og indkøb af proviant til turen. Afgang kl. 11. Det gik stille og roligt hjemad. Kl. 19 kørte vi ind på en udmærket rasteplads Hasselberg ost på A7 ved Fulda u Frankfurt - Hannover (34593 Knüllwald), ca. ved 335 kilometerstenen. Vi ankom til Bramdrupdam kl. 2.30 (om natten). Lisbet kunne ikke køre mig til Kolding station, da hun havde en tidsplan at overholde, og der var fyldt op i bilerne hos dem der blev hentet. Jeg skulle lige lade vandet inden jeg gik til Kolding, men da så jeg Jan fra Ålborg, der kom med sin bil, og jeg var heldig, at der var en enkelt ledig plads, så der faldt en sten fra hjertet, og jeg var allerede hjemme kl. 4.