19.08.06. Vi kørte lidt over 7 og ankom til Irschenberg kl. 10.15 (ca. 40 km syd for München). Den anden bil med cykler var ankommet kort forinden (de var startet senere, men havde så kørt hele natten). Kort efter kom bussen med deltagerne. Vi var allerede i gang med at pakke cykler ud i det fine solskinsvejr. Klargøring af cykler og omklædning foregik på p-pladsen. Mange af deltagerne kendte jeg fra tidligere ture, venlige og hyggelige mennesker. Arne skulle køre bilen, medens jeg klædte om, da jeg jo efter aftale med Lisbeth skulle være guide. Jeg blev ikke informeret om noget af Gert.
Da folk næsten var ved at være færdige, sagde Gert, at vi kørte om 5 minutter. Ved afgang sagde Gert, at vi skulle køre samlet stille og roligt. Ingen information om noget andet (ruter, guider m.m.). Gert kørte forrest. Allerede efter første kryds, hvor der var en del trafik, var der stor spredning på gruppen, hvilket fortsatte resten af dagen, og det virkede som om Gert fortsatte i sit "rolige hold 1 tempo" uden at fornemme hvad der skete bagude, hvor nogle måtte køre meget stærkt, i forhold til deres evner, for at få kontakt, og det gjorde det jo ikke nemmere med noget bykørsel og lyskryds. På et tidspunkt fortsatte vi lige ud, hvor vi skulle have drejet til højre jævnfør kortet, men Gert oplyste senere, da jeg var kommet op til dem efter en del kilometers kørsel alene, at han havde ændret ruten, og det var derfor vi skulle køre samlet. 1 minuts pause og så videre i Gerts "rolige hold1 tempo". Jeg fornemmede, at der også var andre, som ikke syntes, at det var sjovt med hastigheden, hvilket jeg fik konstateret senere.
Videre ad små hyggelige veje, men nyde det var der ikke tid til, der skulle køres til, og alligevel var det nogle gange ikke muligt at se dem foran. Efter noget trafikeret vej ved en sø (turistområde), var der igen stor spredning. Jeg kørte bagest sammen med Jørgen. Vi kunne ikke se nogen foran, heller ikke i et stort kryds, så vi fortsatte ligeud, da det jo er ganske naturligt, at de forreste venter, hvis man skal dreje. Kort efter kørte vi ind i Østrig. Der vidste jeg, at vi var kørt forkert, for vi skulle ikke ind i Østrig den første dag. Heldigvis havde jeg den lånte telefon, så jeg ringede til Gert, som beklagede, at der ikke havde været nogen i krydset. På vej tilbage mødte vi en, som viste sig at være den af de andre guider, som skulle være "bagtrop" efter Gerts planer.
Samling igen, men der gik ikke lang tid, før at gruppen var splittet ad igen. Gert sagde senere ved aftensmødet, at splittelsen denne gang var for at se styrkeforholdet mellem de forskellige (hvordan kan han se det, når han ikke stopper op og venter på alle på et tidspunkt).
Jørgen og jeg, samt Gerts "bagtropsguide" var igen alene bagest. Pludselig passerede vi grænsen til Østrig igen, men Jørgen og guiden var kommet så langt foran mig, at jeg ikke kunne råbe dem op, for jeg vidste, at vi var kørt forkert, selv om jeg ikke kendte til den ny rute. I Hinterris ventede de. Der fandt vi ud af, at vi skulle have drejet fra i Vorderris 12 km tidligere. Tilbage igen. Det var betalingsvej fra Vorderris til Wallgau (privatvej).
Jeg nævnte, at de andre formentlig også var kørt forkert og var fortsat ud på en længere omvej end os. Da vi ankom til hotellet i Mittenwald var der ikke andre fra gruppen, og senere viste det sig, at jeg havde fået ret i min spådom, de havde kørt en meget større omvej end os. Denne tur og resten af ugens ture viste, at Gert godt kunne pakke hans GPS-vejvisning sammen. Han havde i hvert fald ikke styr på det, hvad årsagen så end måtte være.
Halvvejs mellem Vorderris og Wallgau ringede lånetelefonen, det var Arne. Jeg hoppede en ekstra gang, da han sagde, at han var i Kühtai, som lå på et bjergpas, nemlig 60 km forbi hvor vi skulle være. Jeg forklarede ham vejen tilbage til Mittenwald og aftalte så med ham, at han skulle ringe, når han kom til byen. Årsagen til at han var i Kühtai skyldtes, at det kort han havde fået udleveret, var det første kortudkast til dag 1, hvor målet da var Sölden.
Kort efter ringede Lisbeth, hun troede hun ringede til bilen, da "min" telefon skulle være i bilen. Jeg kunne kun sige til hende, at det var den telefon hun havde udleveret til mig som guide.
Da Arne ringede igen, guidede jeg ham igennem byen til hotellet via telefonen. Jeg fornemmede, at Gert var flov, da han kom til hotellet med sin gruppe.
Rutebeskrivelserne er beskrevet sidst i dagbogen.
Vi sad udenfor og nød vejret m.m. inden aftensmaden. Da Gert kom forbi, afleverede jeg telefonen til ham, da den jo skulle være i bagagebilen jævnfør papirerne, så jeg ikke fik mere ballade over den telefon. Jeg gjorde ham dog opmærksom på, at jeg så ikke kunne holde min aftale med Lisbeth om at være bageste guide, da jeg jo uden telefon ikke havde mulighed for at kontakte nogen, hvis noget gik galt, så i det mindste måtte der være en anden guide sammen med mig bagest. Derfor gav Gert mig telefonen tilbage, da de andre chauffører sagde, at de havde telefon.
Hotel Rieger var et udmærket hotel, og værten gjorde alt for at gøre det godt. Han ville blandt andet gøre det ekstra godt for os efter maden ved at servere en alkoholfri drink i hotellet bar (selv om der måske var en bagtanke med bar besøget). Uheldigvis blev det lidt pinligt, da de fleste helst ville være fri, fordi de var trætte og gerne ville i seng for at være friske til næste dag.
Groft sagt, så fik jeg den opfattelse af Gert, at han ville klare det hele selv, og derfor ikke fandt det nødvendigt at informere øvrige hjælpere, om hvordan det skulle køres, om ændringer i ruterne osv. Han mente, at det var Lisbeths pligt at informere om ruteændringer m.m., selv om det var ham, som var chefguiden på stedet, og løbende justerede på tingene undervejs.

20.08.06. Allerede på vej ud ad Mittenwald, da vi drejede fra ad nogle mindre veje, fandt jeg ud af, at denne dags rute også var blevet ændret, i forhold til hvad jeg vidste. Så var det derfor vi skulle køre samlet til Kematen, hvilket jeg dog ikke havde hørt på aftenmødet, da jeg var blevet sendt ud efter energi-produkter m.m.
Jeg nyder dog de små veje. Lige før Seefeld, på vej fra Gasse, gik det op ad, og jeg nåede lige at komme så meget bagud, at jeg ikke kunne se de andre, da jeg kom til et sted, hvor der gik veje i alle retninger undtagen ligeud. Jeg var så meget i tvivl om hvad vej jeg skulle køre, så jeg blev nødt til at ringe til Gert. Det var en lang stejl nedkørsel til Zirl. De ventede ved en afkørsel lige efter Zirl. Lidt senere ringede telefonen, det var Gert, som ville tale med dem i følgebilen (servicebilen), han brokkede sig igen over, at telefonen skulle være i bilen, han havde bare glemt, at han havde givet mig telefonen igen dagen før. Han fik telefonen med det samme i Kematen, for jeg ville ikke have mere bøvl med den telefon.
Det var en lang, stejl og sej opkørsel til Kühtai i 2000 meters højde, og at det begyndte at regne på vej op ad, gjorde det ikke bedre, men vi fik den fantastiske udfordring, vi var kommet efter, og nu forstod jeg godt, at jeg lige så let som ingenting kom op på 94 km/t på vej ned ad denne bakke for nogle år siden i forbindelse med Ötztaler radmarathon (jeg kunne nemt været kommet et stykke over de 100 km/t dengang, hvis cyklen havde været bedre afbalanceret).
Selv om Gert ventede pænt på Jørgen og mig på vej op ad, så kunne jeg godt fornemme, at Jørgen følte sig presset / stresset.
Det regnede jævnt, blæste og var koldt på toppen, så vi var tre stykker, som ikke ville udfordre skæbnen med en iskold nedkørsel og glatte veje, også fordi jeg lige havde været syg. Jeg sagde til Jørgen, som var bageste mand, at jeg ville få servicebilen til at køre bagved ham ned til Öetz. Fra Öetz nede i dalen og op gennem dalen til Sölden, var de nogle stykker i bageste gruppe inklusive Gert.
Sammensætningen af denne turs deltagere bar præg af, at det kun var Jørgen og mig, som kørte lidt langsommere end de andre opad, og vi vidste begge af erfaring, at stressfaktoren blev fjernet ved at køre lidt før de andre. På aftenmødet fik de andre tilbudet om at køre med på "hyggeholdet" den næste dag, hvis nogen skulle trænge til en slap af dag.
Hotel Tyrolerhof var et dejligt hotel, og alle de forskellige saunaer m.m. de havde, blev prøvet af i stor stil, det var virkelig skønt ovenpå sådan en kold dag.

21.08.06. Denne morgen startede Jørgen og jeg lidt før de andre. Det var skønt ikke at skulle halse efter de andre. Det gik op ad fra starten i let regnvejr, men lidt efter lidt blev vejret bedre på vej op til Timmeljoch (dagens eneste bjergpas for nogles vedkommende). De fleste af de andre deltagere nåede at passere os inden toppen.
Da vi kom til toppen, var gruppen, som også skulle på Jaufenpass, lige kørt. Resten kørte lidt senere og ville så vente på hinanden i St. Leonardo neden for bjerget. På toppen skinnede solen, og vejene var stort set tørre, dejligt for det var ikke sjovt at skulle køre ned ad på våde veje.
Vi var blevet advaret om mørke tunneller (cykellygter), jeg syntes nu ikke, at de tunneller var de værste, hvad angik lysforhold, til gengæld blev jeg skuffet over, at der overhovedet ingen advarselsskilte var ved tunnellerne, for at advare om de meget ujævne, hullede og ødelagte veje inde i tunnellerne, men heldigvis kom ingen til skade.

Vel nede i St. Leonardo. Arne holdt med servicebilen ved den første rundkørsel, som jeg havde bedt ham om (selv om det ikke lige var det rundkørsel jeg havde tænkt på, jeg havde tænkt på den næste rundkørsel på vej ind mod centrum, der hvor vejen op til Jaufenpass drejer fra).
I stedet for omfartsvejen kørte vi via Leonardo centrum (med det lille hyggelige og smukke torv) til Merano. Det gik let nedad hele vejen. Allerede nu kunne det fornemmes, at nogle begyndte at blive utålmodige, hvis tempoet m.m. ikke lige var efter deres temperament (hvilket skete på samtlige ture jeg har været med på, selv om der blev advaret imod det hver gang), for på et tidspunkt blev vi splittet i to grupper. De forreste trak langsomt fra uden at kigge sig tilbage, men det var en ubetydelig hastighedsforskel, for vi havde stort set øjenkontakt med dem helt til Merano. Dem som ikke havde tålmodighed til at vente på guiderne, vidste så også, at de selv var ansvarlige for at finde frem til hotellet.
Vel fremme ved hotel Steiner (som jeg kendte fra en tur året før), hotellet lå i den nordvestlige forstad Quarazze. Umiddelbart stod vi ikke til at skulle overnatte der (jævnfør den ene chauffør, som havde talt med hr. Steiner), men det viste sig senere (jævnfør Gert), at hr. Steiner havde forputtet telefaxen med bestillingen. Vi fik vores værelser, hvorefter der var almindelig afslapning udenfor i det herlige solskinsvejr.
På et tidspunkt nåede jeg også en lille rundtur på cykel i Merano centrum.
Aftensmaden var udmærket, men den virkede en lille smule skrabet, den bar præg af en nødløsning, da de ikke havde forventet vores ankomst.
Ved aftensmødet blev de andre tilbudt at køre med Jørgen og mig med start kl. 8, hvis der var nogen, som havde brug for en slap af dag.

22.08.06. En herlig morgen med solskin, og vi var i alt 6, der kørte vestpå ad SP52 og ved Merano forstaden Forst videre til højre ad SS38 mod Spondigna. Fra Forst gik det jævnt godt op ad nogle kilometer.
Ikke lang tid efter at det fladede ud (vi havde vist kørt ca. 6 km), drejede vi til venstre ad en ikke alt for godt skiltet cykelrute (da jeg havde hørt om en cykelrute fra Merano til Spondigna, som lå for foden af Stelvio bjerget), for at undgå og køre på SS38, da den var rimelig trafikeret. Jeg fornemmede, at alle nød turen langs kanalen gennem de mange smukke frugtplantager (primært æbler) og uden trafik. Nogle kilometer før Silandro kom vi ud til landevejen i en anden lille by (da vi ikke kunne se nogen skiltning for en alternativ cykelrute). Dér lå en lille borg, og omkring den fløj der usædvanlig mange svaler. Vi fulgte landevejen til Silandro, hvor vi drejede fra ved et cykelruteskilt, men ret hurtigt kneb det med at finde ruten i udkanten af byen, hvorfor vi kørte tilbage og fortsatte ad landevejen til Spondigna.
I Spondigna blev vandflaskerne fyldt op, samt klargøring til ugens højdepunkt, nemlig opkørslen til Passo dello Stelvio, som var på 27 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,9, og så var der 48 skiltede hårnålesving. Efter byen Trafoi halvvejs oppe, begyndte de andre, som var startet ca. kl. 9, at køre forbi mig en efter en, og lidt senere ca. fra sving nr. 23 begyndte jeg at falde lidt bagud i forhold til Jørgen, fordi jeg syntes, at der skulle være tid til at stoppe op for at fotografere, for cirka derfra kunne man se bjergskråningen med resten af svingene (det kendte billede). Det bevirkede, at jeg lige inden toppen blev passeret af den sidste fra det hurtige hold, og så vidste jeg godt af erfaring, at pausen på toppen kun lige blev til lidt mad og drikke, inden det gik videre ned ad, men man kan jo ikke nå det hele, når der er andre at tage hensyn til. Jeg ville ellers godt have nydt opholdet på toppen noget mere, da der var en masse at kigge på deroppe (masser af boder, monumenter m.m.), og så var der selvfølgelig den fantastiske udsigt fra næsten 2800 meters højde. Gruppebilledet på toppen blev taget med mad i munden.

Efter et par kilometers nedkørsel var Jørgen med på, at vi lige kørte et smut til højre over grænsen til Schweiz, og de ca. 1000 meter hen til Passo dell’ Umbrail.
Da jeg kørte en del hurtigere end Jørgen ned ad, lod jeg ham få et lille forspring, men det blev lidt større end beregnet, for på vej tilbage over grænsen, blev jeg stoppet og skulle vise pas (jeg kom til at tænke på året før, hvor jeg også skulle vise pas ved grænsen til Tirano i Italien). Jeg nød den flotte nedkørsel med mange sving, vandfald m.m. til Bormio.
I udkanten af Bormio holdt Gert og samlede op, for han havde fået at vide, at vi skulle bo på et andet hotel end det annoncerede. Vi skulle bo på hotel S. Vitale, som lå godt placeret, tæt ved landevejen og først for i gågaden i den gamle bydel. Det var lidt slidt og gammel, og desværre kneb det med det varme vand.
Det var et dejligt solskinsvejr, så de fleste havde besluttet sig for at gå en tur i byen, jeg fandt en fotoforretning, hvor Arne kunne få et kort til sit kamera, så han kunne få lidt minder med hjem. På torvet fandt vi de øl hungrende sønderjyder.
Ham der tog i mod os ved ankomsten, serverede også ved aftensmaden (jeg var i tvivl om det var ejeren), han havde styr på en masse bestillinger på en gang, og både mad og drikkevarer blev leveret hurtigt og kvikt. Det er så sjældent man oplever det nu om dage, så man lægger ligefrem mærke til det.
Ved aftensmødet holdt Gert sit sædvanlige lange foredrag, hvilket jo var nødvendigt, for at deltagerne kunne få noget information. Han oplyste blandt andet, at hold 3 holdt hviledag, og at hold 1 og 2 kørte en rundstrækning, hvor de kom over passene Mortirolo og Gavia. Gå rundt i Bormio en hel dag kunne jeg ikke, så da Gert gav ordet frit, tilbød jeg de andre, som ikke ville på den lange tur, at de kunne køre med mig til toppen af passo del Mortirolo og tilbage igen (en tur på ca. 85 km), så de kunne sige, at de havde prøvet at køre på en af de hårdeste opkørsler i Europa, som bruges i forbindelse med de store cykelløb. Ret hurtigt blev jeg afbrudt af Gert på en grov og nedladende måde, om at tiden for mødet var gået. Jeg var mundlam og paf over Gerts opførsel, men heldigvis var der en af deltagerne, som sagde til Gert, at han skulle tale pænt til mig, samt lade mig tale færdig. Da Gert kort efter igen afbrød mig, som om han ikke havde fattet budskabet, fik han godt nok læst og påskrevet teksten en gang til, så han ikke var i tvivl om, at han skulle opføre sig ordentlig. Gerts opførsel var dråben, der gjorde, at jeg var slået helt ud psykisk på resten af turen. Jeg passede selvfølgelig mit arbejde efter bedste evne, indtil jeg var hjemme igen.

23.08.06. Jørgen, som havde valgt selv at køre fra Bormio og direkte op til Gavia, samt Niels, Jan og Bent, som havde valgt at tage imod mit tilbud, vi ønskede hold 1 og 2 en god tur, da de kørte af sted kl. 9 i det herlige solskinsvejr. Derefter kørte Jørgen den anden vej.
Vi kørte kl. 9.30, 30 minutter efter hold 1-2, som bestod af hurtigere folk end os, så vi blev noget overrasket, da vi allerede efter ca. 20 km lige efter Bolladore passerede en stor flok cykelryttere, som viste sig at være hold 1 og 2. Jeg lod mig fortælle, at de ikke var kommet længere, fordi Gert ikke kunne finde vej, og at det efterfølgende havde givet anledning til nogle drillerier af Gert, også at jeg langsomme mand havde indhentet ham. De fulgte os til Mazzo ca. 10 km længere fremme, som lå ved foden af opkørslen til Mortirolo. Derfra så vi ikke mere til hold 1-2.
Jeg vidste, at mine følgesvende var bedre kørende end mig, og i almindeligt bjergterræn ville de have kørt mig langt agterud, men min lave gearing i forhold til deres gjorde, at jeg på denne ekstrem stejle stigning over 12 km kunne køre hele vejen op uden stop, hvorimod de andre måtte stop op flere gange for at få en puster, derved kunne jeg stort set holde trit med dem hele vejen op. På toppen erkendte de, at de aldrig havde været ude for noget lignende, det havde været en fantastisk oplevelse, en virkelig udfordring. På toppen og på vej ned ad fik jeg taget en masse gode billeder, blandt andet af mindesmærket for Pantani halvvejs nede.
Madpakker, drikkevarer m.m. havde vi gemt ved en beboer for foden af opkørslen, inden vi begyndte at køre op, og minsandten om det ikke var der, da vi kom ned igen. Vi fandt et sted i skyggen og fladede ud, medens vi fortærede madpakkerne. På vej tilbage til Bormio skulle vi lige op over en lille knold, som godt kunne mærkes efter anstrengelserne på Mortirolo. Vi havde kørt over 80 km/t ned ad den lille knold.
Resten af dagen gik med afslapning og gåtur i byen. Vejrudsigten lovede desværre regnvejr næste dag. Om aftenen skulle jeg ikke have tilbudt de andre chauffører, at jeg godt ville køre bagagebilen den næste dag, hvis de var interesseret (da jeg godt kunne passe mit guide job og følge Jørgen i bilen på denne etape), for efter ikke at have sagt ja eller nej til tilbudet, kom de den efterfølgende aften (da vi var i Aprica), og ville have mig til at køre bagagebil den sidste dag (hvor det var svært at følge Jørgen i bil), og da jeg sagde nej, blev de nærmest sure på mig og var uforstående overfor, at jeg bare ville holde min aftale med Lisbeth (chefen).

24.08.06. Det trak op til regn som lovet, men solen skinnede da hist og pist. Også da Jørgen og jeg startede om morgenen.
Vi kørte via Santa Lucia op til passo Foscagno, en lang jævn stigning. Et stykke oppe kunne jeg på vores højre side se serpentinervejen op til søen Cancano, en opkørsel jeg godt kunne tænke mig at køre på engang. Vi nåede toppen stort set samme tid som de andre. Vi fortsatte via passo d’Eira og lige udenom Livigno by ad via Freita direkte til San Rocco. Derfra gik det først let op ad og senere jævnt op ad til passo Forcola i en kølig modvind. Da vi nåede passet, hvor der blev holdt pause, var de fleste af de andre der stadig.
Fra Forcola, som var grænsen ind til Schweiz, gik det bare ned ad og ned ad til Tirano (pas på hvor der er nogle skinner som ligger på langs i vejen). Lige før Tirano skulle vi passere grænsen for at komme ind i Italien igen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på året før, hvor jeg også kørte gennem denne grænsekontrol. Denne gang stoppede jeg også, fordi der var rødt lys (jeg har jo lært, at rødt lys betyder stop). Jeg havde håbet på, at han bare havde vinket mig videre, men nej, jeg måtte simpelthen ligne en forbryder, for han kaldte mig også over denne gang for at vise pas, og det blev studeret grundigt.
Kort efter kom vi til Tirano (pas på skinnerne), hvorfra vi kørte let ned ad til Villa de Tirano, hvorefter vi drejede til venstre og op ad SP 25, som er en lille hyggelig genvej op til vej SS 39 ca. midt imellem Tresenda og Aprica. Da vi kørte på SS 39 begyndte skyerne at trække sammen til regn. Vi havde ikke fået regn hele dagen, og det startede heldigvis først med at regne en halv time efter, at vi var kommet til hotellet i Aprica. Vi kom først til Apricas gamle bydel, hvor Marco Pantani var blevet begravet, derefter kom vi til den nye del, som lå på det flade stykke øverst oppe. Der var der også en guide, som stod ved vejen, og fortalte, hvor hotellet lå, for denne dag skulle vi også bo på et andet hotel end planlagt, nemlig hotel Ginepro. Et ok hotel, og her var der varmt vand.
Fra hotelværelset havde vi udsigt ud over slugten ned mod Tresenda, og mens jeg gik og fik orden på sagerne, kunne jeg se, hvordan lavt hængende skyer kom drivende ind mod byen fra slugten, og til sidst kunne jeg slet ikke se byen på grund af det tætte skydække.
Det eneste jeg huskede fra denne aften var, at det regnede hele aftenen på fuld kraft, og så lige problemet med de andre chauffører, som jeg beskrev under d. 23/8, hvilket selvfølgelig fik mig til at holde så lav profil som muligt (og desværre måtte jeg indrømme, at jeg var kørt godt ned psykisk af de interne problemer). Jo, jeg fik også lige at vide, at Ib, som også var guide, havde en aftale med Lisbeth om, at han skulle køres til Milano lufthavn umiddelbart efter ankomsten til Lovere. Jeg orkede ikke at diskutere mere, så jeg sagde bare ja til at køre ham.

25.08.06. Da jeg slog øjnene op, kiggede jeg lige ud på slugten med en stort set skyfri himmel. Et herligt syn, hvilket kun kunne give os en dejlig oplevelse på den sidste etape, og det viste sig, at solen skinnede resten af dagen.
Pyt med at vejene stadig var lidt våde, og at det var lidt køligt, for nedkørslen fra Aprica til Edolo og videre ned til Forno Allione var lige tilpas, for den smule vi skulle træde for at holde cyklen i gang, var lige nok til at holde os tilpas varme. Fra Allione fortsatte vi 20 km op ad SS 294 til passo Vivione, en af de smukkere opkørsler med smal vej og næsten ingen trafik. Også på denne opkørsel fik jeg taget en masse gode billeder, både af naturen og de andre deltagere. Igen havde Jørgen og jeg fået tilpasset vores forspring, så vi kom til den første bjergtop samtidig med de andre.
Det var skønt, at vi også i år kunne sidde på toppen i solskinsvejr og nyde madpakken, og det klare vejr gjorde jo nedkørslen til et herligt skue, som simpelthen bør opleves, hvis man skulle være i området. På et tidspunkt var vejen ”spærret” af dyr på vejen. Denne gang var det æsler, og de jo ikke ligefrem kendt for at ville flytte sig, når man beder dem om det.
Da vi kom til Schilpario, var vejen spærret af det lokale marked, men vi tillod os at liste igennem, og så blev der samlet op ved byens torv efter markedet.
Vi fortsatte ad en mindre vej via Pradella og Azzone til Dezzo di Scalve, hvor der igen blev samlet op. Igen måtte jeg konstatere, at Gert ikke helt havde styr på tropperne, blandt andet fordi han ikke selv helt holdt sig til de aftaler han lavede med deltagerne.
Efter ca. 500 m ad SS 294 drejede vi til højre ad SS 671, som skulle hive de sidste kræfter ud af os på vej op til passo della Presolana. På et tidspunkt kom jeg op til Jan, som fulgtes med Gert. Jan kørte på viljen. Jeg fulgtes med dem resten af vejen til toppen. Selv om vi var trætte, fik Gert os alligevel til at dyste på de sidste 1000 m til toppen. Ca. halvvejs gik dampen af os, vi pustede og stønnede, og Jan var kommet lidt foran mig. Da jeg havde fået lidt luft, forsøgte jeg et sidste angreb, og heldigvis opdagede Jan det for sent, så han nåede aldrig op i nærheden af mig. Jeg var for træt til et jubel udbrud, jeg pustede og stønnede, og jeg var helt flad og øm i lårene.
I en by på vej ned ad, måtte vi ud på en lille omvej på byens små stejle gader, denne gang også på grund af, at det lokale marked havde afspærret hovedgaden.

Lige før Rovetta ca. ud for Fino del Monte drejede vi til venstre mod Songavazzo og videre gennem Cerete Basso. Det var en lille genvej ad en mindre vej til hovedvejen SP 53, der førte til Lovere.
Da vi ankom til Lovere ved Lago d’Iseo, kørte vi langs søen til den anden ende af byen, som lå ved den nordligste ende af søen. Der lå hotel Lovere, hvor vi skulle overnatte. Dette hotel var heller ikke det, som vi oprindelig skulle have overnattet på. Efter sigende skulle det være agenten i Italien, som havde været skyld i problemerne med de forkerte hoteller og så videre.
Efter et lille glas champagne tømte jeg VW transporteren (som Arne og jeg kørte i) for affald m.m., og så var det bare i gang med at pakke den med cykler m.m., så den var klar til hjemturen dagen efter. Jeg tog et hurtigt bad, og så var det ellers af sted til Milano med Ib, en tur på ca. 250 km frem og tilbage. Vi skulle til Linate lufthavnen øst for Milano, hvilken vi fandt uden problemer. På vej tilbage var der meget kødannelse udenfor Milano, så jeg først i Lovere hen midt på aftenen.
De andre var stort set færdige med at spise. Det jeg fik at spise, var ikke det samme, som de andre havde fået, og jeg måtte rykke for at få noget mad, og det endte med, at jeg ikke fik dessert, hvilket nogle af de andre heller ikke havde fået. De opgav lige som mig. Der havde været vild forvirring, de piger der serverede, havde ikke styr på det, de vidste ikke hvem der skulle have hvad, og om hvem der havde fået noget, de rodede rundt i det, og så kunne de kun tale italiensk, hvilket gjorde det næsten umuligt at kommunikere med dem.
Til gengæld skal det siges, at det var et pænt hotel, og et dejligt stort værelse med en stor terrasse ud mod søen. Kan i forestille jer den fantastiske udsigt der var.

26.08.06. Vi stod tidligt op (Arne og mig). Morgenmaden var der ikke noget at råbe hurra for. Den direkte vej hjem til Danmark fra Lovere startede med at vi skulle over nogle bjerge for at komme til Brenner passet. Dette havde vi ikke lyst til, så vi kørte i stedet for sydpå langs den østlige side af søen til Brescia. Derfra ad motorvej A4 mod øst til lige før Verona, hvor vi drejede nord på ad E 45, som vi fulgte hele vejen hjem til Danmark. Turen gik smertefrit hjem, og trætheden meldte sig først lige før Danmark, så vi overnattede på transportcenteret i Padborg.

27.08.06. Efter lidt morgenmad i cafeteriet kørte vi. Sønderjyderne kom og hentede deres cykler ved Røde Kro. Jeg spurgte dem, om de vidste noget, om alle de billeder der blev taget på turen. De oplyste, at da de var kommet ud i lufthavnen, var der nogen, som havde spurgt til billederne. Dem havde Gert glemt alt om, men selvfølgelig ville han lave en cd, hvorfor der blev samlet penge ind dertil i lufthavnen.
Vi fortsatte til Skanderborg, hvor de øvrige jyders cykler blev læsset af ved mig til senere afhentning. Arne kørte så forbi Ib på Fyn på vej hjemad til Sjælland.


Efter hjemkomsten skrev jeg følgende til Lisbeth på mail.
Hej Lisbeth
Jeg skriver til dig allerede nu, så du ikke bruger tid på mig i din planlægning. Af helbredsmæssige årsager, vil jeg desværre gerne være fritaget for diverse medhjælperjobs fremover.
Venlig hilsen
Ole Thisted


Jeg har på ingen måde hørt eller set noget fra Gert eller Lisbeth efter turen. Ikke noget tilbud om køb af en billed-cd. Ikke noget om evaluering af turen. Ingen kommentar til min e-mail.

Der er vel ikke andet at sige, end at det var en tur på godt og ondt.

Dag 1:
Irschenberg - Mittenwald: 114,13 km, start 700 m.o.h, slut 915 m.o.h.
kørt på 4.27.40 med en gennemsnitsfart på 25,6 km/t og 938 højdemeter.
Achenpass: 207 højdemeter.
Rute: Tyskland, irschenberg, b472, b307, agatharied, fehnbachstr, b307/edelweisstr, ostin, gasse, st quirin/b307, tegernsee, achenpas, lige før grænsen til østrig til højre ad b307, ved dæmning til venstre ad b307, vorderris, hinterris, vorderris, privatvej til wallgau, b11, b2, mittenwald.
Dag 2:
Mittenwald - Sölden: 57,72 km, start 921 m.o.h, slut 2002 m.o.h.
kørt på 3.53.20 med en gennemsnitsfart på 14,8 km/t og 1798 højdemeter.
Kühtai: 1392 højdemeter.
Rute: Tyskland, mittenwald, leutascherstr, østrig, gasse, weidach, seefeld in tirol, innsbruckerstr, b177, udenom zirl, b171, sellrainer str, kematen, kühtai. Bil fra kühtai til sölden pga. kold modvind og regn.
Dag 3:
Sölden - Merano: 71,55 km, start 1368 m.o.h, slut 392 m.o.h.
kørt på 3.41.05 med en gennemsnitsfart på 19,4 km/t og 1376 højdemeter.
Timmeljoch: 1247 højdemeter.
Rute: Østrig, sölden, timmeljoch / italien, leonardo, Merano / quarazze.
Dag 4:
Merano - Bormio: 100,08 km, start 366 m.o.h, slut 1266 m.o.h.
kørt på 6.29.00 med en gennemsnitsfart på 15,4 km/t og 2547 højdemeter.
Stelvio: fra (0,0) 44,75 - 74,41 km, (2397)1850 højdemeter.
Rute: Italien, merano / quarazze, spondigna, stelvio, bormio.
Dag 5:
Bormio - Bormio: 84,88 km, start 1266 m.o.h, slut 1266 m.o.h.
kørt på 5.21.00 med en gennemsnitsfart på 15,9 km/t og 2118 højdemeter.
Mortirolo: 1282 højdemeter.
Rute: Italien, bormio, mazzo, mortirolo, mazzo, bormio.
Dag 6:
Bormio - Aprica: 100,95 km, start 1266 m.o.h, slut 1271 m.o.h.
kørt på 6.11.40 med en gennemsnitsfart på 16,3 km/t og 2630 højdemeter.
Foscagno: 1102 højdemeter.
d'Eira: 179 højdemeter.
Forcola: 499 højdemeter.
Aprica: 770 højdemeter.
Rute: Italien, bormio, santa lucia, teola (livigno), tirano, villa de tirano, sp25, apríca.
Dag 7:
Aprica - Lovere: 107,97 km, start 1270 m.o.h, slut 264 m.o.h.
kørt på 5.51.00 med en gennemsnitsfart på 18,5 km/t og 1975 højdemeter.
Vivione: 1303 højdemeter.
Presolana: 504 højdemeter.
Rute: Italien, apríca, edolo, forno allione, passo vivione, schilpario, pradella, azzone, dezzo di scalve, presolana, songavazzo, cerete, sp53, lovere.

På hele turen kørte jeg 638 km og 13382 højdemeter.