Dagbog fra Oles tur til motionscykelløbet Ötztaler radmarathon i Østrig (og Italien) d. 29.08.1999. (skrevet af Ole). Jeg var blevet bidt af nye udfordringer og bjergkørsel, og året før havde jeg været i Østrig / Tyrol og det nordlige Spanien for at sondere terrænet, efter at have set en tv-udsendelse om motionsløbet. Det faldt positivt ud, og jeg fik troen på at jeg kunne gennemføre løbet, hvilket blev mit mål. Jeg valgte en pakkeløsning med busselskabet Holger Danske, for at jeg ikke skulle spekulere på transport, hotelværelse m.m., så jeg udelukkende kunne koncentrere mig om løbet. Min cykelmakker Tom stillede sig endnu engang til rådighed og kørte mig til Kolding, hvor der var opsamling. Busturen frem og tilbage giver ikke anledning til mange ord. Hotellet i Steinach var rimeligt og lå lige ved start- og målområdet. Cyklerne blev hensat i hotellets garage. Det viste sig, at flere cykler havde fået skrammer under transporten, fordi cyklerne blev sat tæt sammen kun med et tæppe imellem, og en rem pressede cyklerne sammen, så de ikke forrykkede sig under kørslen. En havde fået ødelagt sine meget dyre fælge, der var store trykmærker i, så det umiddelbart var tvivlsomt, om han kom til start. Jeg mener dog han fik det nødrepareret, så han kom af sted. Hele arrangementet og informationen var rimelig ok, men hvis Holger Danske vil have alle til at komme igen med deres dyre cykler, så skal de forbedre cykel transporten. Dagen inden løbet blev brugt til at dase, samt til en gåtur rundt i byen og målområdet for at indsnuse den lidt specielle atmosfære. Jeg delte værelse med Ole Nepper Christensen fra Ålborg, en stille og rolig fætter, som måske havde et par år mere på bagen end mine 43. Vejrmæssigt, så havde det regnet en hel del dagene før, og om natten inden løbet stod det bare ned i stænger. Det var heldigvis kun støvregn og halvkøligt om morgenen. Efter morgenmaden, op på nakken af min Everton stålramme-racer med lav gearing (foran 52, 38 og bagpå 32, 30, 28, 26, 23, 20, 17 og 15, en billigere løsning end triplekrank, men dog med den ulempe, at jeg ikke må træde baglæns i de laveste gear). Jeg ved godt, at der var nogen der trak på smilebåndet, men jeg vil hellere køre opad uden stop, end stå af for at puste / trække. Selv om jeg først var ved startstedet ca. 15 min. før, så var der kun 50-100 deltagere foran mig. Kl. 06.15 blev spændingen udløst, af sted det gik, iført korte bukser, cykeltrøje, svedtrøje med vindvest, cykelhandsker, løse "arme og ben", cykelbriller og selvfølgelig CYKELHJELM, desuden en lille mulepose på ryggen med ting til nedkørslerne, en vindjakke, lette regnbukser (som er nem at trække ud over skoene), vinterhandsker, skoovertræk + mellemlægsplastik (for at holde regnvand ude), i lommerne havde jeg et foldedæk, et par slanger, lidt værktøj, pas og penge, et par muslibarer, 4 extranbrikker, desuden pumpen, 3 flasker vand og 3 extranbrikker på cyklen. Extranbrikker er den eneste form for ekstra energi, som jeg virkelig kan mærke. Jeg plejer at tage en ved start og derefter en hver halvanden time. Lige inden Brenner-passet gik det godt, pulsen var oppe på 170-180. Herefter fandt jeg rytmen resten af vejen. Efter passet begyndte det at klare op. Inden næste opkørsel tog jeg de løse "ben" af. På vej op mod Jaufenpass, begyndte solen at skinne. Højdemåleren på min Ciclo-computer var fin til at fortælle hvor langt jeg var nået, når jeg i forvejen kendte rutens data. Vejen snoede sig meget og steg jævnt hele vejen op. Ved depotet lige før toppen, var der let skyet, men solen kom hurtigt igen kort efter jeg var begyndt at køre nedad. Vejen nedad var også meget snoet. Vel nede i St. Leonardo, hvorefter det med det samme begyndte på den laaaaange opkørsel til Timmeljoch (2500 m.o.h.). Der var depot halvvejs oppe og på toppen. Solen tittede frem hele vejen op og der var en behagelig cykeltemperatur. Da jeg kom gennem tunnelen ved toppen for at komme om på den nordlige side forsvandt solen og der blev rigtig fugtigt og koldt, så på nedkørslen fra Timmeljoch kom alt over- trækstøjet på, for jeg vidste det ville blive koldt på de lange lige åbne stræk, hvor hastigheden ville blive stor. Halvvejs nede begyndte det at flade lidt ud, og jeg var desværre ikke kommet op til gruppen som lå ca. 400-500 meter foran mig, jeg kunne kun holde samme tempo, for vi var blevet advaret mod modvinden gennem dalen, selvom det gik lidt nedad. Pludselig kom der en forbi mig med god fart, nu eller aldrig, så jeg trådte alt hvad jeg kunne for at komme på hjul, det lykkedes. Selv om vi ikke kunne tale sammen, vidste vi begge to, at det drejede sig om at nå gruppen hurtigst muligt for at få slappet af inden opkørslen til Kühtai, så vi fik etab- leret et godt samarbejde, og derved kom vi rimelig hurtigt op til gruppen, så vi kun- ne nå at få "slappet af". Opkørslen til Kühtai var som jeg havde forventet, et vaskebræt med en del vej- stykker på 500 – 1000 m med en stigningsprocent på 15 – 17, og en punktvis stigning på over 20 procent, hvilket hele tiden ødelagde rytmen og krævede en del mere kraftudfoldelse, end på jævne stigninger. Blandt andet det lidt kølige over- skyede vejr hjalp til på denne svedetur. Halvvejs oppe begyndte vi at kunne høre tordenvejr i det fjerne, og det kom nærmere. Kort tid efter at jeg var kørt fra de- potet på toppen, begyndte det at styrte ned, så det blev en kold og våd nedkørsel. Så vi var godt stive, da vi skulle ind på en varslet lille omkørsel, som startede med en 2 km lang stejl stigning. Det kom så brat, at alle dem som ikke havde fået skif- tet ned på den lille klinge måtte af, fordi de ikke kunne træde rundt. Herefter blev resten af turen trådt hjem på ren rutine. Det er ubeskriveligt, den glæde og lettelse jeg havde, da jeg kørte i mål ca. kl. 18.40, og umiddelbart efter fik man udleveret en flot brosten med medalje på, for ens præstation. De kunne ikke finde mit diplom, da jeg kom for at hente det, men pyt, der var ikke noget specielt ved det. Min officielle tid var 12 t 22 min. 43 sek. Jeg blev nr 1062 af alle, nr 988 af renrad (racercykel), nr. 204 blandt senior A (40- 50 år). Der var ca. 1600 til start, hvoraf ca. 1300 gennemførte. Inden der blev lukket ved tidsgrænsen på 13 t 45 min., var sidst noterede tid 13 t 37 min. for placering nr. 1272. Hurtigste tid var 7 t 35 min. En tysker på 67 år kørte i tiden 8 t 16 min. I øvrigt kan det siges om turen, at vejbelægningen på hele ruten var god. Den lave gearing bevirkede, at jeg kunne klare alle de stejle stigninger uden at skulle af og trække, selv om jeg var ude ved grænsen flere gange på vej op til Kühtai. Jeg mærkede intet til muleposen på hele turen. Valg af tøj og extran-brikker var ok. Jeg havde 3 flasker vand med fordi jeg drak meget vand året før jeg var der, men 2 havde været nok, i forhold til det kølige vejr, samt at jeg spiste og drak meget på depoterne. Blandt andet en licensrytter, som også var med Holger Danske, havde kørt for hårdt på, så han måtte af på vej op mod Kühtai. Andre måtte kaste noget "energi" og væske tilbage til ham, for han orkede ikke at gå frem og hente det. Og en der havde prøvet det før, og havde en gearing på f 39 b 28, måtte også af. Dagen før om eftermiddagen blev der sendt to af sted på en dobbelttur. Den hurtigste var ved Timmeljoch for anden gang, da vi startede om morgenen. 5 kvarter foran tidsplanen, og de havde kørt hele natten i regnvejr. De kørte igennem på ca. 2 x 10 timer. Det var lidt forvirrende i målområdet, så jeg tog tilbage til hotellet med brostenen i rygsækken. Efter et dejlig og velfortjent bad, gik det ned til de andre i hotellets restaurant for at få noget aftensmad. Derefter ud og få cyklen i traileren, og så på hovedet i seng. Og så gik det hjemad næsten morgen. Pokalen, der stod i bussens forrude, var den som Holger Danske havde fået for 3. pladsen i holdkørslen. De seks bedst placerede talte med der. Flot af lavlænderne.