Dagbog fra Oles tur med Dan Frost Cykelrejser på deres tur coast to coast i Pyrenæerne i uge 38, år 2004. (skrevet af Ole). Jeg har efterhånden været på en del ture, men denne vil formentlig blive en af dem, som jeg vil huske mest tilbage på, fordi det endte med, at jeg blev personlig guide hele ugen, for en der kun havde været motionist siden januar 2004. Hans vilje og gå på mod gjorde, at det blev en spændende og fornøjelig oplevelse at hjælpe ham, så han fik en god oplevelse, samt at han gennemførte uden at skulle af og trække cyklen eller af for at få pusten. Jeg kom med på et afbud i sidste øjeblik gennem Lisbeth fra Aktiv Cykel Rejser, som stod for transporten. Desværre samlede Lisbeth stadig op i Bramdrupdam i stedet for i Kolding, så for mig som ikke har bil, ville det blive en besværlig transport til mødestedet, først taxi til Skanderborg station, så tog til Kolding med skift i Fredericia, og sluttelig 8 - 9 km med taxi fra stationen ud til mødestedet. Dagen før var jeg endnu engang så heldig, at min cykelmakker Tom sagde, at han var villig til at køre mig dertil i bil, inden han skulle på arbejde. Min pakkeliste reddede mig endnu engang på målstregen, sent aftenen før vi skulle af sted. Selv om det var lidt uden for nummer, at jeg kom med, blev jeg godt modtaget, og der var også en cykeltrøje og en pose med lidt reklamestof til mig. Energiprodukter til turene og sandwich til bagefter havde de andre bestilt inden afrejsen, hvilket jeg ikke havde haft mulighed for, men heldigvis havde jeg selv sørget for energiprodukter. 10.09.04. Jeg var i god tid ved mødestedet (fordi min chauffør jo skulle tidligt på arbejde), men solen skinnede så dejligt, så jeg skyndte mig at købe en kop kaffe og en basse på tankstationen, og så satte jeg mig godt til rette i solen og fik en lille en på øjet. Da vi var kommet godt af sted og var nået ind i Tyskland, fortalte Lisbeth mig, at hun havde været tvunget til at lave om i transportplanerne, da hun kun kunne få den ene af de to busser, hun havde bestilt, så hun håbede, at hun kunne få min hjælp til at køre en varevogn til Pyrenæerne sammen med hende, det var ok for mig, så da der blev skiftet chauffører lidt nede i Tyskland, fortsatte jeg med Lisbeth i transporteren til Bordeaux, hvor jeg igen kom på bussen det sidste stykke vej til Bayonne. Desværre overså jeg i skumringen skiltet mod Aachen (ved Køln), så vi kørte via Luxembourg, det var dog ikke en omvej. Da jeg var tilbage i bussen bemærkede jeg, at jeg kendte de to chauffører Bjarne og Peter, dem havde jeg mødt på Mallorca i forbindelse med noget kørsel for Aktiv Cykel Rejser. De var flinke begge to, derudover var Peter konstant en humørbombe. 11.09.04. Vi skulle bo på det udmærkede hotel Ibis, der lå meget tæt ved floden i Bayonne, hvor der blev taget holdfoto kl. 16. Derefter blev det til en rulletur til Barritz helt ude ved Atlanterhavskysten, hvor de svenske og enkelte danske deltagere hoppede i vandet. Det måtte være benovelsen over at køre et nyt sted, der fik en hel del til at køre forfærdeligt og uden omtanke, så de nærmest var til fare for sig selv og andre. Heldigvis blev det nævnt på aftensmødet, og de efterfølgende dage viste, at folk havde hørt efter. Dog var der et par stykker, som ikke ville vise hensyn over for os andre, idet de kørte uden cykelhjelm hele ugen. Inden aftensmaden (en udmærket buffet), var jeg henne i byen og handle lidt ind. Et par af de lokale trak på smilebåndet, da de så mine meget solbrændte arme kontra min meget hvide overkrop. Peter chauffør var ikke nem at bringe ud af kurs, men han skulle alligevel finde et andet sted, hvor han kunne slukke tørsten, end hotellets bar, for han havde lige måttet betale 160 kr. for 2 almindelige drinks. Cyklerne fik lov til at overnatte på værelserne, da vi ikke mente, at de stod sikkert nok i den aflåste gård. Første nat delte jeg værelse med Ture, ham der hele tiden gik rundt med "badehætte". 12.09.04. Hver morgen var der fint morgenbord, og Dan Frost supplerede op med havregryn hjemmefra. Det havde regnet hele natten, men solen var ved at bryde igennem, så vi slap med våde veje på dagens tur. Ved hold 3's samling aftenen før advarede jeg af erfaring om, at den første dag især ville blive hold 3's prøvelse omkring holdånd på de første 50 kilometers vaskebrætskørsel. Allerede efter den første bakke var der splittelse på hold 3, og utålmodigheden med at vente blev hurtigt mere udpræget, især efter 25 kilometers kørsel, hvor Peter kom til fra hold 2. Han havde kørt over evne og var så meget mærket, at han heller ikke kunne følge med på hold 3, når det gik op ad. Bjarne, Kristoffer og undertegnede skiftedes til at give ham et skub op ad alle bakkerne. Vi så ikke meget til de fleste andre, og det virkede som om, at irritationen ikke blev mindre mod Peter, da han punkterede allerede efter 2 kilometers kørsel sammen med os. Det var ikke nemt at være guide. Da vi holdt frokost i Lacarre, fandt jeg ud af, at Peter var første års motionist og kun havde kørt 3-4000 km. Min erfaring og fornemmelse sagde mig (jeg havde jo oplevet Peters situation mange gange før på forskellige måder), at det nok var bedst, at jeg tog Peter med, og kørte lidt før de andre. Det var Peter med på, for så var det psykiske pres ikke så stort på ham. Af sted det gik, og jeg kunne med det samme mærke, at der var kommet så meget ro over Peter, for han var meget interesseret i og villig til at lære, det der skulle til, for at han kunne få en god oplevelse og cykeltur hele ugen. For Peters skyld, kørte vi udenom en 21-procent stigning ved Gamarthe, som nogle af de andre kørte over (jeg havde kørt over den tidligere). Tiden passede fint med, at de andre hentede os ved Col d'Osquich, hvorefter vi fulgtes med dem til den sidste stigning, côte de Barcus, lige før målbyen Barcus. Da vi kom rundt i et sving på vej op til cöte de Barcus, så vi en fra hold 2, der holdt helt stille, og formentlig på grund af udmattelse sansede han ikke at "klikke" fødderne ud af pedalerne, så han væltede ud i rabatten. Det tekniske havde han heller ikke helt styr på, men jeg kunne fortælle ham, at han havde bøjet sin bagskifter, så den gik ind og ødelagde baghjulet, hvis han forsøgte at bruge det inderste gearhjul (han fik heldigvis lavet cyklen om aftenen, så han kunne køre resten af ugen). Desuden var der vist nogle stykker, der havde været af og trække på den stejle stigning. Jeg forstod godt, at Dan Frost gerne ville have Peter chauffør med, for han var altid i godt humør og hjælpsom, og friske bemærkninger blev stort set leveret på samlebånd. Jeg havde overnattet på hotel du Fronten før, men denne gang ville jeg smage deres specialitet, fiskesuppe, jeg måtte overgive mig, den var god. Derefter kylling og is. Guiderne gav vin til maden og bagefter kaffe. Ved hold 3 mødet var der desværre uenighed om, hvordan ugen skulle takles på grund af forskellen på holdet. Der var nogen, som ikke havde særlig meget tålmodighed, og kun havde meget lidt lyst til at vente på andre. For at Peter ikke skulle lades i stikken, og at jeg samtidig selv fik noget ud af det, accepterede de andre mit forslag om, at de tog Peter med på det flade stykke til Laruns, hvor vi skulle holde frokost inden turen op til Col d'Aubisque. Inden frokost ville jeg så køre ad lidt nye småveje / bakker og så køre mig ud op ad Col de Marie-Blanque (ligesom hold 1), og efter frokost ville jeg så blive ved Peter resten af vejen, som var turen over Col d'Aubisque. Jeg kom til at dele værelse med Ejner og Steen fra Grindsted resten af opholdet på nær i Limoux, hvilket gik helt fint. 13.09.04. Vi vågnede op til tåget vejr. Jeg startede lidt før de andre. Småvejene via Lanne, Arette, Asasp, St. Christau til Escot var skønne og køre ad med et par små skrappe stigninger undervejs. Der var skønt og fredfyldt (virkelig landligt), og solen "spillede" så dejligt i resterne af tågen og den fugtige bevoksning. Lige inden Escot lå der to store hunde og sov midt på vejen. Lige efter at jeg havde passeret dem, uden at de trak en mine, stoppede jeg for at ville tage et billede af dem, men så vågnede de og kom hen imod mig, så i stedet for at få et billede, kostede det mig en chokoladebar til hundene. Fra Escot startede opkørslen til Col de Marie-Blanque. De første kilometer havde en jævn stigning, men jeg vidste fra tidligere, at de sidste 5 kilometer til toppen ville blive ugens værste med gennemsnitlige stigningsprocenter pr. kilometer på 8 - 11 - 9,5 - 13 - 12. Senere viste det sig også, at flere fra hold 1 havde været af cyklen og trukket den lidt (deres laveste gearing havde været med 25 eller 27 tænder bagpå). Selv om jeg svedte, så nød jeg turen op med min lave triple gearing, jeg havde endda overskud til at nyde den smukke natur. Et sted på vej op stod der nogle køer med kalve. Selv om jeg kørte stille forbi, blev kalvene så skræmte, at køerne begyndte at rende efter mig, det er utroligt de kræfter, man lige pludselig kan få. Tæt ved toppen var der pludselig nogen, der begyndte at heppe. Det viste sig at være nogle venlige og hyggelige vandrere. På nedkørslen var der flere sletter, hvor køer og heste også opholdt sig på vejen, hvor hyggeligt. Vel nede mødte jeg hold 2, kort tid efter at jeg var drejet ind på landevejen lige før Laruns, hvor vi skulle holde frokost. Vi kom dertil kl. 12, hold 3 var allerede ankommet kl. 11.30, så de var så småt på vej igen. jeg fik fyldt vand på flaskerne og fik en bid flute af Peter, og så kørte vi. På vej ud af byen (jeg var et stykke bagefter Peter) fandt jeg en sadeltaske. Muligheden for at den tilhørte en fra vores selskab var der, så jeg tog den med. Det var jeg glad for, at jeg gjorde, for det viste sig senere, at det blandt andet var Peters penge og mobiltelefon. Peter var glad for, at jeg fulgtes med ham og gav ham gode råd (det er altid hyggeligere, når man har en og følges sammen med), og jeg havde på fornemmelsen, at min tilstedeværelse var skyld i, at Peter pressede sig selv mere, end hvis han havde været alene, for han ville helst ikke stå af, når jeg var der. Det var sejt kæmpet, og jeg havde endda flere gange sagt til ham, at han skulle stoppe, hvis det blev for hårdt, for ikke at skade sig selv. Igennem trætheden kunne man se Peters glæde ved at have kørt op i et hug til Col d'Aubisque, og så havde vi også den fornøjelse, at prøve og køre gennem skyerne, som dækkede dele af vejen de sidste kilometer. Det var rimelig lunt på toppen, så jeg nøjedes med at tage vindvest på til nedturen. Peter havde fået et godt råd hjemmefra af hans kompagnon (en forhenværende junior-rytter), at han ikke skulle være overmodig på nedkørslerne. Peter fulgte fornuftigt nok rådet og kørte roligt ned ad bakkerne. De ca. 7 kilometers nedkørsel på vej over til Col du Soulor var også noget elendig ujævn vej. Inden det begyndte at gå op ad de sidste par kilometer til Soulor, var der mange (også denne dag), der holdt ind til siden for at betragte de store fugle i luften. Denne gang var de meget tæt på, så man næsten kunne se det hvide i øjnene på dem. Der blev altid diskuteret, om det var ørne eller gribbe, det rigtige svar har jeg til gode. Endelig fik jeg nogle billeder af den rene og pæne by Marsous på vej ned fra Soulor, men det kostede også at indhente "toget" bagefter. Endnu engang blev det bekræftet, at latex-slanger ikke var stabile i bjergrigt terræn, da der også denne gang var en, som havde en latex-slange, der sprang, og det kostede som sædvanlig et styrt. Den følgende nat blev vi delt på to hoteller. Jeg var på det der lå i byen Argelès-Gazost (det var hotel Bon Repos). En fra hold 1 gav øl og vand til de bestilte sandwich. Efter at vi var kommet på plads på værelserne (det gik gelinde med at holde styr på hinandens rod sammen med Steen og Ejner), fik jeg lokket Steen og Knud (fra Grindsted) med ned i svømmepølen. Det var helt skønt og flyde rundt i vandet, som havde en rimelig temperatur. Steen kom på en anden historie fra dagens tur, da han syntes vi lignede nogle lig, da vi flød rundt, nemlig at han havde samlet et lig op allerede efter 5 kilometers kørsel op ad Col d'Aubisque, det var ham, som var væltet dagen før (han var ung, høj og stor), og han var helt færdig. Hans gearing var 39/26 (selv de hurtigste ville gerne have haft en lettere gearing end 39/26, især på Marie-Blanque, det beviste bare endnu engang, at vi almindelige motionister bør sørge for at få så lav en gearing som muligt). Endnu engang fik vi god mad, og også denne aften var der en (Aalborg-manden), som sponsorerede vin til maden. Til dagens tur var der blevet lovet regnvejr, men det endte med, at vi fik tørvejr hele dagen med sol og skyer og rimelige temperaturer. 14.09.04. Ved vores morgenbord var der også blevet lagt et halvt flute ved hver plads, og mælken var mere kold end den plejede at være, man følte virkelig, at den kvindelige vært kræsede om os, og så var der nogen som fløjtede sagte. Det havde regnet hele natten, og det støvregnede denne morgen (der var også blevet lovet regn hele dagen). Tæt ved rundkørslen i den sydlige ende af byen ("i stueetagen"), fandt vores havarister en cykelsmed, og så kostede det kun 3 euro at få rettet bagskifteren op samt justeret gearet. Ejner var glad for mine råd og tips, og så havde jeg en ekstra mulepose med, som han lånte. Den hjalp ham meget på resten af turen. Alle skulle denne dag passere Col du Tourmalet og Col d'Aspin, derudover startede hold 1 med Luz Ardiden. Efter samling ved mødestedet med dem fra det andet hotel, kørte jeg lidt før de andre sammen med Peter og Thomas. Det steg let - jævnt op til Luz st. Saveur, hvorfra opkørslen til Tourmalet startede. Kort efter at vi var begyndt på opkørslen til Tourmalet (efter knap 20 km), blev vi indhentet af de første. Efterhånden som vi kom længere op, klarede vejret mere op, så vi havde sol de sidste ca. 10 km op ad. 2 kilometer før toppen tænkte jeg på, at tage et billede af de lavt hængende skyer over St. Saveur, hvilket var meget smukt, men besluttede så at gøre det fra toppen. Det skulle jeg ikke have gjort, for fra den anden side af bjerget kom tågen samtidig væltende ind over toppen og ned ad skråningen, så man intet kunne se. Vi stødte heldigvis ikke på den glubske hund, som var efter mig de andre år på vej op mod Tourmalet. Peter chauffør var alle vegne med bil og trailer, også på toppen af Tourmalet, så der blev sørget ordentlig for os. Det blev hurtigt koldt på grund af tågen, så vi skyndte os af sted igen, efter at Peter lige havde set "museet" med de gamle Tour-cykler i restauranten (for der var alligevel for dyrt i souvenir boden, som for en gangs skyld havde åben). Det var forfærdelig anstrengende at køre de første 5-10 kilometer ned gennem den tætte tåge, da det var hårdt for armene at bremse hele tiden. På alle nedkørsler havde jeg den aftale med Peter, for at jeg ikke skulle bremse hele tiden, at jeg lod cyklen rulle, og så ventede jeg på ham flere steder på vej ned, som jeg nu lige syntes passede (blandt andet steder hvor der kunne opstå en farlig situation). Nede i St. Marie-de-Campan gik der ikke lang tid, før de andre ville videre, men de blev, da jeg blev for at vente på Peter. Helt styr på grupperne havde der dog ikke været, for Peter fortalte mig senere, at da vi kørte, var Thomas ikke kommet ned til Campan. Han hentede os dog heldigvis på vej op til Col d'Aspin. Da Col d'Aspin ikke var så stejl og lang, sagde jeg til Peter, at jeg ville give den lidt gas der op ad, jeg ville derefter vende rundt på toppen og køre tilbage for at hente ham. Jeg havde næsten hentet hold 3 sammen med Bjarne buschauffør, men så blev jeg nødt til hælde vandet fra kartoflerne. Senere hentede jeg dem igen en efter en, hvilket jeg blev overrasket over, at jeg kunne, men de to letvægtere, piskeriset Trine og Bjarne buschauffør, den spirrevip på 62 kg (jeg vejede 86 kg), var der selvfølgelig ikke noget at stille op med, de var for suveræne. Helt galt stod det dog ikke til med mig, kunne jeg konstatere. Efter at jeg havde vendt om på toppen, begyndte det at småregne, men mere regn blev det dog heldigvis ikke til for os. På vej ned efter Peter mødte jeg blandt andet Thomas, Ejner og en svensker, som nogen af de sidste. Jeg havde kørt knap 2 kilometer, da jeg mødte Peter. Hurtigt på med vinterkludene på toppen. Heldigvis var det tørvejr på vej ned fra Col d'Aspin, så det var nemmere at nyde nedkørslen, som havde en god vejbelægning og mange sving med gode oversigtsforhold, samt en skøn natur. Der var opsamling i bunden lige inden Arreau, men gruppen var kørt lige inden jeg kom dertil (jeg kørte ellers hurtigt nedad), jeg kunne se dem nogle hundrede meter henne ad vejen. Nå, Peter kom nogle minutter senere, og vi fandt rimelig hurtigt hotel D'Angleterre, da jeg havde været der før. Vi havde været heldige, for vi havde kørt lige foran regnvejret, hvilket vi fandt ud af lidt senere, da hold 1 kom, for de havde kørt i sjask regnvejr hele vejen over Col d'Aspin. Det småregnede heldigvis kun, da jeg gik en tur sammen med Steen i den meget smukke by Arreau, hvor der blandt andet var flere store vandløb langs med husene. Vi var kun lige kommet tilbage til hotellet, da det begyndte at regne. Om natten fik vi buldervejr. Flere kunne ikke forstå, at Torben havde taget en taxi op ad Tourmalet, men det var misforståelser, der havde gjort, at han ikke var kommet med følgebilen. Det var dog ikke træthed, der var skyld i, at han havde taget en taxi, derimod var det fordi, at han havde fået hjerteflimmer, så fornuftigt nok pressede han ikke citronen. 15.09.04. Heldigvis støvregnede det kun om morgenen. Al denne bjergkørsel sled så meget på bremseklodserne, at jeg blev nødt til at justere dem lidt, så de blandt andet ikke berørte dækkene. Jeg monterede også en lille bagskærm, som jeg havde købt til lejligheden (for at beskytte kameraet i sadeltasken). Aftenen før havde Steen sagt, at han ikke kunne finde sine drikkeflasker, men at han ellers var et ordensmenneske, hvilket Ejner og jeg havde konstateret de foregående dage, idet Steen havde pakket det så godt væk, at han ikke kunne finde sine sager, og hvad lå der i traileren, da jeg skulle have min kuffert ombord, Steens flasker. Da Peter og jeg indtil nu havde haft nogle gode ture sammen, kunne vi lige så godt fortsætte, så vi kørte igen denne dag lidt før de andre (kl. 8.15), så der var ro i lejren. Det var en jævn opkørsel til Col de Peyresourde med en frodig natur og en del sving. På de sidste kilometer var der græsskråninger på begge sider, det gav en egen speciel stemning. Der mødte vi en MTB-mand fra Bayern (ham så vi også på Col de Menté og Col de Portet d'Aspet). Vanter, vindvest og vindjakke m.m. kom på, for det var en kold nedkørsel, men utrolig flot med åbent landskab og spredte træer, samt mange sving. Fra Bagneres-De-Luchon i bunden var der ca. 20 kilometers transportkørsel til St. Beat. I slugten på vej ind til St. Beat lå der en borg på en lille knold, meget dekorativt. Lige igennem byen og til venstre over vandet. Ind til siden og klargøring til turen op til Col de Menté. Det var endnu en flot opkørsel med mange sving specielt på den øverste del. På vej op kom en bil imod mig, det var en af guiderne fra Holger Danske, Kjeld Birklund, som denne dag kørte servicevogn på Holger Danskes coast to coast tur i modsat retning. Vi fik en hyggelig sludder, og så længe, at der nu skulle arbejdes for at indhente Peter. Lidt senere mødte vi holdene fra Holger Danske, der kom ned imod os. Der var mange kendte ansigter, så stemmebåndet fik travlt med at hilse på, blandt andet på nogen jeg kendte hjemme fra Skanderborg. Lige inden toppen kom piskeriset Trine forbi, jeg lagde mig i hendes baghjul den sidste kilometer op, for at fornemme hvordan hun kørte. Jeg kørte normalt med hurtig kadence, men Trine kørte med endnu hurtigere kadence, og jeg må sige, at jeg måtte tage hatten af for hende, hvis hun havde kørt hele vejen op med den kadence. Efter opfyldning af depoterne med en extran-brik oppe på toppen, hvor det begyndte at regne, fortsatte vi ned ad en skovrig og flot nedkørsel med mange sving. Våde veje gjorde, at hastigheden blev moderat, og får på vejen nedsatte også hastigheden. Da vi halvvejs nede skulle køre op ad ca. 200 m, kunne Peter næsten ikke få gang i benene, men op kom vi. Videre ned ad det gik. Umiddelbart efter at vi var drejet til højre op mod Col de Portet d'Aspet, holdt vi ved mindesmærket for Fabio Casartelli, der omkom under Tour de France midt i 90'erne. Videre op ad den lidt over 4 kilometer lange stejle stigning til Portet d'Aspet i tæt skov. Ligesom sidst var der våde veje og mange glatte blade. Peter havde også denne dag kæmpet sig fint over bakkerne, han blev faktisk langsomt bedre og bedre. Det var en ordinær nedkørsel. Da vi var kommet ud på landevejen mod St. Girons, og jeg lige havde fået taget nogle billeder af et vandfald, bød Peter på kaffe, men i det samme kom toget, så kaffen måtte vente. Op på cyklerne og efter dem. Hold 1 folkene trak foran, og de kørte stærkt, så jeg troede faktisk ikke på, at vi (specielt Peter) ville nå op til dem. Jeg fik Peter på hjul, og igen viste han sit gå på mod, jeg havde på fornemmelsen, at han kørte over evne, men vi kom op til hold 3 i bagenden, virkelig godt kørt af Peter. Pludselig blev der hul i de bagerste rækker, men igen viste Peter vilje til at lukke hullet. Derimod blev Ejner hægtet af, og han fik ikke lukket hullet igen (heldigvis var der en fra hold 1, hvis cykelslange sprang i krydset i St. Girons, så Ejner kunne komme med dem det sidste stykke vej). Peter skulle have dagens rose, for at hænge på hold 1 hele vejen til St. Girons (11-12 km), selv jeg måtte kæmpe med næb og kløer og sørge for at holde arme og ben inde i vognen, samtidig med at jeg dirigerede Peter. Hotel Horizon i Lorp-Sentaraille lå knap 4 kilometer nord for St. Girons. Det havde stort set været overskyet hele dagen. Vi spiste aftensmad udenfor på terrassen. Desværre var det så køligt, at vi til sidst blev nødt til at finde trøjerne frem. Utroligt, at nogen lod deres cykler og tøj være ude på græsplænen, da det begyndte at regne. Hver dag blev der uddelt et par "præmier" til dem der havde kvajet sig eller skejet mest ud. Denne dag havde de fundet et par seje solbriller til Ture, fordi han denne dag havde kørt ned ad bjergene iført læderjakke (læderjakke og seje solbriller passede jo også fint til hans "badehætte"). Peter syntes lige, at vi skulle have en kop kaffe til at gå i seng på. Denne dag var der vidst en, som havde kørt med følgebilen på grund af et dårligt knæ. 16.09.04. Det havde regnet om natten, om morgenen var det bare vejene som var våde, og så var det køligt med en lille smule hul i skydækket. Kl. 8.15 kørte Peter og jeg (jeg kunne lige klare mig med varmecreme på benene og løse ærmer plus vindvest). Vi kørte gennem St. Girons og efter at vi havde kørt godt 9 kilometer, drejede vi fra op mod Col de la Crouzette. Skyerne hang lavt og det var meget diset, solen pressede på og fik overtaget, den "spillede" så flot i den frodige og fugtige natur på vej op ad den smalle bondevej, som snoede sig gennem skov og mark. Da vi havde kørt ca. 16 km, kom vi til et hus ved et skilt, hvorpå der stod Battan. Ved siden af huset var der en lille sø med en ø i midten, virkelig smukt. Jeg fik taget mange billeder af denne meget flotte opkørsel. Selv på bakkekammen fra Crouzette via Sommet de Portel, Tour Laffon, Col de Peguere til Col des Marrous i tåget vejr, var der utroligt mange flotte landskabsmotiver. Der var koldt på toppene, og bjergtoppene mod syd kunne man slet ikke se, for tågen der kom drivende ind fra syd. Ved Peguere var der en stor flok køer ved vejen. Vi frøs lidt på nedkørslen, selv om vi havde masser af varmt tøj på. Peter gav sandwich og sodavand til frokost i Foix. Mens vi sad og hyggede os ved en af torvets fortovscafeer, kom der nogen fra hold 1 og 3 til byen. Nu havde solen fået så meget magt, at det næsten var vejr til almindelig cykelbeklædning. Nu forlod vi de høje Pyrenæer og fortsatte over moderate bakker til Limoux. Første halvdel var med græsklædte skråninger. Sidste halvdel var fyldt med vinmarker på lidt mere klippeagtig / jordfattig overflade. Vi kom først til Limoux, blandt andet fordi Peter gav alt hvad han havde i sig for at komme til hotellet. Jeg prøvede at dæmpe ham lidt, for der var jo endnu en dag tilbage, det lykkedes dog ikke helt, for han ville bare til hotellet. Han prøvede endda også et par gange at køre fra mig, men så godt var han dog heller ikke blevet kørende, at det lykkedes, men imponeret var jeg, at han stadig kørte så godt i forhold til hans kvaler den første dag. 5 - 10 minutter senere begyndte de andre at komme i "klatter". Flere (overraskende også Ejner) var med "bussen" hjem fra Foix. Både Peter og jeg undrede os over, at de ikke havde taget imod det tilbud, vi havde givet dem flere gange, nemlig at køre med os, så de havde gode chancer for at gennemføre resten af turen på cykel. Peter gav vin til sandwichen, som tak for hjælpen. Der var kun en lille bar på hotel Le Mauzac, så denne dag skulle vi ud og spise på restaurant henne i byen. Servitricen vimsede rundt med maden, den var god, men flere af os kunne godt have spist lidt mere (utroligt med de grovædende danskere). Så lunede det lidt, da chaufførerne Peter og Bjarne gav champagne til maden. Bagefter ville jeg en tur hen i byen for at se den oplyste kirke, som de andre snakkede om. Rude ville gerne med, han gav is på byens torv, hvorfra vi kunne beundre kirken. Derefter gik vi en tur rundt om den store kirke, hvis bagende lå ned til floden. Denne nat delte jeg værelse med Torben fra Ishøj (kollega ved DSB) og postbudet Flemming fra Karise, det forløb selvfølgelig også stille og roligt. Jeg sov godt ovenpå alt det rødvin jeg havde fået. 17.09.04. Det var flot men køligt vejr kl. 8.15, da Peter og jeg kørte. Det startede med at gå stille og roligt op ad. Peter var præget af ugens strabadser, viljen til at køre hele vejen var der, men han sprudlede ikke som dagen før (først til allersidst på etapen), og der var vidst lidt flere bakker, end han havde regnet med. Hele turen var meget flot, det gik op og ned ad små veje (man skulle dog passe på lidt løst grus hist og pist), mange sving, klipper der hældte ud over vejen, små tunneller, kuperet klippeområde med sparsom vegetation, men der var mange vinmarker. På vej ned fra Col de Loubiere, lå der en hund midt på vejen i Lairiére, den blinkede ikke engang med øjnene, da vi kørte forbi. Da vi kom til Termes, ville byens store hund (hest) rende om kap med os, vi kunne ikke få den til at stoppe, så vi var spændt på hvornår den selv havde tænkt sig at vende rundt. Den fulgte os helt op til Chateau de Termes over en strækning på ca. 5 kilometer, først da vi kørte ned ad igen, fik vi rystet den af os. Hold 3 indhentede os på toppen, herefter fulgtes vi ad resten af vejen til Port-la-Nouvelle. Lige efter at vi var drejet fra i Albas, beundrede jeg de meget specielle klippeformationer, det var ligesom om at terrænet var blevet løftet i striber parallelt med hinanden. Vi holdt frokost i Durban-Corbiéres, og da vores ankomst endnu engang var blevet anmeldt forinden, var der ingen problemer med at få en sandwich. Kort efter frokost da vi drejede ind på vej 205, var der en meget kraftig og skøn duft af vin mellem gårdene. Lige efter det sidste lille bjergpas Col de Souil var der en flot udsigt ud over det inddæmmede område ved Middelhavskysten, hvilket hed Etang de Bages et de Sigean. Sidste gang havde vi et par sejrsrunder i den sidste rundkørsel inden Port-la-Nouvelle, men det var guiden ikke med på denne gang, men ved hotellet, der lå helt ned til stranden, fik vi champagne efter en veloverstået tur. Efter at sagerne var blevet lagt op på værelset, var det bare på med badebukserne og så ud i Middelhavet. Hvor var det skønt, og vandtemperaturen var ok. Inden aftensmaden var jeg en tur henne i Spar-butikken, men den var kedelig denne gang, for der var mange tomme hylder, til gengæld var der en stangsmart høstmaskine i en lille nærbutik tæt ved hotellet, så den næste dag fik hun lov til at sælge mig noget pastasalat og andet godt til frokost og den efterfølgende hjemtur. De fleste var trætte efter turen, så det blev en stille afslutningsaften. Peter, der mere end rigeligt havde vist sin taknemmelighed i løbet af ugen for min hjælp, "snød" mig, for han skulle selvfølgelig lige holde en lille tale, hvor han blandt andet takkede mig for min hjælp, hvilket jeg blev varm om hjertet og meget rørt over, men ikke nok med det, så gav han mig søreme også en kasse med 6 flasker vin. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skal takke ham nok, men jeg fik da svaret ham, at et var sikkert, nemlig at det havde været en spændende og fornøjelig oplevelse at hjælpe ham, ud over det sædvanlige, så meget at det nok ville være en af de ture, jeg ville huske mest tilbage på, og så fik jeg prøvet at være guide en hel uge. Dan Frost rundede af med at tilbyde mig et job som guide, hvis jeg stadig ønskede det. Da alt fungerede stille og roligt uden problemer, så jeg havde ingen betænkeligheder ved at sige ja tak med det samme til tilbudet fra Dan Frost om at komme til at køre som turguide (hvilket jo også længe havde været mit store ønske). 18.09.04. Bussen med de nye gæster først kom lige omkring middagstid, så de fleste brugte formiddagen til afslapning i solen og lidt gåture henne i byen. Peter og jeg havnede på torve-marked i den gamle bydel, og så fik Peter også handlet lidt ind til fruen derhjemme ved guldsmeden. Hjemturen gik stille og roligt via Luxembourg. Vi ankom til Bramdrupdam d. 19.09.04 hen på eftermiddagen. Sluttelig blev jeg positivt overrasket over hotelstandarden, som var mindst ligeså god som hos de andre selskaber dette år, som tog knap 1000 kr. mere for det i samme område. Derudover havde Dan Frost Cykelrejser også en cykeltrøje med i prisen, så jeg forstod godt, hvorfor Dan Frost kunne nøjes med at sælge sine ture med - fra mund til mund metoden. Dag 0: ca. 84 højdemeter på trilleturen til Biarritz, 26,5 km. Dag 1: Bayonne - Barcus: 099,82 km, start 10 m.o.h, slut 225 m.o.h. kørt på 4.38.20 med en gennemsnitsfart på 21,5 km/t og 1473 højdemeter. De første 55 km var der mange små skrappe stigninger, se kurven. Col d'Osquich: fra 65,90 - 72,25 km, fra 177 - 500 m.o.h. Côte de Barcus: fra 93,12 - 96,64 km, fra 205 - 400 m.o.h. Dette år kørte nogle af de andre over denne bakke: 21 % stigningen efter Gamarthe: fra 54,18 - 57,12 km, fra 227 - 460 m.o.h. Dag 2: Barcus - Argelés Gazost: 113,49 km, start 225 m.o.h, slut 465 m.o.h. kørt på 6.56.34 med en gennemsnitsfart på 16,3 km/t og 2601 højdemeter. Det var kun mig og hold 1 der kørte over det første bjerg, dog først et par småstigninger. Col de Marie-Blanque: fra 33,40 - 44,23 km, fra 330 - 1035 m.o.h. Col d'Aubisque: fra 65,00 - 82,40 km, fra 514 - 1709 m.o.h. Col du Soulor: fra 89,88 - 92,21 km, fra 1360 - 1474 m.o.h. Dag 3: Argelés Gazost - Arreau: 83,06 km, start 465 m.o.h, slut 730 m.o.h. kørt på 5.29.00 med en gennemsnitsfart på 15,1 km/t og 2419 højdemeter. Col du Tourmalet: fra 13,77 - 36,85 km, fra 595 - 2115 m.o.h. Col d'Aspin: fra 54,28 - 67,05 km, fra 839 - 1489 m.o.h. Det var kun hold 1, der kørte op til Luz Ardiden. Dag 4: Arreau - St. Girons: 112,34 km, start 730 m.o.h, slut 395 m.o.h. kørt på 6.47.00 med en gennemsnitsfart på 16,6 km/t og 2268 højdemeter. Col de Peyresourde: fra 00,00 - 18,25 km, fra 708 - 1569 m.o.h. Col de Menté: fra 52,15 - 61,72 km, fra 506 - 1349 m.o.h. Col du Portet d'Aspet: fra 73,02 - 77,37 km, fra 648 - 1069 m.o.h. Dag 5: St. Girons - Limoux: 129,68 km, start 395 m.o.h, slut 170 m.o.h. kørt på 6.20.31 med en gennemsnitsfart på 20,4 km/t og 1778 højdemeter. Col de Portel: fra 08,98 - 30,20 km, fra 435 - 1465 m.o.h. På sidste halvdel af turen var der flere småstigninger. Dag 6: Limoux - Port la Nouvelle: 109,39 km, start 170 m.o.h, slut 15 m.o.h. kørt på 5.25.19 med en gennemsnitsfart på 20,2 km/t og 1370 højdemeter. Denne tur havde mange småstigninger, hvor flere havde en højdeforskel på 200 - 400 m. På hele turen kørte jeg 674 km og 11993 højdemeter, inklusive trilleturen.