Dagbog fra Oles tur med busselskabet Holger Danske på deres tur coast to coast i Pyrenæerne i uge 37, år 2003. (skrevet af Ole). På vej hjem fra coast to coast 2002 sagde chefguide Jens Kasler (fra Holger Danske bustrafik), at tilmelding til næste års tur først kunne ske, når 2003 programmet blev udsendt (november 2002), men jeg sendte alligevel en tilmelding til uge 37 via e-mail, da jeg kom hjem (for der var stor rift om uge 37). Uge 39 deltagerne blev efterfølgende inviteret til en hyggeaften på den forhenværende cykelrytter Brian Holms restaurant Kong Petersen på Frederiksberg i oktober, hvor vi efter en god middag blandt andet fik set videoen fra turen, endnu engang var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle af sted igen. Ved introduktionsmødet af 2003 programmet i kongreshuset / Århus i november 2002 meldte jeg mig til uge 39, da jeg ikke havde fået tilmeldingen til uge 37 bekræftet, og hvor der allerede var udsolgt. Et par dage efter fik jeg bekræftet tilmeldingen til uge 37, så uge 39 blev afbestilt. Nu var der bare den lange ventetid tilbage, for forventningerne var meget store til at prøve 6 rene bjergetaper. Første dag sluttede med den skrappe Col de Marie-Blanque (de sidste 4 kilometer var i gennemsnit mellem 10 - 13 procent). Både Col d’Aubisque / Col du Soulor og Col du Tourmalet skulle forceres på den anden dagen. Så lige Col d’Aspin, plateau d’Adet, Col d’Azet og Col de Peyresourde på tredje dagen. Col du Portillon, Col de Menté, Col de Portet d’Aspet, afsluttende med bjergkæden med toppene Col de la Crouzette / Sommet de Portel / Tour Laffon / Col de Peguére var fjerde dags kost, og især sidstnævnte bjergkæde glædede jeg mig meget til. Femtedagen bød på Col de Port, Port de Lers og sluttelig med Plateau de Bonascre (Ax 3 Domaines, hvor Carlos Sastre vandt 13. etape i touren 2003). Dag 6 og sidste etape skulle slutte i Andorra, hvor jeg aldrig havde været. Vi skulle starte med at køre ind i Andorra over turens højeste bjergpas, Port d’Envalira med 2408 højdemeter, (en 35 kilometers opkørsel), og så slutte af med Col de Ordino og Col de Arcalis. Denne sidste dag skulle gerne blive turens højdepunkt. Jeg følte mig rimelig godt kørende på mit niveau lige til jul (2002), og jeg følte mig rimelig motiveret til at yde en god træningsindsats indtil coast to coast 2003. Skæbnen ville det dog anderledes for både mig og andre. For mit vedkommende blev jeg syg til jul og herefter ca. en gang om måneden af en uges varighed pr. gang. Hver gang kastede jeg slim op og kunne ikke trække vejret helt igennem. Først efter at jeg havde været syg i august, følte jeg, at jeg var helt frisk og kunne trække vejret helt igennem. Selv om jeg nåede at køre ca. 8000 km inden afrejsen 5. september, så var træningen langt fra blevet optimal som f.eks. på min tur til Costa Brava i april, hvor vi kørte flere af turene stille og roligt på grund af omgangssyge / maveonde. Jeg havde lidt korrespondance med Kjeld fra Hinnerup (ham som kørte mig hjem efter coast to coast 2002). Han havde en meget humoristisk måde at skrive på, for på et tidspunkt blev jeg i tvivl, om han havde aflyst sin tilmelding til uge 37. Transportmæssigt endte det med, at Kjelds bedre halvdel Ulla med bil og trailer ville køre os til opsamlingsstedet i Kolding, da der var en anden fra Hinnerup, som også skulle med. Det var noget nemmere end toget, specielt efter at vi kort før afrejsen i deltagerinformationen fik at vide, at cyklerne skulle pakkes ned i kasser. I deltagerinformationen blev det også oplyst, at man kunne købe en speciel coast to coast cykeltrøje m.m. Da jeg havde kørt i 2002, kunne jeg godt tillade mig at købe en i forvejen. Erling Laursen, som stod for salget, boede heldigvis tæt på Skanderborg, og det var godt, at jeg kunne prøve tøjet, for det viste sig, at jeg skulle have cykeltrøjen og vindvesten i forskellige størrelser. Cyklen havde som sædvanlig fået en kærlig pleje hos Fri Cykler Skanderborg af Lars og Tom. Passet og valutaen var på plads, og min uundværlige pakkeliste gjorde, at jeg kunne pakke i ro og mag den sidste dag. Endelig d. 5 / 9, juhuuuuu. Kjeld og Teddy var overpræcise, de kom et kvarter før aftalt (kl. 7.30), og da de bankede på døren, havde de allerede læsset min cykel på traileren. Knus til familien og så derudaf i den solskinsfyldte morgenstund. Vel i Kolding hvor Holger Danskes Skandiabus ankom lige til tiden præcis kl. 09.30. Det var en dobbeltdækker lige som sidst. Det blev en begivenhedsløs bustur via Bremen, Liege, Bordeaux til Pau i det sydvestlige hjørne af Frankrig. Det blev mere skyet, jo længere sydpå vi kom. De sidste ca. 200 km fra Bordeaux lignede en fransk bondevej, selv om det var en hovedvej. Vi skulle bo på hotel Kyriad, der lå i den nordlige udkant af Pau. Efter tildeling af værelser stod det på cykelklargøring, hvorefter vi rullede en lille tur på 21 km vest om byen for blandt andet at checke for eventuelle problemer med cyklen. Bagefter skulle cyklerne låses inde i et ildelugtende rum, og man skulle ikke gå derind på strømpesokker eller med cykelsko. Jeg syntes, at jeg trængte til, at jeg gjorde noget godt for lugtesansen, så det blev til et bad inden aftensmaden, og som det er sædvane sydpå, så var der heller ikke denne gang en holder på væggen til bruseren. Forretten bød på salat med ande-rester fra den lokale ande-fabrik, så et stykke steg til hovedret og sluttelig brunkage til dessert. Der var rødvin til maden, selv om Jens udtrykkeligt i informationspapirerne havde gjort opmærksom på, at drikkevarer ikke var inkluderet. Som jeg havde prøvet før, så begyndte det også denne gang at regne få timer efter, at jeg var kommet frem til bestemmelsesstedet, og enighed om vejrmeldingerne kunne der ikke blive hos de forskellige "profeter". Første nat delte jeg værelse med Kjeld og Teddy. Ingen problemer, bortset fra at vi vågnede et par gange på grund af, at det lynede og tordnede udenfor, samt at regnen stod ned i stænger. Første cykeldag (søndag) blev desværre en kedelig dag vejrmæssigt, for regnen silede ned hele dagen. Der var stille ved morgenbordet, for alle skulle lige mande sig op til at starte ud i regnen. De få strofer, jeg kunne bræge af mig, ”sang” jeg inde i mig selv for at psyke mig selv til at glemme, at det regnede, nemlig; for oven over alting, stråler moder sol. Derudaf det gik mod syd og til højre til Arudy, og videre via Bois du Bager til Asasp ad en meget ruflet vej gennem skov, som krævede forsigtig kørsel specielt i det våde vejr. Videre via Issor til Lourdios-Ichere og så op til Col d’Ichere ad en halvskrap lille stigning, lige tilpas til at starte med, en rigtig trafikfattig fransk bondevej. Selv i regnvejret nød jeg det frodige landskab, som det også var muligt at nyde på vej nedad, da det våde vejr selvfølgelig krævede forsigtig kørsel. Inden Ichere kørte hold 1 (jeg kørte på hold 3) en lille omvej fra Issor via Arette og op over Col de Lie, en lille stigning noget ala Ichere. Efter 10 kilometers landevejskørsel kom vi til Escot, hvorefter vi skulle starte med dagens højdepunkt, nemlig opkørslen til Col de Marie-Blanque. Det skal allerede nu siges, at mange af deltagerne bagefter opfattede denne opkørsel som den skrappeste på hele turen. Den begyndte rimeligt, men de sidste 4 kilometer med 11 - 9,5 - 13 - 12 procent i gennemsnit krævede sine ofre, selv hærdede folk med 28 tænder på baghjulskransen måtte af og gå. Regnen og tågen gjorde, at der var meget koldt på toppen (kun i 1035 meters højde). Alle kørte forsigtigt ned, men alligevel undgik en af Odder-folkene ikke en af de meget glatte asfaltpletter, så han væltede og slog skulderen, han var øm, men kørte til målet. Det viste sig senere på røntgenbilledet, at han havde brækket kravebenet. Flere andre var også væltet, men var sluppet med skræmmer. Ved nattens ophold skulle vi være delt, nogle efter lodtrækning på Hotel D’Ossau i Laruns, og resten inklusive mig selv på et vandrehjem, centre D’Accueil i Beost (få kilometer fra Laruns). Det var en 3-længet bygning med store sovesale m.m. Der var ca. 15 udmærkede over- og underkøjer i hvert rum. Jeg fik en underkøje (jeg skulle ikke risikere at trille ud over kanten fra ”1. sal”) ved siden af nogle tomme skabe, hvor der var plads til at hænge det våde tøj. Jeg syntes, det var lige lidt nok med 2 brusere, men varmt vand var der dog. Alle vinduer blev til sidst åbnet, for at vi kunne holde ud at være der på grund af fugten fra baderummet og alt det våde tøj. Efter at cyklen var blevet tørret af, og kæden havde fået olie, fandt jeg helt tilfældigt ud af, at der var en vaskemaskine og en tørretumbler ovre ved fyrrummet i en anden bygning, da jeg så en, der kom med en vasketøjskurv. Jeg skyndte mig at finde et offer, som kunne vise mig, hvordan jeg skulle håndtere sådan nogle franske maskiner. Det var skønt at få tøjet tørret, så det ikke skulle puttes vådt i plastikposer næste dag. Desuden havde jeg nogle aviser med hjemmefra, hvis jeg skulle få våde sko, og jeg huskede at pille det våde avispapir ud af skoene, inden jeg gik i seng, så det sidste lige kunne nå at lufttørre i nattens løb. Medens maskinerne kørte, fik jeg den bestilte sandwich i fællesrummet (bestilling af sandwich til hele ugen blev gjort i bussen). Et bryllupsselskab dagen før havde efterladt nogle dunke med rødvin til os, da de hørte, at der kom en flok skøre cykelmotionister. Udenfor var der en overdækket plads, hvor de fleste stod og ordnede cykler, nogle pudsede så meget, at det var lige før, at malingen røg af. Alle skulle spise sammen på en lille restaurant i Laruns. Vi fik bacon med salat, kylling og æblekage. På et tidspunkt forsvandt mange ud i gården. Årsagen dertil var, at det næsten var mørkt udenfor samtidig med, at den næsten røde sol kun lige kunne nå de højeste bjergtoppe, et fantastisk syn. Jeg fik vendt og drejet mig noget i løbet af natten, og så måtte jeg finde de ekstra store listesko frem, da jeg skulle op på natpotten, men det gik. Mandag morgen tog vi først en lille smuttur med bussen til Laruns, hvor vi fik morgenmad på en lille café. Forinden havde jeg pakket, så da vi kom tilbage, var det bare at tage cykelkludene på. Dagens menu bød på de store bakker Col d’Aubisque / Col du Soulor og Col du Tourmalet. Jeg vil gerne køre de lange ture, men jeg har det problem, at jeg ikke kan følge med hold 1, samt at jeg starter langsomt, hvorfor jeg startede kl. 9 (lidt før de andre). Så havde jeg også ro til at stoppe op et par gange for at tage nogle billeder, for der var mange skønne steder på turene. Jens chefguide (hold 1) nåede mig få meter fra toppen af Col d’Aubisque. Hele opkørslen svingede noget i stigningsprocenter, men ikke noget helt vildt. Det var tørt og skyet, først på toppen tittede solen lige frem ganske kort og brød kulden lidt. Også her var guiden Michael Elmstrøm en ivrig fotograf. Det blev til en skøn men kold nedkørsel på tør vej, selv om jeg havde rigeligt med tøj på. Midtvejs nede kom vi til de to skønne og rene byer Marsous og Aucun. Jeg nåede ikke at tage nogle billeder, for jeg måtte hellere med, da ”toget” (hold 1 og 2) kørte forbi, men billedet kunne alligevel heller ikke beskrive det smukke syn. Efter at vi var kommet helt ned til Argelés-Gazost, holdt jeg mig til hold 2, indtil vi kom til Luz St Sauveur, hvor vi holdt en kort pause på torvet. Efter proviantering fra bilen fortsatte vi op mod Col du Tourmalet, mine tanker faldt tilbage på hunden, der bed Knud på sidste års tur. Mine bange anelser holdt stik, da der var 13 - 14 kilometer til toppen, kom den samme sorte fårehund ligesom sidste år springende over muren på modsatte side og løb vildt gøende over og bed to af dem, der kørte 50 m foran mig. Det viste sig senere, at Kjeld kort forinden også var blevet bidt ligesom et par stykker mere. Denne gang havde den sorte fårehund følgeskab af 2 andre hunde, men de nøjedes med at gø. Da den sorte var meget aggressiv, stoppede jeg og var klar til at forsvare mig med vand og pumpe, indtil den fortsatte sit togt ned ad vejen. Da der var ca. 6 kilometer til toppen, begyndte det at regne, og det var bare koldt resten af vejen op til toppen i den silende regn, men jeg holdt min rytme hele vejen op. På toppen var Tony altmuligmand der igen, han hjalp med fotografering og meget andet. Det blev til en hurtig kop varm kakao i restaurationen samt et par billeder af de gamle udstillede cykler, som var blevet brugt under Tour de France for knap 100 år siden. Det var for koldt til, at jeg også kunne nå et besøg i souvenirbutikken, som var åben denne gang. De 3 - 4 km ned til skisportsstedet La Mongie, hvor vi skulle overnatte, blev en tænderklaprende affære, og det var svært at trykke bremsegrebene ind med de kolde hænder. Desuden brugte jeg bremserne mere end normalt for ikke at få for meget fart på i det glatte føre, og det bevirkede også, at jeg ikke længere kunne se, at jeg lige havde sat nye bremseklodser på. Hotel Mandia, der lå lidt for sig selv i udkanten af byen, lignede et spøgelseshotel, ingen mennesker at se, kun den vandmættede kolde luft der drev op ad bjerget. Under et halvtag på hotellets bagside var der blevet etableret cykelplads. Jeg tørrede hurtigt cyklen af og gav kæden m.m. noget olie. Jeg var imponeret over nogle af de andre, den ihærdighed de havde med at vaske cykel, pudse og gnubbe i meget lang tid i det kolde vejr, men okay, min cykel kostede også kun 5000 kr, hvor nogle af de andres lå i prislaget 20000,oo - 30000,oo - 40000,oo kr. Denne dag var eneste indgang til hotellet ad en smal terrassedør (det var næsten umuligt at få cyklen ind, og døren ville smække i hele tiden, så jeg kunne ikke lade være med at tænke på dem med deres dyre cykler) og så videre gennem receptionen til cykelrummet. Hurtigt fat i bagagen og op i bad. Igen ingen holder på væggen til bruseren (de er skøre de franskmænd). Varmen forsvandt hurtigt fra radiatoren, så det tegnede til at blive en kølig nat samt problemer igen med tøj tørring i det fugtige vejr. Lige før kl. 18 (da jeg lige var trådt ud af badet) var der en, som fablede om vask og tørring af tøj i bygningen, og at vaskeriet desværre lukkede kl. 18, så der kom jeg for sent. På grund af regnvejret var der fælleskørsel i bussen til restauranten i La Mongie, hvor vi skulle spise aftensmad. Der blev blandt andet budt på suppe med kyllingelår. Da vi kom tilbage til hotellet, var den eneste vej ind på hotellet umiddelbart gennem et åbent vindue, da de, der vidste noget, vist havde haft problemer med koden til døren, samt at receptionisten, som var på restaurationen, hvor vi havde spist, vist ikke ville lette sin dertil indrettede for at hjælpe os. Kjeld og jeg delte værelse med Poul Frandsen fra Odder, og selv om jeg stadig er en lille smule i tvivl om tredjemandens navn, så var han fra Odder, og det var ham, som uheldigvis havde brækket kravebenet. Vi fik hurtigt fornemmelsen for hvor meget en arm betyder, for at komme en støtteforbinding rundt om kroppen med én arm, så den sad nogenlunde, var næsten umulig. Jeg tror, at han havde været ”heldig”, at det ”kun” var brækket uden forskubninger. Oveni al ulykken havde vi ikke bemærket, at Poul havde hængt sin cykeltrøje til tørring over en lampe, så kort efter at vi havde tændt for lyset, begyndte det at lugte brændt. Hele natten regnede / lynede det. Da vi vågnede, var der haglvejr og helt hvidt på bjergtoppene samt rigtig fugtigkoldt. Da vi var blevet klædt på, tog vi elevatoren ned, eller det vil sige, vi forsøgte, for knappen til stueetagen / receptionen virkede ikke, vi kunne kun komme til de andre etager, og dørene til nødudgangene var lukket med kæder. Først kl. 8.00 præcist var det muligt at komme ud fra hotellet, for da frigav personalet låsen på elevatoren. Umiddelbart fik man fornemmelsen af, at det var en kæmpe brandfælde, og når man så samtidig hørte, at bussen ikke måtte holde bag ved hotellet, for at eventuelle brandbiler skulle kunne komme til (der var masser af plads selv om bussen holdt der), så tog man sig til hovedet. Den mandlige receptionist dækkede morgenbord i et tempo, så selv en skildpadde ville blive utålmodig / forbløffet, og den kvindelige hjælp, som kom senere, jeg var forbløffet, hun forsøgte virkelig at fylde op på tag-selv-bordet i samme takt, som vi grovædende danskere tømte det, OG SÅ I SKO MED STILETHÆLE. Lysten var meget lille hos de fleste til at cykle i det møgvejr (kulden / regnen, nedkørsler der var glatte og derfor farlige m.m.), og så var der mange, som havde fået maveonde (dagen efter var vi vist oppe på 25 syge, og holdene blev mindre i løbet af ugen). Årsagen dertil fandt vi vist aldrig ud af, men heldigvis slap jeg fri (det var rigeligt, at jeg fik min tur til Spanien i april delvis ødelagt på grund af maveonde, ligesom flere andre). En tanke har slået mig, jeg bliver syg / får ondt i maven, når jeg drikker kaffe / te m.m. i togene, altså kaffe som er lavet med vandet fra togets tanke, og jeg drak en hel del af kaffen, som blev brygget i bussen på vej til Spanien, til gengæld drak jeg ikke kaffe i bussen på denne tur, så fremover vil jeg ikke udfordre skæbnen, hvorfor jeg vil undlade at drikke kaffe i bussen m.m. på diverse ture samt sørge for at drikke købevand. Nå, det var et lille sidespring, videre. Chefguiden Jens besluttede fornuftigt, at dagens etape blev aflyst. Cyklerne blev læsset i traileren, og på grund af manglende plads måtte en del cykelkasser efterlades til senere afhentning. Formentlig i forbindelse med denne lidt hektiske læsning var der flere, der mistede diverse effekter, jeg en cykelhjelm, Teddy nogle hjulposer og reservedæk, Kjeld nogle hjulposer og remme osv. Da vi skulle af sted, måtte vi konstatere, at flere sæder var pladdervåde på grund af, at ovenlysvinduerne var utætte. Bussens / trailerens lygter bagpå fungerede heller ikke optimalt. På vej ned fra La Mongie fornemmede en hel del af os, at chaufføren kørte i for høj gear, som så gjorde, at han bremsede hele tiden. Vi følte os ikke trygge, da lugten af svedne bremser ret hurtigt blev mere og mere gennemtrængende, og et bremsesvigt på vej ned ad bjerget kunne blive katastrofalt. Det endte faktisk med varmløbne og rygende bremser, men heldigvis først da vi var kommet ned på flad vej. Da bremserne kunne løsne uden problemer, fortsatte vi, da det ikke røg mere. Efter denne episode fortsatte chaufføren stadig med at bremse hårdt og i sidste øjeblik, det var ikke betryggende. Desuden slingrede han mere eller mindre, han gik i stå flere gange, og han kørte forkert flere gange, da det gik lidt for hurtigt, hvor der skulle drejes fra. Alt dette oplevede vi ikke med Holger Danskes egen chauffør. Nå, videre. I byen Campan (stadig på vej ned fra La Mongie) var der en masse dukker i byens haver m.m., de iøjnefaldende dukker var i forholdet 1 : 1. Historien skulle være noget med, at slægtninge nemmere skulle kunne finde tilbage dertil. På vej op til Luchon så vi et rådyr, der forskræmt rendte rundt i haverne i byen Cierp-Gaud. Tony altmuligmand fortalte lokalhistorie på busturen, og Jens Kasler ringede til os, da han i en varevogn var på vej tilbage over Col d’Aspin efter de sidste cykelkasser. Han sagde, at vi skulle være glade for at dagens cykeltur var blevet aflyst, for vejen over Col d’Aspin var spærret på grund af væltede træer og klippestykker. Nattens logi var på et vandrehjem i Luchon, Centre d’Accueil de Jeunes, 12, Allée desz Bains, meget gammelt men rent og med plads til 5 - 8 personer pr. rum. Der var en hel del rum på hver etage med kun to brusere på gangen og to toiletter ude på trappeopgangen, og det er næsten sædvane, at når man skal slæbe på en masse bagage, så får man tildelt et værelse på øverste etage (her 4. sal), så noget træning blev det alligevel til denne dag. Det var godt, at vi ikke ankom dertil pladder våde efter en lang cykeltur. Jeg kunne forestille mig kampen om de 2 brusere, problemerne med alt det våde kluns over det hele, for tørring af tøj var der umiddelbart heller ikke mulighed for. Cyklerne blev taget ud af traileren og placeret i en garage bagved hotellet. Til gengæld var jeg yderst tilfreds med aftens- og morgenmaden, som vores franske madmor stod for. En frisk, lille, buttet dame, som bare vidste, hvordan maden m.m. skulle være. Hun var et frisk pust og kvik samt sørgede for, at alt gik rigtigt for sig. Forret: æg, tomater og salat, hovedret: spagetti, dessert: brie og hjemmelavet varm kage, morgenmad: der var stort set det hele inklusiv en stor god kop kaffe (eller flere). Inden aftensmaden nåede vi en tur hen på byens hovedstrøg. Hvorfor var det kun mig, der havde paraply med i det silende regnvejr. Pludselig var Kjeld væk, men lidt senere kom han ud fra en butik med en halvrusten paraply. Han havde fået pruttet prisen ned på en euro. Det blev også lige til en sandwich og lidt øl / sodavand på en bar. Da vi kom tilbage til vandrehjemmet, måtte vi erfare, at to af deltagerne syntes, at de i en sådan grad ikke havde fået den vare, de var blevet lovet i brochurerne, blandt andet overnatningskvaliteten, men selv om brochurerne nævnte hotel, så blev der i den sidste deltagerinformation gjort opmærksom på det med sovesale, så allerede dér mener jeg, at de burde have sagt fra og eventuelt fået pengene tilbage på grund af ”eventuel falsk reklame”. Faktum blev, at de rejste hjem for egen regning samme aften. Uanset hvad, så syntes jeg jo nok, at det var noget overilet, men vi ser jo alle forskelligt på tingene. Det blev en nat på nogle underlige bløde madrasser (næsten som en vandseng), og så rørte jeg bundpladen flere steder, men jeg fik da sovet. Om morgenen var der endelig hul i skydækket, og asfalten i gården var pletvis tør. Uheldigvis måtte vi konstatere, at der manglede 3 cykelkufferter og 1 cykel (dem som var blevet efterladt i La Mongie til senere afhentning), men via telefonen blev det bekræftet, at værten i La Mongie (uden Kaslers vidende) havde sat dem i sikkerhed, efter at vi var kørt derfra, men den uheldige deltager nåede at få sin cykel, så han kunne køre med os på dagens sidste bjerg. Af tidsmæssige hensyn blev opkørslen til dagens første bjerg, Col du Portillon, annulleret fra hold 1’s rute, og hold 3 skulle køre ad landevejen fra St. Girons til Foix i stedet for at køre op over Tour Laffon. Denne morgen var der utrolig stor forskel på, hvad de forskellige havde taget på af cykeltøj. Nogle havde korte bukser og en vindjakke på, andre var klædt på, som om de skulle til nordpolen. Hold 3 startede lidt før hold 1 og 2, så jeg fulgtes med hold 3 de ca. 20 km ad landevejen til St. Beat. Ingen problemer med tøjet hertil, men det undrede mig, at der var flere, som ikke tog de varme klude af, inden vi startede på opkørslen til Col de Menté, for solen var endelig kommet frem og lunede godt. Alle fandt hver deres rytme, for den var rimelig stejl, men jævn. Efter 1 - 2 km mødte jeg den første, som var stoppet for at få nogle af nordpolskludene af. Det blev en skøn tur op. Fra toppen fulgtes jeg med hold 2, da jeg gerne ville med over det sidste bjerg. Denne gang var der også køer på vejen, men heldigvis havde solen tørret store dele af nedkørslen. Pludselig gik det opad, og mange stoppede op for at tage vindjakken af, men efter 200 meter fortsatte nedkørslen. Først da vi nåede til et T-kryds, skulle vi til højre og op ad de 4 stejle kilometer op til Col de Portet d’Aspet. Efter ca. 100 m stoppede vi ved mindepladen på muren, hvor Fabio Casartelli forulykkede og kom af dage. Monumentet var 200 m længere oppe. Det blev en skrap opkørsel, men heldigvis kølnede skyggen. Vejen var derfor også fugtig og fyldt med blade m.m., så godt jeg ikke skulle køre ned ad den. Til gengæld var turen fra toppen og helt til St. Girons meget flot. ”Toget” kørte, så fotoapparatet måtte undvære en masse flotte billeder ligesom på vejen ned fra Col d’Aubisque. Desværre var der på de sidste mange flade kilometer inden hovedvejen lagt løst grus på vejen, hvilket flere gange var ved at forårsage nogle styrt, men vi slap. 10 km før St. Girons fik jeg defekt, den ene klampe var gået løs (og nu havde de siddet fast så længe, jeg forstod det ikke). Jeg fik efter møje og besvær trykket klampen ud af pedalen med en umbraconøgle, hvorefter jeg kunne spænde den fast, heldigvis, så turen ikke blev ødelagt (jeg kører altid rundt med diverse værktøj m.m., så jeg kan klare en hel del småproblemer). I St. Girons ventede Jens chefguide med sandwich ved en af de lokale barer. Hvor var det skønt for første gang at holde pause i fint solskinsvejr samtidig med, at Jens fortalte, at der var snevejr på Col du Tourmalet. Næste punkt på dagsordenen var opkørslen til Tour Laffon / Col de Pegueres (via Col de la Crouzette og Sommet de Portel). En smal vej og vi mødte højst 2 - 3 biler. Det blev den ubeskrivelige flotte opkørsel, som jeg havde håbet på, med mange forskellige træer, skønne udsigter mange steder fra. Efter den første landsby var der en husejer på venstre side, der havde anlagt en lille sø med en ø i midten og med broer over vandet, virkelig flot, men billede blev det ikke til, for jeg forsøgte at følge ”toget”, inden det blev rigtig stejlt. Der var varmt hele vejen op i eftermiddagssolen, så det undrede mig, at Steffen, der var læge, havde lange overtræksbukser på, jeg ville koge over (jeg kom til at tænke på ham, der kørte op ad Col de Menté i nordpolsbeklædning, man må håbe, at han havde nok væske med). Bortset fra det, så ”fulgtes” jeg med Steffen hele vejen op, han kørte lidt stærkere på grund af, at hans laveste gear kun var 39 / 28, men det tungere gear i forhold til mit lettere gear gjorde, at jeg indhentede ham hver gang, han holdt pause. Ved Col de la Crouzette ventede 4 andre, så vi var seks, der fulgtes ad resten af vejen til Foix. Ved Sommet de Portel og Tour Laffon / Col de Pegueres blev de andre også overvældet af den fantastiske udsigt med de mange høje bjerge mod syd og det flade landskab mod nord. Ved Tour Laffon / Col de Pegueres var der en flot stenplade i halvmåneform, som viste et kort over bjergene mod syd og med navne på. En meget flot stenplade. Herefter stod det på 25 kilometers nedkørsel til Foix. Efter få kilometer punkterede Hans Jørgen på forhjulet, heldigvis var det en siver, så der ingen uheld skete. Da jeg havde hjulpet ham færdig, og vi skulle til at køre, så var Steffen flad på forhjulet. Da han havde fået en ny slange i, kom vi af sted. Det blev en lang og lidt kølig nedkørsel, for sidst på eftermiddagen havde solen desværre ikke så meget magt længere. Flere af de andre havde givet udtryk for, at de godt vidste, hvor vi skulle hen, men de blev lidt betænkelige, da jeg førte an gennem byen og videre nordpå ud af byen, men hotellet, Clement Arder, Zone Nord, lå stadig ca. 6 km nord for Foix. De andre måtte indrømme, at de umiddelbart ikke havde fundet hotellet, hvis jeg ikke havde været med. Skønt at det endelig var muligt at ligge på græsplænen efter dagens tur og nyde solen med en sandwich og en sodavand i stedet for at tænke på tøjtørring m.m. Efter et dejligt bad i et velfungerende hotelværelse (og hvor der var en holder til bruseren), var det tid til aftensmad. Lige som sidste år var det et udmærket tag-selv-bord, og så var der også her gratis vin på bordet. På busturen hjemmefra bestilte jeg massage hos massøren Helle Haurum til denne aften i Foix (jeg kendte for resten Helle fra min sidste tur til Spanien). Det var skønt at få høvlet benene igennem. Torsdag morgen startede jeg kl. 9.00, tre kvarter før hold 1, for at kunne nå at køre den lange tur. Det var køligt, og det steg svagt de første 20 km sydpå til Tarascon. Der drejede jeg mod vest og kørte op til Col de Port. Der var en jævn til frisk vestenvind / modvind, og det blev køligere, jo tættere jeg kom på toppen, hvor jeg næsten kunne tage fat i de fugtige regnskyer. Det blev en kold nedkørsel til Massat, hvor jeg drejede fra mod Port de Lers. Det var igen en skøn lang opkørsel på en mindre trafikfattig vej, og at solen begyndte at titte frem, gjorde det jo ikke værre, så fotoapparatet kom frem nogle gange, blandt andet da jeg så et drømmehus i kampesten. På de sidste par kilometer fulgtes jeg med et par fra Wales. De kørte på turistcykler med oppakning, og deres tur i Pyrenæerne skulle slutte i Perpignan. En hurtig og problemfri nedkørsel, det undrede mig dog, at hold 1 ikke havde indhentet mig endnu, for jeg havde da holdt pauser på toppene og stoppet flere gange for at tage billeder. Efter ca. 40 kilometers halvflad kørsel til Ax-les-Thermes med vandpåfyldning undervejs på en tankstation, var jeg stadig alene, da jeg startede på de 8 kilometers opkørsel til Plateau de Bonascre (hvor Carlos Sastre, CSC, vandt med sutten i munden). Det var en hård opkørsel, især når den faldt sidst på dagens lange tur. På starten af opkørslen så jeg lige den sidste meter af en slange / snog på tykkelse med et kosteskaft, som smuttede ind i græsset i vejkanten. Efter en flot opkørsel sluttede det hele i en rundkørsel midt i en lille hotelby. Få minutter efter begyndte de 4 - 5 hold 1 folk, der kørte op, at komme. De kom først nu, da der var en, som havde flænset bagdækket på vej ned fra Col de Port, så slangen m.m. viklede sig ind mellem tandhjul og hjul, men der skete heldigvis ingen personskade. Varevognen havde afhentet ham. Vel nede igen (for jeg fulgte ikke midterlinien, hvor den drejede ud til vejkanten). Det var publikum der havde ændret midterliniens retning for at lave en spøg med cykelrytterne under Tour de France) var der ingen, der tog fodbad i bassinet på torvet i Ax-les-Thermes, så jeg fortsatte, da jeg i år skulle bo på hotellet, L’Orry le Saquet, 20 Riute d’Espagne, der lå et par kilometer uden for byen. Jens, der stod som en majestæt oppe på altanen, sagde, at vi skulle have haft sandwich på torvet, men sørgede nu for, at de blev bragt ud til os. Hotelhunden, en kælen hund, holdt sig til, mens vi fik sandwich. Hotellet så ikke ud af noget udefra, men det havde gode værelser, og de lavede fremragende mad. Denne gang begyndte vi med en fantastisk ravioli (jævnfør Steffen), derefter lammekød, og sluttelig fik vi en form for chokoladefromage, og selvfølgelig bestilte vi rødvin til den gode mad. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg vågnede mange gange den nat, måske fordi det gav et knæk i ryggen, så en muskel blev spændt, da jeg løftede rygsækken op for at bære den op på værelset. Da der først blev åbnet præcist kl. 7.30 til spiselokalet, skyndte jeg mig til Ax-les-Thermes i varevognen, som jeg havde lånt, for at hente mine extranbrikker, som jeg havde glemt i bussen. Heldigvis fandt jeg den behjælpelige buschauffør med det samme på hotel Le Breilh. Tilbage igen til et udmærket morgenbord, hvorefter det var tid til afgang på turens sidste etape, som jeg havde glædet mig meget til, og hvor jeg meget gerne ville fuldføre den lange etape, men inden da var Lars Erik fra Fåborg så venlig at massere det meste af den synlige muskelspænding væk med noget muskelvarmer salve, så irritationen fra spændingen var tålelig. Denne dag startede jeg knap 3 kvarter før hold 1, og denne gang fik jeg følgeskab af Kjeld og Hans Jørgen, som gerne ville starte sammen med mig, selv om de kaldte mit tempo for pensionist- og audax randonneur tempo, men de ville også godt have tid til at nå hele den lange rute. Det var skyet og køligt. Da vi boede et par kilometer uden for byen, måtte vi ”nøjes” med at starte med en rimelig jævn opkørsel på kun 33 kilometer op til Port d’Envalira, der lå få kilometer efter grænsen ind til Andorra. Vi fulgtes ad op til den første tunnel (ca. halvvejs oppe), hvorefter hver mand fandt sin egen rytme, de ventede dog ved grænsestationen. På det sidste stejle stykke op til toppen, måtte jeg have et billede af en ko, der stod på vejen ved et advarselsskilt, som advarede mod køer. Selv om solen af og til tittede frem på toppen i 2408 meters højde (turens højeste punkt), så var der koldt. Derfor hurtigt på med de varme klude og så 17 kilometer derned ad til Canillo. Der fandt vi et lille supermarked, hvor vi købte vand til flaskerne, og H J bød på sodavand. Vi kunne se mange af de hårnålesving, vi skulle op ad for at komme op til Col de Ordino. På toppen var det igen et skrabet hold 1, der indhentede os, men kun fordi jeg igen havde problemer med en løs klampe. Denne gang på det andet par sko jeg havde med, og klamperne havde også siddet fast på disse sko længe, så det var mig en gåde, hvad der forårsagede disse problemer. Solen skinnede, så vi nød den skønne og gode nedkørsel til Ordino. Tidligere forstod de andre ikke, at jeg slæbte alle de energiprodukter med, de kunne nøjes med det mad, vi fik inden, men nu ville H J godt ind og have noget at spise, så han kunne få lidt energi. Vi fortsatte dog efter, at han havde fået en extranbrik af mig, som jeg havde i overskud. Alle glædede sig til at prøve kræfter med turens sidste bjerg, en opkørsel på 18 km op til Arcalis (nogen sagde, at det var her Jan Ulrich grundlagde sin Tour-sejr i 1997). Det var skønt at slutte af med en skøn opkørsel med mange sving og så i solskinsvejr, men det var underligt, at den asfalterede vej sluttede i næsten ingenting, der var kun en restaurant og et lifthus. Man kunne stadig ane målstregen fra et cykelopløb ude midt på parkeringspladsen. Herefter var det bare ned samme vej til Ordino og derfra ned til Andorra la Vella, hvor hotel Florida, Carer la Liacuna 15, viste sig at ligge lige midt i den travle by, et rent trafikkaos, og en del vejarbejde gjorde det ikke nemmere. Jeg fulgte det naturlige vejforløb så længe som muligt, da guiden John havde sagt, at han ville samle op ved byen, men pludselig stod jeg i midtbyens myldretidstrafik uden at have set nogen guide, og jeg havde ingen fornemmelse for, hvor jeg skulle videre hen. Kort efter var der en af de andre, der kaldte på mig, han var faret vild. Vi fortsatte videre ad en gade, hvor en af de lokale havde set nogle cyklister. Kort efter så jeg et skilt, som viste til turistkontoret. Det lå heldigvis lige om hjørnet. Jeg havde hotellets navn, så jeg fik hurtig og venlig betjening. Hotellet lå heldigvis lige i nærheden. Desværre kunne receptionisten på hotellet kun det lokale sprog, ikke engang fingersprog, men alle problemer blev løst, da Jens chefguide trådte ind gennem døren. Vi kom med bussen hen til ”trailer-parkeringspladsen”. Cyklerne blev læsset i traileren på nemmeste vis, hvorefter der lige var tid til sandwich og champagne (jeg blev påvirket af de par glas, jeg fik). Tilbage igen, fat i bagagen, som stod på torvet nær hotellet, og så hen på det udmærkede hotel Florida. Efter et dejligt bad nåede vi lige at handle lidt ind i et kæmpe supermarked i nærheden, inden vi skulle have aftensmad på en restaurant i nabolaget. Vi fik udmærket mad, pasta, kylling og budding. Det blev en lidt tam aften i forhold til sidste år. Jeg ved ikke om nogle af ugens problemer, som kort blev nævnt, var årsagen dertil, desuden var de fleste hjælpere allerede taget af sted for at være klar til den efterfølgende uges arrangement. Jeg vågnede mange gange i løbet af natten. Nå, tidligt op til en hektisk morgen, da bagagen allerede skulle afleveres kl. 6.15 ved bussen, så morgenmad kl. 6.30 og derefter afgang hjemad kl. 7.00. Jeg blev egentlig ikke helt klar over årsagen til dette hastværk. Bussen humpede sig op til Envalira tunnelen og så mod Perpignan. Den lange nedkørsel fra Col de Puymorens var utrolig flot med utroligt mange sving. En drømmevej for cyklister både op og ned, hvis det ikke lige havde været for den voldsomme biltrafik, som i stedet for kunne få det til at blive et mareridt. Chaufføren kørte stille og roligt og brugte bremserne med omtanke, men man havde en underlig fornemmelse alligevel. Og ganske rigtigt, da vi var i det sydlige Frankrig lidt før kl. 15, tudede flere biler af os, da vi kørte op ad en stejl bakke. Lige før toppen drejede chaufføren ud i nødsporet og kom helt ud i den dybe vandrende, så vi lige var ved at vælte, men han fik den tilbage på nødsporet. Kort efter holdt vi stille på toppen. Det røg kraftigt fra bussens bagende. En af deltagerne, der var mekaniker, hjalp chaufførerne med at lokalisere problemet. Det var en defekt toppakning, der bevirkede, at der kom vand i olien, hvilket var lig med nedbrud. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvilke problemer vi ville have fået, hvis vi var gået i stå på den snoede nedkørsel. På de privatejede motorveje var politi med flere interesseret i at få os væk derfra hurtigst muligt, hvorfor en kranvogn slæbte os til nærmeste rasteplads. Der blev traileren koblet af, hvorefter bussen blev tømt og trukket væk. Vores held var, at Hjørring turistfart, som ejede bussen, havde en sovebus ca. 3 timer derfra, så allerede efter ca. 5 timer i kraftig blæst og køligt vejr, kunne vi køre derfra. Vi havde ikke kørt så længe, da fordøren sprang op. Chaufføren fortsatte bare med samme fart, medens en anden chauffør med møje og besvær fik lukket døren. Jeg blev desværre henvist til en overkøje med de bølgede ryglæn, da natten nærmede sig. Det kunne min ryg ikke lide, så jeg var vågen meget af natten. I øvrigt var tålmodigheden ved at slippe op hos flere, for da vi skulle i ”seng”, begyndte de at kommandere med andre. Ca. kl. 16.30 søndag var vi i Kolding og for at fuldende turen, så var bilen, der skulle hente os, ikke kommet, den sad fast i en kø ved Vejle fjord broen. Jeg var hjemme i Skanderborg kl. 18.45. - - - - - - - - - - Generelt for turene, så havde jeg 3 extranbrikker plus lidt ekstra energi med hver dag, altså til hele turen, for man kunne ikke være sikker på, at servicevognen var der lige netop til en selv, og det var med at fylde vand i flaskerne, når det var muligt. Desuden sørgede jeg for, at jeg havde det nødvendige tøj med i muleposen, så jeg kunne klare hele turen uden tøjproblemer. Jeg var glad for den pakke müsli, jeg havde med, så jeg var sikker på at få et ordentligt morgenmåltid hver dag. Set i bakspejlet kan jeg da godt ærgre mig, at det ikke blev den tur, jeg havde håbet på, men naturens luner kan vi jo ikke gøre noget ved. Desuden blev det en prøvelsens tur på mange områder, men i stedet for at blive irriteret, så valgte jeg at lære noget af de forskellige situationer inklusive vejret, blandt andet hele tiden sørge for at have den rigtige mængde tøj på. Der var nogle, hvis påklædning virkede helt forkert i forhold til vejret. Hvad man kan gøre for at lette dagens gang, både før, under og efter turene, specielt i dårligt vejr. Mange deltagere vælger en færdiglavet rejsepakke, så de skal spekulere mindst muligt, og de er glade for detaljerede informationer, som giver en følelse af tryghed, og det med at folk godt må tænke selv, bliver lederne til dels nødt til at glemme. Fortæl noget om tøjvalg, hvad bør man medbringe, fortæl at de skal huske en seddel med personlige data og feriestedets navn m.m., udlevér eventuelt et bykort, forhold ved uheld, relevante telefonnumre, hvor skal cyklerne rengøres og overnatte, hvor og hvornår kan man få tørret tøj osv., osv., osv. Selv om der var ekstraordinært mange uheldige situationer denne gang, så skal det understreges, at der også var mange positive ting. Væsentligst at jeg fik nogle uforglemmelige cykelture. Også i år var jeg stort set rosinen i pølseenden på hold 3 til at starte med, men forskellen blev, at jeg fortsatte i samme tempo hele ugen på de lange ruter, hvorimod flere af de andre kortede mere og mere af. De kørte hurtigere end mig, så hvad gik galt? Disponerede de ikke rigtigt, lagde de for hårdt ud, troede de ikke på sig selv, eller havde de bare ikke kræfterne? Der var mange, der gik glip af det fantastiske syn på fjerde dagens sidste bjerg. Imponerende var det også, hvordan guiderne med flere kunne blive ved med at være positive på hele turen samt være yderst hjælpsomme hele tiden. Ligeledes imponerende, at Teddy fra Hinnerup, som havde et større vægttab efter en operation og efterfølgende kun havde kørt motionscykling i 3 - 4 år, kunne ligge i front hele ugen på hold 1, havde man da bare et sådant talent. Desuden hatten af for Kjeld, der udskød en operation i uge 36, og i stedet gennemførte turen med lyskebrok og så i bedre stil end mig. Så en ting er sikkert (ligesom sidste år), jeg skal tilbage til Pyrenæerne igen, det sted er livs eliksir. Dag 0: ca. 106 højdemeter på trilleturen rundt om Pau. Dag 1: Pau - Laruns / Béost: 107,54 km, start 177 m.o.h, slut 460 m.o.h. (startstedet lå ca. 25 meter højere end starthøjden på 177 m.o.h.) kørt på 5.18.00 med en gennemsnitsfart på 20,3 km/t og 1709 højdemeter. De første 60 km var med jævne stigninger, se kurven. Col d'Ichere: fra 60,89 - 70,22 km, 332 højdemeter. Col de Marie-Blanque: fra 78,69 - 88,75 km, 701 højdemeter. Dag 2: Béost - La Mongie: 89,58 km, start 525 m.o.h, slut 1857 m.o.h. (startstedet lå ca. 25 meter lavere end starthøjden på 525 m.o.h.) kørt på 6.05.00 med en gennemsnitsfart på 14,7 km/t og 3052 højdemeter. Col d'Aubisque: fra 2,55 - 19,94 km, 1185 højdemeter. Col du Soulor: fra 27,50 - 29,65 km, 111 højdemeter. Col du Tourmalet: fra 62,89 - 86,00 km, fra 1620 højdemeter. Dag 3: La Mongie - Luchon: aflyst på grund af uvejr Dag 4: Luchon - Foix: 138,25 km, start 625 m.o.h, slut 392 m.o.h. kørt på 6.48.00 med en gennemsnitsfart på 20,3 km/t og 2494 højdemeter. Col de Menté: fra 20,67 - 30,30 km, fra 843 højdemeter. Col du Portet d'Aspet: fra 41,34 - 45,76 km, 436 højdemeter. Col de La Crouzette: fra 76,54 - 99,11 km, 850 højdemeter. Sommet de Portel: fra 99.11 - 102,58 km, 193 højdemeter. Tour Laffon / Col de Peguére: 105,58 - 106,21 km, 20 højdemeter. Dag 5: Foix - Ax les Thermes: 138,73 km, start 395 m.o.h, slut 851 m.o.h. kørt på 7.43.20 med en gennemsnitsfart på 18,0 km/t og 2893 højdemeter. Col de Port: fra 21,53 - 38,64 km, 761 højdemeter. Port de Lers: fra 52,73 - 68,25 km, 851 højdemeter. Plateau de Bonascre: fra 118,45 - 127,32 km, 655 højdemeter. Dag 6: Ax les Thermes - Andorra la Vella: 113,77 km, start 850 m.o.h, slut 1082 m.o.h. kørt på 6.39.40 med en gennemsnitsfart på 17,1 km/t og 2980 højdemeter. Port d’Envalira: fra 00,00 - 32,98 km, 1558 højdemeter. Col de Ordino: fra 49,87 - 58,83 km, 443 højdemeter. Col de Arcalis: fra 69,22 - 86,88 km, 909 højdemeter. På hele turen kørte jeg 610 km og 13234 højdemeter, inklusive trilleturen. Følgende blev sendt pr. e-mail til Holger Danske bustrafik fra Kjeld og mig. (fra Kjeld) Til Jens Kasler mm. Bemærkninger til de problemer vi havde i uge 37 03 Som alle ved, så var der flere ting der gjorde uge 37 til en lidt blandet oplevelse. På afslutningsaftenen redegjorde Jens for ugens problemer og de blev kommenteret blandt andet af undertegnede. Hvad vi ikke kunne vide på afslutningsaftenen, var det totale bus havari vi havde på vej hjem. Ved ankomst til Kolding sagde vi selvfølgelig pænt farvel til hinanden. Der var flere der sagde på forhåbentlig gensyn, men aldrig med Holger Danske. Derfor denne mail. Hvad kan gøres bedre inden for et rimelig budget. Nogle rejseselskaber fortæller kunderne om prioritetsrækkefølgen, som her bør være: Tur oplevelsen på cyklen, logistikken, indkvarteringen og transporten. Bussen: Utilfredsheden startede allerede på udturen, da der åbenbart var problemer med en dårlig fungerende aircondition og nogle utætte tagvinduer, hvor det kunne regne ind. Der er vel ingen der forventer en et år gammel hypermoderne bus, der kører os rundt i en hel uge? Alle bør vel vide at busser kun tjener penge på landevejen. Men hvis vi ser jeres hjemmeside, så kan man måske godt få det indtryk, at i kører i nye hypermoderne busser. Her kunne oplysningerne måske være mere nøjagtige. Der var flere småproblemer undervejs. Ved det totale havari var vi utrolige heldige, med kun 5 timers stop. Men flere oplevede det som kaos. Chaufførerne kunne ikke meget fransk, tysk eller engelsk og de franske myndigheder kunne kun fransk. Heldigvis var der en franskkyndig blandt gæsterne. Her beklagede mange sig over en gammel bus og manglende beredskabsplan i sådan et tilfælde. Ved afslutningen sagde Jens at kritik var velkommen, man at noget nok blev smidt i papirkurven. Som arbejdsleder har jeg fuld forståelse for det, men det blev vist taget ilde op af nogle. Som andre selskaber gør så havde det været godt med et spørgeskema som gæsterne kunne udfylde på hjemturen. Her var der god tid til at udtrykke sin mening. Nu er det nok for sent. Logistikken: Flere spurgte hvor var den følgebil, der var stillet i udsigt. Jeg så den, men det fungerede ikke så godt som sidste år, måske havde bilen for mange andre opgaver. Cykelkasserne har vi talt om, men både vi og guiderne, var kede af at de ikke kunne være med til den afsluttende middag. Jeg savner et langsomt hold et. Dvs. et hold der ønsker at køre den fulde distance som "Ole Thisted". Dvs. et hold der starter omkring kl. 9.00 for at nå rundt. Det er helt fin med at der er god tid om morgenen, men det bevirker at det kan være svær at nå de kilometer der er lagt op til i jeres turbeskrivelse. Man skal gerne være hjemme senest omkr. 16.30 hvis det ikke skal blive for stresset om eftermiddagen, det er jo her vi skal være "turister". Kaos ved hjemkomsternene. Det er godt at vi kører i grupper og samler op. Men ved ankomst til Andorra by, havde det været på sin plads om der var udleveret et lille kort, så vi havde kunnet finde bus og hotel på egen hånd. Somme tider kunne det være rart med et lille kort så vi selv kunne finde rundt. Det kunne bruges af dem der vil køre langt og langsomt, hvis der ikke kan blive til et langsomt hold et. Tuoplægget. I jeres beskrivelse er der lagt op til en meget hård uge. Det kan det også godt være, men med min erfaring, så er der mange flere der kan være med, end det i lægger op til. Jeg har flere cykelvenner, der langt overgår de gæster jeg har mødt, men som mener sig for dårlige i forhold til jeres turoplæg. For mig bliver det først rigtig hårdt, når jeg kommer hjem igen og skal følge med "gutterne" Det vigtigste er at gæsterne er forberedt på turen, med tøj gearing osv. Selvfølgelig skal gæsterne kunne køre på cykel og de skal have udstyret i orden, men jeg vil tro at folk der kan køre en 100 km på omkr. 3.20 fint kan være med her. I mangler nok en beredskabsplan for de situationer vi kom ind i ugen igennem. Hvad gør vi på en regnvejrsdag? Manglende mulighed for at skylle og tørre tøj. Skisportshotel hvor vi skulle ind gennem et vindue efter aftensmaden, ingen flugtveje fra værelserne. Elevator der ikke kunne køre helt ned. Vandrehjem uden håndklæder og ordentlig bad. Det er helt godt at nogle kunder ikke kommer igen, men hvis i ønsker at fastholde jeres image, som et godt rejseselskab for cykelturister, så vil det være på sin plads med et opfølgningsbrev, hvor i beskriver nogle af de fejl der blev begået og hvad i har tænkt at gøre for at indfri vores forventninger næste gang vi skal vælge rejsebureau til en cykelferie. Med Venlig Hilsen Kjeld Kaspersen. - - - - - - - - - - (fra mig) Til Holger Danske v/ Jens Kasler. Jeg har læst en af mine følgesvendes (Kjeld Kaspersen) skrivelse til dig vedr. coast to coast 2003 uge 37. For at du ikke skal læse det samme mange gange, vil jeg nøjes med fuldt ud at støtte Kjelds skrivelse. Med venlig hilsen Ole Thisted