På denne tur tog vi også et telt med, men denne gang kun som sikkerhed, hvis vi ikke kunne finde logi med tag over hovedet. Pakkelisten gjorde forarbejdet nemt, hvem der sørgede for hvad osv. På hjemmesiden - trafikken.dk - var der et europa-link til siden route planner, hvor vi fik en god rejseplan.

Vi startede lørdag d. 30.06.01, efter at Britta (min dejlige viv) havde sørget for en ordentlig portion aftensmad til os. Vi skiftedes jævnligt til at køre, og vi holdt tilpas mange pauser, for ikke at "køre" os selv ned. Turen startede med overskyet vejr inkl. regnbyger. I Sydtyskland, Schweiz og Frankrig blev det godt vejr og temperaturen steg til en behagelig temperatur.

Vi kørte gennem Tyskland ad vej 7 og 5 til Basel, og i Schweiz videre til Geneve. Derfra ind i Frankrig og ad vej N204 sydpå til motorvejen, som førte os til Grenoble. Vi kørte øst om Grenoble, for at vi kunne se vejene hvor enkeltstarten i Tour de France senere på måneden skulle køres (fra Grenoble til Chamrousse), derved kom vi lige til vejen, som førte os fra Grenoble til Bourg d'Oisans, som var målet.

4 km syd for byen Cruseilles på vej N204, stoppede vi ved den seværdige gamle hængebro Le Pont De La Caille, for at se den nærmere an (på en tur året før så vi den bare i forbifarten). Ved broen så jeg for første gang et frit levende firben. Da vi kørte ved enkeltstartsruten, stoppede vi ikke, for hele området var et kaos af mennesker og parkerede biler med hestetrailere, for der var et stort ridestævne.

Eftermiddagen (d. 1/7) gik med at finde et sted at bo. Først hørte vi på campingpladsen, om der var ledig m.m. Da vi havde et lille telt, kunne vi få en plads hele ugen til 75 franc pr. dag (alt inkl.), vi skulle bare huske at komme inden lukketid. Herefter gik turen til Alpe d'Huez (hvor vi boede året før), men samme sted var der intet ledigt. De steder hvor vi umiddelbart kunne se noget ledigt, kostede det mere end vi brød os om. Nede i Bourg igen, så vi et gammelt hotel overfor frakørslen til Alpe d'Huez. Hende der havde hotellet, var af typen der kun ville tale fransk, havde meget lidt tålmodighed osv., men vi fik et værelse med bad. Da vi var noget trætte, tillod vi os at flotte os, og bestilte dagens menu (3 retter) på hotellet. Maden var noget særpræget set med danske øjne, og igen var det de små franske portioner, som man hverken helt eller halvt kunne leve af.

En god nats søvn og så ned til morgenbordet mandag morgen. En enkelt croissant og en kop kaffe var hvad der var, hvilken skuffelse for en cykelmotionistmave. Da vi ikke kunne blive boende, der hvor vi var hele ugen, kørte vi en tur i bilen på udkig efter et nyt sted at være. Vi havnede oppe ved skisportsstedet Les deux alpes. Ved hotel Sherpa stod der bed + breakfast 150 franc udenfor på en skilt. Efter at vi havde været en tur rundt i området, lejede vi et værelse på hotel Sherpa fra tirsdag og ugen ud. Det var billigere og en hel del bedre end det gamle hotel, og værterne, et hollandsk ægtepar, var flinke og snaksaglige på engelsk, og så kunne vi se, at de var vant til at servere ordentlig morgenmad til sportsfolk.

Efter frokost af sted på den første cykeltur, som gik til lidt på den anden side af Col d’Ornon sydvest for Bourg d’Oisans og retur. Selv om vi skulle vænne os til varmen, så gik det godt for os begge to, vel dels fordi vi syntes, at det kørte for os i denne sæson, men vel også fordi vi efterhånden vidste, hvad det drejede sig om med hensyn til bjergkørsel. Tom kørte som sædvanlig en tak hurtigere end mig, men jeg kunne se ham det meste af vejen på den 12 kilometer lange opkørsel. På et tidspunkt fladede vejen ud, og det eneste som indikerede, at vi havde nået toppen / passet, var det obligatoriske skilt på toppen med navnet på passet. Vi kørte nogle kilometer ned på den anden side, inden vi vendte om og kørte tilbage. En skøn tur at starte med, og så var stigningerne rimelig moderate og jævne. Det havde været dejlig varmt op til 35 grader, og vi fik kørt ca. 37 kilometer.

Tommy og Allan fra klubben derhjemme skulle lige som os og flere andre hjemmefra køre La Marmotte. Da de boede på campingpladsen i Rochetaillée lige i nærheden, var det nærliggende, at de fik et lille besøg sidst på dagen. De havde vidst været ude på en noget hårdere tur end os.

Tidlig tirsdag morgen pakkede vi, og for at cyklerne ikke skulle pakkes helt sammen igen, cyklede jeg op til Les2Alpes. Det var en skøn lille tur i den friske morgendis på 25 km og 1056 højdemeter. Undervejs tog jeg en lille afstikker på 1 kilometers penge op ad en stejl sidevej. Jeg forstår godt, at de bruger Les2Alpes som etape mål i Tour de France, en opkørsel der virkelig giver mulighed for kamp.

Efter tømning af bilen kørte vi en tur halvvejs ned, hvor vi drejede til venstre til Bons og videre til et stykke på den anden side af Le Ponteil. Der standsede vi ved et udsigtspunkt med en fantastisk udsigt ud over dalen mod Bourg d’Oisans. Vi vendte om, da vejen var meget smal med mange uoverskuelige vejsving. Fra Bons kørte jeg op til Les2Alpes, da jeg af erfaring vidste, at jeg skulle spare på krudtet inden et større løb. Tom kørte ned til landevejen mellem Bourg og Lautaret for at få hele opkørslen til Les2Alpes. I ventetiden ved toppen, fik jeg en hyggelig sludder med et par hollandske cykelmotionister. De bød på en bid pinaple (noget sød tørret frugt fyldt med hormoner, som de sagde). Jeg kom ikke til at vente så længe, for Tom havde kørt stærkt. Denne lille tur ned og op blev på 15 km.

Bagefter kørte vi i bilen på inspektionstur til Lautaret. De ringeste steder var blevet asfalteret, men der var stadig mange revner og ujævnheder. Til gengæld var det godt, at der var kommet lys i alle tunnellerne. På vej tilbage stoppede vi på en p-plads lige efter La Grave. Det var blevet tid til aftensmad (pasta med kødsovs). Det medbragte kogegrej (spritbaseret) skulle stå sin prøve. Vinden drillede, men det lykkedes, så vi fik mad, selv om det tog længere tid pga. det svage blus, og så var der lige sprit nok i beholderen til hver opvarmning.

Onsdag kørte vi til Lautaret, hvor vi mødte Ole A., Allan J. og Tommy K. fra klubben derhjemme. Selv om solen skinnede, var det køligt, men vi var jo også i 2000 meters højde. Cykelturen gik til Col du Galibier og 7 km ned på den anden side (den nordlige side). Ved vandløbet lige før Plan-Lachat vendte vi rundt og kørte tilbage til Lautaret. Lige da vi havde passeret toppen og var på vej nedad, var der flere steder hvor smeltevandet løb over vejen, og det kolde vejr gjorde, at flere steder frøs vandet til is under det rindende vand. Inden Lautaret på vej tilbage, var skråningen skredet ud på vejen, og lige da vi passerede, røg der store sten, på størrelse med fodbolde, på tværs af vejen lige foran os. Heldigvis blev ingen af os ramt. Jeg fortsatte til La Grave på cykel for at få en fornemmelse af den dårlige nedkørsel, det er rart og være lidt forberedt. Jeg blev samlet op ved den p-plads, hvor vi sad og spiste dagen før. Dagens tur blev på 40 km med en max. temperatur på 30 grader.

Efter et dejligt bad tog vi bilen og kørte til Briancon (hvor jeg tidligere havde været). Vi besøgte blandt andet boghandleren. Han havde desværre ikke mere de hæfter af samme type, som jeg købte i 1994 med højdekurver over diverse bjergpas. Til gengæld havde han en ny anderledes udgave, som også kunne bruges. Resten af dagen var det ren afslapning. Det var en skam jeg ikke havde glemt spillekortene, for det kostede mig nogle nederlag i kasino.

Torsdag, da vi skulle til at køre (i bil) til Grenoble, havde værten sat en masse lækre chokoladeboller ud i gangen til fri afbenyttelse. Han sagde, at vi bare skulle tage nogle stykker med, nu da ingen ville spise dem til morgenmad, hvilket han ikke helt forstod, da han syntes, de var gode. Vi kunne kun give ham ret i, at de var gode, men at ingen havde rørt dem, var nok fordi værten serverede meget andet godt til morgenmad.

Det var meget sjovt at opleve Grenoble, en hyggelig midtby med sporvogne, som jeg ikke havde set i mange år. Ved floden, der løb gennem byen, var der et stort hus uden vinduer, men hele facaden var malet, så det så ud som om der var en masse vinduer, i nogle af dem så det ud som der var blomster og mennesker i vinduet. Da vi stod og slappede af ved floden, kom en mand forbi med 2 hunde, dvs. at den ene hund gik tur med den anden hund, for den styrede den anden hund ved at have dens hundesnor i munden, så den blandt andet kunne trække af sted med den anden hund.

På vej tilbage gjorde vi ophold i Bourg d’Oisans. I cykelforretningen, hvor de havde travlt med at sætte lavere gearing på så mange cykler som muligt, samt ordne de mest utrolige problemer, som folk kom med i sidste øjeblik, mødte vi Peter fra klubben derhjemme, han skulle have et nyt fordæk, det gamle var slidt helt ned. Han var med et busselskab dernede (for at køre La Marmotte). De boede oppe på Alpe d’Huez. Da vi sad og hyggede os med en cola på torvet, fik vi også hilst på nogle motionister fra ACK i Århus. Senere mødte vi Peter, da vi var oppe ved Alpe d’Huez efter startnumre. Han havde kørt op på 58 min. (på cykel).

Om aftenen, da vi lå og slappede af, kunne vi se, at det blæste voldsomt op, men tænkte ikke videre over det, før vi kom ned til morgenmad fredag morgen, da fortalte værten, at foruden regnvejret der havde været i løbet af natten, så var ski pisterne længere oppe (3300 m.o.h.) blevet lukket, da vinden deroppe havde en fart på op til 150 km/t.

Fredagen startede med klargøring af cyklerne (udenfor hotellet). Pludselig kom Jacob Saxeskov fra klubben derhjemme tilfældigt forbi. Han og konen var på sightseeing.

Derefter kørte vi en tur i bilen til bjergpasset Croix de Fer på inspektion, hvilken bondevej, men de steder hvor vejen havde været meget dårlig, var nogle arbejdere ved at asfaltere. På p-pladsen på toppen af Croix de Fer så vi en mini hvirvelvind på 2 meters højde, men meget tydelig, en sjov oplevelse, og så havde vi heldigvis dejlig vejr på turen. På vej ned igen, måtte vi stoppe for et bjergæsel og dets føl, de havde god tid, så god tid, at det var meget tydeligt at se, at en modkørende bilist var ved at gå ud af sit gode skind.

Vel nede igen kørte vi til Casino supermarkedet i Bourg, hvor vi havde aftalt at mødes med de andre for at købe ind i fællesskab til fællesspisning hos Allan om aftenen på Belledonne camping. Ikke overraskende blev det til pasta party med diverse til.

Jeg havde hjemmefra købt en særpræget cykelrytter figur til brug som præmie. Det blev som præmie i vores lille tippe konkurrence, om hvordan de forskellige blev placeret m.m. Toms tipskupon var nok den mest spøjse, nr. 6 havde hurtigere tid end nr. 2.

Inden den tidlige aftensmad, var Birte villig til at give mig en god gang massage på ryggen, for jeg havde endnu engang fået en facetlåsning i rygsøjlen, som var pinefuld og gjorde musklerne spændte. Birthe fik heldigvis blødgjort det så meget, at det var til at holde ud. Hvor var de andre fulde af misundelse.

Derudover gik meget af den hyggelige dag med at psyke hinanden på den ene eller anden måde.
Der var noget at vælge imellem ved aftensbordet, blandt andet var der en, som havde lavet en hvidløgspasta i en styrke så andre flygtede.

Vi kørte tidligt hjem, for at få noget søvn inden morgendagens løb. På vejen mødte vi Peder P fra klubben. Han kom sydfra og skulle overnatte hos en af de andre på campingpladsen.

Nu havde vejret været så fint hele ugen og meget varmt, tilpas torsdag og fredag med et par små stænk mellem torsdag og fredag, men lørdag hvor vi skulle køre, stod vi op til tunge regnskyer. Vi stod op kl. 5 (cyklerne var klargjort og lå i bilen). Vi havde også sørget for, at rutekortet, hvorpå der var plads til diverse personlige informationer, var blevet udfyldt (der er mange gode grunde til hvorfor man skal huske og udfylde det, f.eks. hvis uheldet er ude efter en). Efter lidt morgenmad afgang kl. 5.30, med ankomst til Bourg lidt over kl. 6, så der var en chance for at få en p-plads. På vej til start byen begyndte det at sjaske ned, men vi kunne pakke ud i tørvejr, da vi fandt et stort træ og holde under.

Gårdsdagens massage havde hjulpet, men mine skrøbelige led havde jeg stadig, og noget var kommet i klemme i højre knæ et par dage forinden. Det gav mig problemer lige fra starten, og kulden gjorde det ikke bedre.

Hen og checke ind i startboksen med 3900 numre. Alle virkede ved godt mod trods regnvejret. Da starten gik, var der også i år, nogle der ville skyde genvej ved at bryde afspærringerne, men det blev hurtigt forpurret af officials. Det tog ca. 20 min. at nå startstregen i forhold til officiel start tid. Det viste sig dog senere, at porten ved startstregen indeholdt en anordning, som blev aktiveret af "magneten" i startkortet, så den reelle tid blev målt (Desuden blev man læst manuel ind og ud af løbet). Magnetkortet var noget nyt.

Lige fra starten til toppen af Croix de Fer mødte vi mange modkørende cyklister, langt over hundrede, de havde start nr. på, så de måtte have opgivet pga. vejret. Efter sigende var der også en del af de ca. 4500 tilmeldte, som ikke kom til start. Men vi blev jo også gennemblødt alle sammen lige fra start af, og allerede på vej op ad Croix de Fer blev det koldt om fødderne.
Et godt stykke op ad Croix de Fer blev der lidt ophold i regnvejret, men de sidste km op til Croix de Fer, hvor det også var blevet koldt, kom der en voldsom haglbyge.

Ole A kørte forbi mig langt oppe ad Croix de Fer, men jeg blev i min egen rytme næsten hele vejen, jeg lagde mig kun på hjul af nogen med samme hastighed i bunden efter Croix de Fer og i den hårde kolde modvind op til Galibier.

Kort tid efter toppen (Croix de Fer) kørte vi flere km i tæt tåge, sigt 10-20 meter, så kulden var til at holde ud pga. den lavere hastighed. På nederste halvdel var der fin udsigt og tørt. Vejmæssigt, så var Croix de Fer blevet asfalteret alle de dårlige steder, specielt på nordsiden.

Da jeg ville lukke et lille hul, kort efter en gruppe var kørt forbi mig i bunden efter Croix de Fer, kunne jeg se, at den bageste var Peter fra klubben (vores hurtigste mand). I klubben var det næsten blevet en dille, at køre op og markere, at man vil hjælpe / skubbe den anden frem, på et tidspunkt hvor pågældende mindst ventede det, så derfor måtte jeg simpelthen som en af klubbens langsommere og tunge drenge overraske Peter med at "hjælpe" ham frem. Vi fik lige snakket lidt, så kunne jeg ikke følge ham længere i hans ryk fra gruppe til gruppe.

Kort efter at jeg var begyndt at køre op mod Col du Telegraph, begyndte det at regne igen, det fortsatte helt til toppen af Telegraph, og ned til omkring Valloire, hvor det holdt op.

Jeg hader at stoppe, samt det kaos der er ved depoterne. Så jeg stoppede først ved Valloire depotet, hvor det kostede 5 min. bare og finde vandet. Jeg har selv mad / energi med til hele turen. 7 extran brikker, 1 gel, 1 powerbar og maximpulver i flaskerne. Nogle af brikkerne havde jeg tapet fast til stellet med malertape, så hvad der var på depoterne, kan jeg ikke snakke med om, men det kan da godt være, at jeg en dag tager mig god tid til at studere alle de specielle ting, der er på franske depoter, i forhold til hvad jeg ellers kender til. Det der umiddelbart undrede mig, var at der var noget spiseligt på alle depoterne, men at der jævnfør rutekortet med diverse oplysninger, kun var 2 depoter med mad. Forklaringen måtte være, at når franskmændene talte om mad depoter, så var det, når der var varmt mad, for så passede det hele.

Der var en behagelig medvind på 1. halvdel af Galibier, hvor jeg kørte alene, dog skyet og fugtigkoldt, men pibende modvind på den 1000 meter lange 10 % stigning lige efter at vi havde vendt næsten 180 grader ved bækken/vandløbet Plan-Lachat. Derefter iskold mod- og sidevind de sidste 8 km op. Det var ekstra koldt, når man kørte gennem de regnvåde skyer, som passerede hastigt hen over vejen, ellers var det tørt vejr op til toppen med enkelte solstrejf. Efter 10 % stigningen kom jeg på hjul nogle få kilometer, selv om det virker underligt at køre lidt i læ med 7-8 km/t. Bjergkarmen gav rimelig læ de sidste 2 km, men der var koldt oppe i alt sneen.

Ved p-pladsen et par km fra toppen stod min cykelmakker Tom i almindelig tøj. Han måtte være stoppet tidligt. Det var nok os andre, der var mest skøre, fordi vi fortsatte i uvejret. Vi fik en kort sludder mens jeg kørte forbi, og jeg håbede, at Tom fik taget nogle gode billeder.

Det sidste stykke op til toppen var rent kaos, idet mange nysgerrige bilister og private depotvogne blokerede det hele.

Nedkørslen fra Galibier var et sandt koldt mareridt for alle deltagere. Min temperaturmåler i computeren sagde godt nok 8 grader, men den manglende sol, den regnvåde luft og den kraftige modvind helt ned til Bourg gjorde, at det føltes meget koldere. På turen ned kunne man se, hvordan de forskellige prøvede og få liv i hænderne, og hvordan gebisset klaprede. De våde sko gjorde også fødderne iskolde.

Det var helt dejligt at komme ind i tunnellerne, hvor luften var meget lun (i forhold til udenfor). På grund af føret og vejens beskaffenhed turde jeg ikke lægge mig på hjul før 5-10 km før Bourg, hvor det fladede lidt ud, samt at der var nyasfalteret. Det sted, som stadig var meget revnet og ujævn var fra Lautaret og 6-7 km ned. Tunnellerne var stort set fine, og så var der kommet lys i alle, dem hvor det var nødvendigt, så de ikke skabte problemer.

I Bourg kom jeg af med alt overflødigt og fik noget vand i flaskerne hos Birte og Birte ("cykelkonerne"), som hjalp os der. Ole A, der var kommet til Bourg ca. 1 time tidligere, var stoppet dér pga. kulden, nu så han mere frisk ud, så jeg sagde til ham, at jeg ville moppe ham bagefter, hvis han ikke kørte med op, for at få ham med. Det virkede, og han nåede toppen noget før mig, så uanset om han var skrevet ud af løbet eller ej, så tror jeg nok, at det var en tilfredsstillelse for ham, at have kørt det sidste stykke vej. Et stykke oppe ad Alpe d’Huez bakken mødte jeg Jacob fra klubben, han sad og "hyggede" sig. Vi fulgtes ad et stykke videre, hvorefter han langsomt trak fra således, at han kom i mål 2-3 minutter før mig.

Jeg havde været spændt på om ryggen og knæet holdt, så jeg kunne gennemføre. Det viste sig, at det hverken blev værre eller bedre på hele turen. I Bourg havde jeg mine tvivl, men udover knæet havde jeg det godt og var ved godt mod, så det skulle prøves. Det viste sig bagefter, at det var fra Bourg til Huez, at jeg forbedrede min tid i forhold til året før, men knæet ville heller ikke mere, da jeg nåede målet. Der var ca. 2 minutters kø for at komme gennem målslusen. Peter, der allerede var omklædt, stod og tog imod. Han havde kørt i 9.04.

Min tid blev 10 timer 7 min. for de 178 km.

Turens øvrige tal:
gennemsnitshast. 17.5,
max. hast. 72,
gennemsnitspuls 138,
max. puls 169,
minimumstemp. 8,
max. temp. 20.

Fotograferne havde været på plads på Croix de Fer kl. 10.08 og Galibier kl. 14.49, men desværre havde jeg ikke mulighed for at hente billederne.

De eneste tidspunkter jeg ikke havde overtræksjakken på var fra St. Michel til Col du Telegraph og fra Bourg d’Oisans til Alpe d’Huez, det ville blive for koldt uden på de øvrige strækninger.

Lige fra starten generede mine gennemblødte bukser mig, så jeg sad og rykkede i dem hele tiden på cykelturen. Det viste sig, at jeg var blevet hudløs flere steder, hvor skindkanten berørte huden, især nederst på højre balle, der fik jeg et meget stort sår, som generede et par uger bagefter.

Jeg havde 3 store flasker vand med, men vejret gjorde, at jeg ikke fik drukket det jeg burde, selv om jeg på intet tidspunkt følte væskemangel. Det blev til 1 fl. på Croix de Fer, 1/ 2 fl. på vej ned, 1 fl. på Telegraph, 1 fl. på Galibier og 1 fl. på Alpe d’Huez.

Endnu engang havde jeg været glad for min gearing, som også denne gang havde været på 38 tænder for / 32 bag som laveste (og så med lang bagskifter). Også denne gang var der flere, som gav udtryk for, at de havde misundt mig min gearing.

Min fornemmelse var, at der stort set blev kørt fornuftigt på hele turen af deltagerne pga. føret.
Det var godt jeg ikke lod overtræksjakken blive i Bourg, for det blev en kold nedkørsel bagefter til Bourg i aftensolen, selv om jeg også fik en avis ind på brystet. Tom ventede ved depotet i Bourg, hvor jeg fik lidt mad. Derefter hen til bilen, hvor jeg fik noget tørt tøj på, hvorefter det gik direkte til hotellet. Hvor var det skønt med et deeeeejligt laaaaaangt vaaaaarmt baaaad og så lidt mad indenbords.

Cyklerne blev pakket ned, så vi ej havde så meget at pakke efter morgenmaden. Jeg sov som en stud. Efter morgenmad, afgang ca. kl. 9.15 med hjemkomst om natten kl. 01.15. Det var klaret op om natten, så vi havde lunt og let skyet tørt vejr på vej hjem søndag. Pga. den dårlige bagdel, var det ikke sjovt at skulle sidde ned hele vejen hjem. Da Tom var bedst udhvilet, tog han det store slæb med at køre, hvilket passede ham fint. Vi kørte samme vej hjem uden problemer, og det eneste specielle vi oplevede hjemad, var en sky dannelse ved en bjergtop, så det lignede et vulkanudbrud, samt en Mercedes kassevogn, der havde en campingvogn bagefter, og så var der en trailer med kasse bagefter campingvognen.