Ventetiden havde været lang, for jeg havde allerede meldt mig til turen ved Holger Danskes introduktionsmøde i Høje Tåstrup i efteråret 2004. Heldigt, for der var hurtigt blevet udsolgt.

På et tidspunkt erfarede jeg, at Jens Peter (som jeg kendte fra mine årlige ture til Costa Brava) også skulle med på turen, så vi fik hurtigt ringet om, at vi gerne ville dele værelse, og at vi begge ønskede gangplads i bussen (pga. JP's lange ben og min dårlige ryg), da jeg vidste, at vi fik tildelt bestemte pladser (en god ordning).

Da den sidste informationsskrivelse kom en god måned før, havde Jens Kasler uden videre fjernet opsamlingsstedet i Kolding, så bussen skulle køre via Rødby - Puttgarden, på grund af at der kun var 4 jyder tilmeldt. Han havde kun sendt en togbillet med (tur/retur Middelfart - Roskilde) som "kompensation", uden tanke for de ekstraudgifter han påførte os til de påkrævede cykelbilletter og cykelpladsbilletter, foruden problemerne med reservation (mangel på cykelpladser, og af gode grunde kunne vi jo ikke bestille tilbage, så hvor længe skulle vi vente i Roskilde for at kunne få cyklerne med hjem). Den nemme transport med bil til opsamlingsstedet var også blevet fjernet.

Min pakkeliste var vist skyld i (dårlig undskyldning), at jeg først begyndte at pakke aftenen før. Cyklen havde selvfølgelig været til eftersyn hos cykelhandleren forinden.

22.07.05. Svigersønnen kørte bagagen til stationen, og jeg havde fint vejr på cykelturen dertil. Toget kørte heldigvis til tiden og Jens Peter fra Randers stod i døren og tog imod. Jeg havde bestukket togføreren, så jeg også kunne få min cykel med i samme vogn, så JP og jeg kunne sidde og få en kop kaffe sammen. Vi ankom til Roskilde kl. 14 (i god tid inden mødetiden kl. 15.45, da vi ikke skulle risikere, at vi ikke nåede bussen på grund af forsinkelser).

Vi nød en cola og det fine solskinsvejr i ventetiden, hvor flere velkendte personer fra tidligere ture efterhånden dukkede op med deres cykler.

Bussen kom til tiden, livlig aktivitet med det samme, hurtig pakning af bussen og af sted kl. 16. Færgen sejlede fra Rødby kl. 18.15, tre kvarters sejlads, vi nåede dog at få vores aftensmad og få handlet lidt ind. Til gengæld nåede jeg kun lige ud på toilettet, da der blev kaldt ud i højttaleren, at færgen var i havn (hvor de dog jager med en). Det var skyet og med en del regnbyger gennem Tyskland, men snakken gik lystigt så turen føltes ikke så lang (længden var også kun det halve af i forhold til en tur til Pyrenæerne / Spanien). Det var jo ikke en sovebus, så det blev en hård nat på sædet, og på gulvet når ryggen ikke kunne klare at sidde op mere.

23.07.05. Lidt fik jeg dog blundet, men vi var dog trætte og radbrækkede, da vi ankom til Innsbruck i Østrig ved middagstid.

Der var en masse byggerod foran hotellet, men selve hotellet kunne vi ikke klage over, udmærket værelse og forplejning.

Da vi kun kunne se nybyggeri fra vinduet, så gik JP og jeg os en lille tur i den smukke gamle bydel, inden vi skulle hente vores cykler. Der fik vi lidt frokost ala hot chili zick zack. På turen så vi også sporvogne og troljebusser (med strøm som trækkraft ligesom sporvogne), hvilket jo er en uddød race i Danmark.

Vi fik udleveret vores cykler, som havde været i en god cykeltrailer, så ingen problemer med cyklen. JP og jeg rullede ligesom mange af de andre en tur op mod Brennerpasset. Vejen førte op gennem en meget smuk slugt (ligesom billederne på postkort, selv om det var skyet vejr). Vi vendte ved Schönberg (hvor jeg før havde overnattet i forbindelse med Ötztaler radmarathon). Vi kørte også under Europa-broen på tilbagevejen, et fantastisk byggeri, og så fik vi også set, at de sprang ud i elastik fra broen. I Innsbruck skulle man passe meget på ikke at komme galt af sted, når man passerede de mange sporvognsskinner. Cyklerne var vores eget ansvar, så de kom med på værelset, hvilket der heldigvis ikke var nogen som kommenterede.

Jeg blev lidt skuffet over Jens Kasler, som gerne vil være et "stort" menneske, at han ikke kunne finde ud af at f.eks. at give de 4 jyder lidt vin til maden for de ekstraudgifter han havde påført dem, ikke engang en kommentar derom.

Flere havde allerede været i gang med at makke med cykel, og en var i gang med at skifte kranksæt, da han ville have en compactsæt på med en lavere gearing. Havde det dog ikke været bedre at det var blevet lavet hjemmefra, hvad hvis der gik noget i stykker under indgrebet. Jeg troede godt nok, at deltagerne der var med her havde orden i sagerne hjemmefra og ikke skulle ty til sådanne amatørhandlinger (undskyld mig udtrykket).

Jens Peter (en fornuftig og praktisk mand) havde taget en trykkoger og nescafe med, så vi kunne få os en almindelig kop aftenskaffe.

Spændingen over hvad de næste dage ville bringe, gjorde at det kneb med at falde i søvn.

24.07.05. Søndag blev en skyet dag og lunt i luften (dog køligt på toppen af Jaufenpass). Vi startede i et rimeligt tempo efter min smag. De mange skinner på vejen i starten af turen holdt også tempoet nede. Vi var ikke så mange på hold 3 (ca. 7), da de fleste gæster ønskede at køre på hold 1 og 2 (i løbet af ugen blev det dog jævnet lidt ud som sædvanlig).

Jeg nød endnu engang den skønne tur op til Brenner passet (mange minder dukkede frem denne dag fra da jeg kørte Ötztaler radmarathon, da dagens etape er lig med halvdelen af motionsløbet). Allerede inden Brennerpasset havde der været 4-5 defekter på hold 1 og 2. Heldigvis kom solen lidt frem og det blev lunere, da vi kom ned til Sterzing, for der blev vi nødt til at holde en ekstraordinær pause, da passo Giovo / Jaufenpass var spærret på grund af cykelløb (så fik vi også prøvet det). I ventetiden så vi blandt andet på en modeljetjager, der fløj rundt over marken ved siden af. Det gik stærkt (og hvilket mordvåben). Vand fik vi fra en vandslange ved et autoværksted lige ved p-pladsen, hvor vi holdt pause.

Vi fortsatte, da der blev åbnet til Jaufenpass. På vej op mødte vi en del modkørende cyklister, som var kommet bagud i cykelløbet. Jeg var startet som en af de første, så de andre overhalede mig på vej op ad den gode asfalt. Jeg lagde mig i baghjulet på Kaj og Marina, men Marina havde desværre ikke en fast rytme, hun gik meget op og ned i fart (hvor jeg var lige modsat), så da hun halvvejs oppe gik en del ned i fart og jeg havde det godt, så kørte jeg forbi og fortsatte i min egen faste rytme. På et tidspunkt kom jeg forbi et par MTB-mænd, som begge havde en et-hjulet anhænger hængt bagpå og fuldt lastet, samt en stor rygsæk på ryggen. Jeg er imponeret over dem som orker at køre rundt med så ekstremt meget oppakning. Pit-stop ved hotellet lige før toppen. Vejen ned fra Jaufenpass / Giovo var flot og med mange sving, desværre var der mange revner på langs i vejen, hvilket gjorde den farlig, så man skulle være 110 procent koncentreret. Vi havde et lille stop på det smukke torv i Leonardo, hvor der også var en vandpost. Videre ned det sidste stykke til Merano.

Denne dag fik vi sandwich, da vi kom til hotel Steiner (Vi havde betalt 230 kr. til en sandwich-ordning for alle cykeldage). Cyklen blev sat ned i hotellets kælder. Da jeg trådte ind ad hoveddøren, var der en mand, som spurgte mig, om jeg var monsieur Thisted, hvilket jeg bekræftede, hvorefter han oplyste mig om mit værelsesnummer. Det viste sig senere, at det var hotellets ejer, hr. Steiner, en flink og lunefuld mand (og han vidste mit navn, fordi jeg var den sidste han manglede med cykeltøj på). Vi fik god mad, og personalet rendte rundt for at gøre det så godt som muligt. Hotelhunden trippede rundt med krave og med begge bagben i en gipslignende forbinding.

25.07.05. Vejret var skummel og skyet, da vi vågnede, men solen nåede at komme frem til afgangstid, dejligt med noget lunt vejr.

Flere steder mellem Merano og Spondigna var der blevet bygget tunneller (siden jeg sidst var der). Der var alternative veje for cyklister, et af stederne skulle vi til højre op ad en lille stejl asfalteret bondevej.

Der var kommet nogle hold 2 folk til hold 3, så farten blev fra starten til Spondigna hævet til lidt mere end jeg brød mig om, så i min iver for at følge med, glemte jeg at rette på bukserne, når det var nødvendigt, hvilket bevirkede, at jeg fik et grimt siddesår på den ene balle på størrelse med en femmer (og det var mine bedste bukser, der havde skrabet / slidt hul). Uheldigvis skulle jeg døje med det den resterende del af ugen. Jeg havde taget nogle gamle og slidte cykelbukser med (desværre incl. et par lapper), men de var bløde og luftige, så de hjalp mig igennem resten af ugen, så problemerne ikke blev værre.

Få meter efter at vi var drejet til venstre i Spondigna mod Stelvio, var der en vandpost i højre side af vejen, den lå meget strategisk.

Både opkørslen til og nedkørslen fra passo dello Stelvio var meget smuk, det skal ses, det kan ikke beskrives godt nok af mig, der var vandfald, det fossende vand var meget klart, masser af sving, 48 nummererede hårnålesving på vej op, der var mange træer indtil sving 26, hvorfra man kunne begynde at se toppen, samt se hvordan vejen zig-zaggede resten af vejen op ad den golde skråning oven for trægrænsen. På den modsatte skråning var der flotte gletchere. På toppen var der rigtig mange boder, så Stelvio måtte virkelig være et udflugtsmål for cyklister med flere (forståeligt nok). Der blev dog kun tid til den daglige sandwich ved følgebilen, da jeg var en af de sidste, der kom til toppen. På vej nedad var der også mange sving, vandfald, små gamle hyggelige tunneller, som var til at komme igennem på rimelig vis. Der havde også været god asfalt hele vejen.

Vel nede i Bormio, slappede de fleste af foran hotellet i det dejlige solskinsvejr, kun nogle få fra hold 1 skulle lige have turen op til Bormio 2000 med.

Der hørte flere bygninger til hotellet, de lå ovre ved den gamle bydel, og vi skulle alle bo i to af dem. Cyklerne tog vi med på værelset. Efter et dejligt varmt bad, fandt vi den lokale købmand, hvor vi fik handlet de nødvendige drikkevarer m.m. (der skulle jo væske til i varmen). Et par store isvafler kunne vi ikke stå for at købe i nabobutikken.

Vi skulle spise i hotellets hovedbygning, maden var ok, men betjeningen var noget speciel. Jeg tror ikke, at der var nogen af deltagerne, som glemte den ene mandlige tjener foreløbig. Han farede forvirret rundt, han serverede en tallerken ved et bord, så den næste ved et andet bord osv., sluttelig måtte han så tælle ved hvilke borde der manglede at blive serveret. Hans bevægelser var også et kapitel for sig. Ved dessertbordet sørgede han for at ingen tog for meget. I forvirringen var det næsten umuligt at få bestilt drikkevarer, og fik man bestilt, så fik man prisen at vide med det samme, for pengene skulle falde promte, når drikkevarerne blev serveret.

Bagefter slappede vi af på det gamle bytorv over en kop kaffe eller hvad nu de forskellige havde lyst til, og så skulle jeg selvfølgelig lige have pungen op, da jeg fandt nogle spændende geografiske kort over området. Jeg blev også nødt til at holde mig i bevægelse, for det væskende siddesår ville gerne gro fast i bukserne.

26.07.05. Så blev det dagen med kongeetapen (og så efter endnu en nat med over 30 grader). Der skulle et ordentlig morgenfoder til, hvilket vi fik i kælderetagen i den ene overnatningsbygning. Hvem tog imod os, selvfølgelig vores specielle temperamentsfulde tjener. Han talte meget højt og hårdt i telefon, når han manglede noget, men så blev det også leveret rimelig hurtigt.

Da vi kun var ganske få (3-4) ægte hold 3'er på hold 3, hvoraf den ene ville køre ruten modsat (af gode grunde), og den anden ville vende om, hvis det første bjerg blev for slemt, så besluttede jeg mig for, at jeg ville køre lidt før de andre, for ikke at blive en belastning for dem tidsmæssigt, da jeg ville tage det så stille og roligt som muligt på grund af siddesåret, for vi skulle jo trods alt ud på arrangementets hårdeste tur. Vi skulle blandt andet over et af Europas hårdeste cykelbjerge, nemlig passo Mortirolo, en 12 km lang stigning med meget stejle procenter stort set hele vejen op (over 10 procent i gennemsnit). Derefter skulle vi over passo Gavia med stigninger på op til 16 procent.

De første 30 kilometer fra Bormio til Mazzo gik mere nedad end opad, det sværeste var at finde den rigtige cykelvej de steder, hvor der var blevet bygget tunneller (jeg fandt dem dog, uden at jeg kørte forkert, det gjorde de andre). Endelig nåede jeg Mazzo, hvorfra opstigningen til Mortirolo startede. Heldigvis lå den smalle og meget stejle vej en del i skygge, og den snoede sig ud og ind i skov, for det blev en meget hård og varm opkørsel. Jeg svedte så meget, at det dryppede fra bukserne (det var lige før, at det blev til en vandstråle). Aldrig har 12 kilometer været så lange. Jeg nåede toppen 3-4 minutter før den første fra hold 1. Jens Peter havde klaret den med 39/27, ligesom flere andre, fantastisk flot og hatten af for det, men han indrømmede, at et lettere gear ikke havde været af vejen. Jeg fulgtes med hold 1 ned til landevejen, hvor der var frokost ved følgebilen. Lige inden landevejen kom vi igennem Monno, hvor der også var en vandpost.

Bagefter fortsatte vi ad landevejen, men det gik opad, så jeg kunne ikke følge hold 1. Efter ca. 10 kilometer, drejede jeg fra mod passo Gavia. En flot opkørsel med mange sving (selv om Jens Kasler havde sagt, at der ikke var nogen), skiftende landskaber og stigningsprocenter på op til 14 og 16 procent. På første halvdel af stigningen var der en p-plads, hvor der også var en vandpost. Mit navn (Ole) stod på et 16 procent skilt, var det mon hold 1, der havde været på spil, eller var det bare en italiener, som havde glemt at sætte en apostrof over e'et (Olé). Lige inden toppen var der en stejl, lang og mørk tunnel (og kold), den var der ikke nogen som brød sig om at køre igennem. Endelig toppen, og heldigvis mærkede jeg først trætheden der oven på dagens strabadser. Det havde været den fantastiske oplevelse og med dejligt cykelvejr, som jeg havde håbet på, og udsigten med de flotte ting at se på, på vej ned til Bormio gjorde ikke turen ringere.

Mit baghjul var blevet slået lidt skæv i et hul, men heldigvis ville Michael Elmstrøm hjælpe mig med en lille hjulopretning (to colaer var da en billig timeløn).

Endnu en forestilling af vores specielle tjener ved aftensmaden.

Denne nat kæmpede vi også om den ene dobbeltsengsdyne der var, men da der denne nat også var over 30 grader, overlevede vi den manglende dyne.

27.07.05. Ved morgenmaden var det sidste gang vi skulle til forestilling med tjeneren. Gert Caspersen var dog allerede blevet rimelig god til at efterligne ham.

Der var allerede meget varmt fra morgenstunden og fint solskinsvejr, og dagens tur startede med en brat opkørsel fra Santa Lucia, så sveden haglede af os, og det blev en hård dag, selv om mange havde regnet denne dag for en slap af dag. Desuden kunne jeg og flere andre mærke gårdsdagens tur i benene. Dog en skøn tur op til passo Foscagno, hvor vi passerede den betjente paskontrol ind til det toldfrie Livigno. Derefter var der lige en lille ned- og opkørsel til passo d'Eira (incl. lidt grusvej), inden det derfra gik nedad til Livigno by. På vej ned var der en meget flot udsigt ud over Livigno by.

Efter en lille pause (da der var en, som havde defekt), fortsatte vi op til passo Forcola de Livigno, hvor vi kørte ud af det toldfrie Livigno, og hvor paskontrollen også var betjent. Ved begge paskontroller var betjentene efter alle der stod og fotograferede, hvorfor vides ikke.

Lige inden vi kom ned til vej 29, kørte vi igennem paskontrollen og ind i Schweiz. Vi kørte lige et smut på 3-4 kilometer til højre ad vej 29 op til passo Bernina, hvor vi så vendte om og kørte ned ad den lange nedkørsel til Tirano i Italien. Flere steder skulle vi over nogle skinner, som lå i en grim vinkel.

Lige inden Tirano passerede vi grænsen ind til Italien. Peter, der kørte lige foran mig, kørte igennem paskontrollen på en måde, så betjenten opfattede det, som om Peter ville undgå ham, hvorfor Peter og jeg blev standset, og selvfølgelig spurgte han om pas. Peter havde selvfølgelig ikke sit pas på sig, ligesom de fleste andre cyklister, og da Peter i forvejen stammede, kom han til at se ud, som om han blev meget nervøs. Jeg tror det hjalp på betjentens humør, at jeg havde pas med, så vi fik lov til at fortsætte. Imens var Michael Elmstrøm lige ved at få ørerne i maskinen, da han ville fotografere optrinet.

Denne nat skulle vi overnatte på et hotel, som viste sig at blive det ringeste på turen. Man skulle kante sig rundt på værelset, og der var ingen luftcirkulation, så det blev en nat med 35 graders varme. Selv de is vi havde købt på vores aftentur, havde næsten ingen kølende virkning. Cyklerne blev opbevaret i hotellets kælder.

28.07.05. Om morgenen købte jeg noget vand i den lokale kiosk på hjørnet. Den gamle dame spurgte, hvor jeg skulle hen, da hun så jeg var i cykeltøj. Jeg nævnte Aprica (som var et af Pantani's bjerge), og så begyndte hun at snakke som et vandfald om Pantani, hun havde en masse kort m.m. om ham, samt bogen om Pantani i skuffen under kasseapparatet.

Jeg ville have kørt 3 kvarter før de andre, men det blev kun til en lille halv time før, da jeg lige var et smut inde ved den lokale cykelsmed for at købe en cykeltrøje.

Hovedvejsopkørslen til Aprica startede ca. 10 km sydvest for Tirano, men allerede efter 5 kilometer i Tirano de Villa var der en frakørsel mod Aprica. En hyggelig lille vej, som støtte i hovedvejen et stykke oppe, den valgte jeg. Aprica by på toppen var lang med mange caféer m.m.. Jeg fik tanket vand og cola. Både op- og nedkørslen var flot (generelt var hele turen meget flot, hvor hvert bjerg havde sit særpræg).

Den voldsomme varme hver dag krævede meget vand, og det gjaldt om at tanke op med væske, så snart muligheden bød sig (HUSK: spis og drik), for på alle bjergene drev vandet af en. Tøjet var gennemvædet af sved, og det løb ned ad en hele tiden. Det var også tilfældet på vej op til passo Vivione, nok den opkørsel som jeg syntes var flottest, hyggeligst og mest fredfyldt. En smal trafikfattig vej med mange sving og hvor man tit kom i skygge af træerne. Da jeg var kommet få kilometer opad, begyndte de første fra gruppen at passere mig.

Ca. halvvejs oppe, kom der et uoverskueligt S-sving, hvor det gik let nedad ca. 20 m. Flere af de andre stod ved en af vores, som var væltet (han var vist skredet i noget grus, da han ville undgå et sammenstød med en modkørende bil). Det blødte voldsomt fra en stor flænge i panden. Han havde uheldigvis ikke haft hjelm på, da de fleste havde taget hjelmen af på vej opad i varmen. Steffen (der var læge) hjalp endnu engang til indtil ambulancen kom. Den uheldige blev behandlet på sygehuset i Edolo, og støtte så til os igen på hotellet ved spisetid.

På toppen var der frokost, og da vi selvfølgelig ventede på Steffen, fik jeg også mulighed for at prøve og råhygge mig i frokostpausen. Tørt tøj på og så en cola til den daglige sandwich, og så godt tilbage på græsskråningen i det dejlige solskinsvejr.

Alle var også benovet over nedkørslen, men man skulle køre forsigtigt på den smalle vej med mange uoverskuelige sving, for der var langt at falde ned, hvis man kørte ud over kanten. Nogle kilometer nede holdt Heine (en af de hurtigste fra hold 1). Han stod og ventede på at følgebilen skulle komme med et nyt forhjul. Bremsefladen på det han havde på havde været så tyndslidt, at det brækkede af, da han bremsede i et sving (brækket af på halvdelen af hjulomkredsen). Jeg tror, at Heine i ventetiden har takket ham ovenover os mange gange for at det ikke gik alvorligt galt.

Halvvejs nede gjorde vi holdt i en lille landsby, hvor der på et lille torv blandt andet var et vandtrug med en vandpost. En masse børn kom og legede derved. Det var skønt at se Steffens glæde ved børnenes støjende leg. Vi andre havde travlt med at holde hovedet ind under det kolde vand, en virkelig forfriskning.

Opkørslen til passo Presolana var ikke så lang, men flere steder (vist 4) var der skiltet med 14 procent, så da vi nåede toppen, havde trætheden vist gjort sit indtog hos de fleste. Sveden drev af os i varmen, men heldigvis nåede Steffen og jeg lige at få et par kolde colaer i den lokale bar. Vi sluttede cykelturen med en lang ordinær transport-nedkørsel til Lovere.

Hotellet lå, så vi havde en flot udsigt ud over d'Iseo søen fra værelset. Cyklerne blev placeret i et aflåst rum i parkeringskælderen. Alle de foregående dage havde der været varmt på værelserne, men denne gang var der aircondition, og hvad gjorde nogle af de andre, de lukkede vinduerne op (undskyld mig, men det er ikke forbudt at bruge hovedet, og selv efter en lille opsang ved aftensmaden fra hotelejeren, var der stadig nogle som åbnede vinduerne). Jeg forstod godt hotelejerens irritation og at han rystede på hovedet af os (det er jo også dyrt at fyre for gråspurvene). Maden vi fik, var virkelig god, så jeg fik helt appetitten tilbage. Ved aftensmaden brummede Jens Kasler noget over Mona (medarrangøren), som havde ladet sive, at Jens havde fødselsdag denne dag, hvorfor hele gruppen på vej op mod passo Vivione havde sunget fødselsdagssang. Ved aftensmaden fik han også fødselsdagssang lige inden han begyndte at brumme.

Bagefter fik JP og jeg en stor isbombe nede ved havnen.

29.07.05. Jeg kørte ca. 15 minutter før de andre, for at komme stille i gang og få siddesåret varmet op. På et tidspunkt blev jeg nervøs for, om jeg var kørt en forkert vej, for da burde de andre have indhentet mig, men få kilometer senere på vej op mod Croce Domini, kom alle de andre og passerede mig i en lang strøm. Forrest Jens Kasler plus de to bjerggeder, kort efter en gruppe mere på tre, og så kom JP til min store overraskelse høvlende forbi. Kort efter passerede han den anden tremandsgruppe, og væk var de (JP nåede toppen som nr. 8, virkelig flot, når man tænkte på, at han ikke havde en bjergrytters statur, så nu forstod jeg bedre, hvorfor han havde været lidt pirrelig af koncentration om morgenen).

Det blev en lang og varm opkørsel. 10 kilometer fra toppen sad Steffen i vejkanten. Han sad og sundede sig lidt, fordi han var løbet tør for vand. Hvor var det skønt, at kunne hjælpe ham med vand, og netop ham som er et behageligt og hjerteligt menneske, altid hjælpsom og så hans glæde ved alt. Heldigvis kunne vi købe vand nogle få kilometer længere fremme, godt det samme, for det viste sig, at vi havde 7-8 kilometer endnu til toppen. Vi kom blandt andet forbi en form for lejr, hvor folk hyggede sig med lejrbål, diverse spil m.m.. Da vi nåede Croce Domini (ved et T-kryds), sad de andre og hyggede sig ved restauranten i det skønne solskinsvejr til lyden af ko-bjæller fra en stor flok græssende køer tæt derved, og så selvfølgelig med et par kolde colaer på bordet.

Vi kørte derfra til venstre ad den korteste vej ned til landevejen. Den oprindelige rute til højre op over passo Giogo della Bala var blevet annulleret, da de første 8 kilometer fra krydset (5 km op og 3 km ned jævnfør guiden Torre) var grusvej. Næsten nede holdt vi frokost i Bagolino. Hvordan de havde fundet ud af, at vi kunne få vand fra en slange inde i en stor garage vides ikke. På det sidste stykke ned til landevejen havde vi en flot udsigt ud over søen d'Idro.

Nordpå ad lidt landevej til byen Storo. Derfra manglede vi kun turens sidste knold, en "let" opstigning til passo Ampola (747 m), som lå på vejen til Riva del Garda (ikke katagoriseret af Michael rutechef). Også her på dette tidspunkt, hvor man var godt gennemstegt, blev jeg stadig benovet oven den smukke natur, og hvad der ellers var at kigge på. På toppen var der blandt andet noget der lignede små gamle fæstningsværker. Halvvejs nede kom vi til den lille sø di Ledro, hvilket syn, og der var mange badegæster og både på søen. Vi fortsatte ad de sidste 10 kilometer nedad. Pludselig var Gardasøen foran os langt nede, skønnere afslutning skulle man lede længe efter. Uheldigvis måtte fodgængere og cyklister ikke benytte tunnellen de sidste 3 kilometer ned til Riva. De skulle benytte en gammel snoet grussti, som ikke var sjov at køre ned ad på racercykel, men vi kom heldigvis ned uden skader (senere forlød det dog, at de to chefer, Kasler og Elmstrøm, begge var punkteret på grusvejen plus en enkelt mere). Jeg var så koncentreret ned ad stien, at jeg desværre ikke helt kunne nyde det ene smukke syn efter det andet ud over søen.

Riva by var heller ikke for cyklister, den var alt for trafikeret, men vi kom igennem. Vi sluttede af med en lille bakke på ca. 2 kilometer op til hotellet i Nago by. Cyklerne blev pakket i cykeltraileren med det samme.

På hotellet kom vi i "helvede" igen, da der ingen aircondition var på værelset, så det blev til endnu en nat hvor sveden drev af en, men inden havde Jens Kasler holdt afslutningstale med champagne, og vi havde fået noget godt at spise, samt fået en lille bid af Jens's fødselsdagslagkage.

Rutechefen Michael ville lave 2 cd'er med billeder fra turen, så dem bestilte jeg selvfølgelig.

Vi fik også handlet lidt mundgodt m.m. ind til hjemturen.

30.07.05. Der blev slappet af denne solskinsmorgen, og der blev pakket i bussen stille og roligt, hvorefter hjemturen startede kl. 10. De første 20 kilometer til motorvejen kørte vi i kø, samt et stykke op ad motorvejen, ellers blev turen præget af skyet vejr og byger. Turen er et nødvendigt onde for at kunne få lov til at opleve noget, ellers var der kun at bemærke til busturen - av min ryg og mås -.

31.07.05. I Puttgarden fik vi lige bagenden med inden broklappen vippede op med afgang kl. 05.45 og med ankomst til Rødby kl. 06.45 og Roskilde kl. 08.20. Jens K ville godt hjælpe os med togtiderne, men dem kunne vi godt. Desuden havde jeg ringet til en tog-kollega, for at "bestikke" ham lidt, så vi (alle jyderne) kunne komme med toget kl. 09.20 mod Jylland, for der var meldt alt udsolgt resten af dagen (det var kun muligt at reservere til en cykel med afgang kl. 13.20, det var trods alt dagen hvor industriferien sluttede), så det var ikke Jens K's skyld, at vi kom hjem samme dag. Desuden virkede det som om Jens K var kold overfor vores (jydernes) frustration over de ringe muligheder for at kunne få cyklerne med hjem. Jeg fik alle med kl. 9, hvilket jeg tror, at de andre var glade for. Selv om vi skulle flytte lidt frem og tilbage på bagagen, kom vi godt hjem. Svigersønnen hentede bagagen på stationen, og jeg orkede lige at cykle de sidste 3 kilometer hjem.

I løbet af den følgende uge blev det lige til et par løbeture, og først efter en uge satte jeg mig op på cyklen igen. Dejligt, måsen var blevet hel igen.

Uanset bøvl og problemer m.m., så fik jeg den storslåede oplevelse med fantastiske udsigter, som jeg havde håbet på, blandt andet fordi vejret var med os, men bagefter sagde jeg også til mig selv (ligesom med Alpe-turen), at jeg nødigt ville køre den samme tur i dårligt og regnfyldt vejr, for så ville det kunne betegnes som en overlevelsestur (og som Jens Kasler sagde, at al kørsel i bjergrigt terræn er en overlevelsestur i dårligt føre, regn og lignende).

Herunder kan du se lidt statistik for de fleste deltagere (minus nogle få stykker).

type: l = licens, sm = supermotionist, m = motionist.
kørte km = kørte km i år inden turen.
hold = hvilket hold man primært kørte på.
gearing = laveste gearing til rådighed.
bemærkning = mening om den valgte laveste gearing.

Jeg er imponeret over nogle af de gearinger, som de forskellige kørte op med,
og hvor godt de klarede det, men der var da også nogen, som måtte af en gang
imellem, for at få en puster på grund af for tung gearing.
Enkelte holdt også hviledag på den hårde 3. dag, og nogle få
andre, sprang det sidste bjerg over samme dag.

Dag 0: ca. 382 højdemeter på trilleturen til Schönberg. 32,90 km.
Dag 1:
Innsbruck - Merano: 114,58 km, start 517 m.o.h, slut 360 m.o.h.
kørt på 5.22.40 med en gennemsnitsfart på 21,3 km/t og 1997 højdemeter.
Brenner: fra 0,0 - 38,80 km, 857 højdemeter.
Giovo: fra 56,50 - 72,26 km, 1146 højdemeter.
Dag 2:
Merano - Bormio: 097,01 km, start 360 m.o.h, slut 1217 m.o.h.
kørt på 5.46.40 med en gennemsnitsfart på 16,8 km/t og 2515 højdemeter.
Stelvio: fra (0,0) 44,75 - 74,41 km, (2397) 1850 højdemeter.
Dag 3:
Bormio - Bormio: 115,95 km, start 1217 m.o.h, slut 1217 m.o.h.
kørt på 7.18.00 med en gennemsnitsfart på 15,9 km/t og 3060 højdemeter.
Mortirolo: fra 30,04 - 42,55 km, 1282 højdemeter.
Gavia: fra 73,65 - 90,12 km, 1363 højdemeter.
Dag 4:
Bormio - Tirano: 095,38 km, start 1217 m.o.h, slut 450 m.o.h.
kørt på 5.13.20 med en gennemsnitsfart på 18,3 km/t og 2146 højdemeter.
Foscagno: fra 1,84 - 25,14 km, fra 1102 højdemeter.
d'Eira: fra 29,37 - 32,08, 179 højdemeter.
Forcola: fra 38,47 - 52,89, 499 højdemeter.
Berlina: fra 56,68 - 60,15, 261 højdemeter.
Dag 5:
Tirano - Lovere: 122,63 km, start 450 m.o.h, slut 208 m.o.h.
kørt på 7.08.39 med en gennemsnitsfart på 17,2 km/t og 2619 højdemeter.
Aprica: fra 5,15 - 17,83 km, 770 højdemeter.
Vivione: fra 45,56 - 65,63, 1303 højdemeter.
Presolana: fra 86,81 - 94,75, 504 højdemeter.
Dag 6:
Lovere - Riva del Garda / Nago: 123,65 km, start 208 m.o.h, slut 221 m.o.h.
kørt på 7.11.40 med en gennemsnitsfart på 17,2 km/t og 2350 højdemeter.
Croce Domini: fra 20,93 - 45,24 km, 1699 højdemeter.
Ampola: fra 85,57 - 96,95 km, 359 højdemeter.

På hele turen kørte jeg 702 km og 15069 højdemeter, inklusive trilleturen.