| Dagbog fra Oles tur med busselskabet
Holger Danske på deres tur coast to coast i Pyrenæerne i uge 39, år 2002. (skrevet af Ole). Endeligt var det min tur til at have ferie i industri ferien (jeg er ansat i et firma, som aldrig holder lukket). Desværre kunne jeg ikke få rykket ferien nogle dage frem, og der var ingen kollegaer, der ville bytte, så jeg kunne komme med til motions-cykelløbet La Marmotte i Frankrig (hvilket var blevet en dille i klubben derhjemme). Få ferie / fri til motionscykelløbet Ötztaler radmarathon kunne jeg heller ikke, så umiddelbart tegnede det til, at jeg måtte nøjes med den årlige hyggetur til Spanien i april måned. Engang i foråret blev jeg mindet om i et motionsblad, at busselskabet Holger Danske havde en spændende cykel-udfordring i Pyrenæerne i september måned, hvor der skulle prøves kræfter med mange af de kendte bjerge. Udfordringen gik under navnet - coast to coast -, og som navnet siger, så skulle der køres fra by til by fra Atlanterhavet til Middelhavet. Jævnfør artiklen i bladet havde første sæson i 2001 været en succes. På Holger Danskes hjemmeside blev det oplyst, at uge 37 og 38 var udsolgt, men at der var blevet lavet en ekstra tur i uge 39, hvor der var ledige pladser. En kollega (med skolesøgende børn) havde en ferie "til salg" i uge 39, og ønskede ferie i skoleferien. Den blev hurtigt kringlet, og han var glad. Jeg skyndte mig at tilmelde mig, for der var allerede over halvt fyldt op. Nu var der virkelig et formål med træningsturen til Spanien i april. Derefter var ventetiden lang. Den blev dog blandt andet brugt til at skaffe diverse information om turen, blandt andet kort (Michelin-kort 1 : 200000) over området, så jeg kunne finde rundt, hvis jeg skulle komme til at køre alene, samt nogle rimelig detaljerede højdekurver over alle bjergene, som jeg fandt på hjemmesiden www.salite.ch. Cyklen kom som sædvanlig på værksted i god tid. Min bjerggearing med 38 tænder for og 32 bag som laveste gear, plus den lange bagskifter kom på, samt blandt andet nye dæk, slanger og bremseklodser. Valuta blev også fremskaffet i god tid, og mit pas var stadig gyldig. Dagen før var det med stor glæde, at jeg begyndte at pakke (hvor var det skønt med min pakkeliste), og cyklen fik et lyncheck for blandt andet luft, da jeg skulle cykle til togstationen næste morgen. En god gang ben-massage hos massøren, fik en til at glemme trykknuder i skridtet og slidsår på ballerne, men en forkert bevægelse, da jeg var i bad, gjorde, at jeg fik en facetlåsning midt i ryggen (hvilket jeg desværre har prøvet mange gange før). Det var for sent at komme til kiropraktor, så jeg håbede, at det ikke var værre, end at nogle rygøvelser og en god nats søvn ville hjælpe lidt. Spændingen i ryggen var tålelig om morgenen, men til gengæld var cyklen halvflad på baghjulet, da jeg skulle til og af sted til banegården. Heldigvis var der en ledig taxi, så jeg nåede toget. Det var blevet fredag d. 20.09.02. Godt jeg havde reserveret plads i toget
til cyklen, for flere andre deltagere fra Jylland, som
var blevet meldt til i sidste øjeblik, havde fået at
vide, at der var udsolgt i den direkte forbindelse
nordfra til Kolding. Vel i Kolding hvor ventetiden gik
med hyggelig snak med andre deltagere. Efter sidste opsamling ved Røde Kro, begyndte det at regne. Det fortsatte det med langt ned i Tyskland, hvorefter resten af turen stort set forløb i tørvejr. Vi kørte via Hamborg, Bremen, Aachen, Liege, Paris, Bordeaux til Bayonne ved Atlanterhavet lige nord for grænsen til Spanien. Der var almindelig hygge i bussen hele vejen. Jo for resten, det var lige før, at vi havde sat den ene chauffør ud i traileren, for der var bred enighed om, at han var alt for glad for at tale i mikrofonen. Det viste sig, at der var rimelig med plads til at sove på. For første gang skulle jeg prøve og sove i "underetagen". Det viste sig, at den var flad, og ikke som overetagen, der normalt føles som et bølgebræt, fordi ryglænene, som bruges dertil, ikke er flade som sæderne. Så det endte med, at jeg fik en god nats søvn, selv om jeg skulle op på potten midt om natten (der er jo nogen, som har nået den alder). Oh, kære Frankrig, jeg var ikke i tvivl om, at jeg var tilbage i jeres "lille" land, for det første jeg mødte, da jeg steg ud af bussen, var en flok selvhøjtidelige franske pensionister, der ikke kunne bestemme sig i cafeteriet, og den gamle kassedame, med brillerne nede på næsetippen, var endnu mere omstændelig. Hun skulle røre ved alle varerne, så det var lige før, vi ikke nåede at få noget morgenmad. Vi var ca. 400 km fra målet. Resten af turen var der skyet, og så fik vi lidt regn lige inden målet. Vi ankom til hotel Cote Basque i Bayonne i det sydvestlige Frankrig ca. kl. 13.30. Hotellet, der var af ældre model, lå tæt ved floden Adour i den vestlige ende af byen. Turleder Jens Kasler (han havde ikke været med i bussen, da han også havde været turleder i uge 37 og 38) tog imod os. Han sørgede for, at hans medhjælper Tony Andersen, fik os checket ind uden problemer. Jeg skulle bo på værelse med Knud Danø fra Vejle (en flinke fyr, der var dejlig stille og rolig). Der var blevet arrangeret fælles frokost, for dem som ønskede det, i en cafe tæt ved hotellet. Det blev til lidt skinke og brød, samt spaghetti bolognese. Det var noget bedre end motorvejsmad. Afregningen blev lidt kaotisk, men Kasler nævnte ikke noget om det senere, så alt måtte jo være gået i orden. Først havde jeg besluttet mig for ikke at tage med på den annoncerede "rulletur" kl. 16 ud til badebyen Biarritz helt ude ved Atlanterhavet, men efter frokost kom lysten, og da jeg lige kunne nå det, skyndte jeg mig op og klæde om. Det blev til en skøn lille smuttur på 27 km, og så fik jeg løsnet op i de stive ben. Der var meget spændende natur m.m. og kigge på. Første gang vi skulle holde, kom det første styrt. Det var tt terminator (som de kaldte ham), der stod lige på hovedet. Da han ville klikke skoen ud af pedalerne, sad skoen fast fordi fjederspændingen i pedalen var for stram. Det vil sige, da han trak skoen ud til siden, trak han også bagenden af cyklen væk under sig. Heldigvis skete der ingen alvorlig skade. Vi fandt stille og roligt tilbage til hotellet i små grupper. Da vi skulle spise kl. 20, i restauranten ved siden af hotellet, var der dækket op, som var det til en fest, herligt. Vi fik en lokal baskisk ret. Beskrivelse af mad er ikke min stærke side, jeg nøjes med at nyde den gode mad. Jeg rører sjældent spiritus, men her fik jeg et glas rødvin, både til frokost og aftensmad, så nu håbede jeg, at det ikke ville påvirke min kørsel næste dag (hvilket det plejede). Ved Kaslers bordtale, advarede han igen om at køre med omtanke (med rette), inden der blev udleveret en lille godtepose fra Powerbar ved udgangsdøren. Jeg tror også, at alle betalte 220 kr. for at få en sandwich ved ankomsten til hotellet hver dag, fordi der ville gå nogle timer inden vi skulle spise aftensmad. Klokken var blevet til sengetid. Jeg vågnede mange gange i løbet af natten, da der var en konstant larm af biler, højrøstede personer nede fra gaden hele natten. Vi havde god tid til morgenmad, men alle havde alligevel besluttet at få morgenmad allerede kl. 7.30, formentlig pga. spænding. Det gik lige med hensyn til pladsen. Alle gik i god tid ned til bussen, der var parkeret ved floden Adour, nogle hundrede meter fra hotellet. Inden afgang huskede jeg at ringe til min datter for at ønske hende tillykke med fødselsdagen. Vi kom af sted til tiden kl. 10. Søndagens vejr bød på tunge skyer og på flere regnbyger, samt våde og glatte veje. Data om højdemeter m.m. fra turene, jeg kørte, er beskrevet sidst i dagbogen, desuden har jeg fået udskrevet nogle højdekurver fra cykelcomputeren. Ruten gik via D22, Mentachoury, Hasparren, Bonloc, Herauntz, Celay, Lopeinea, Lacarre hvor de andre holdt frokost efter at have kørt ca. 50 km. Indtil da havde ruten været meget kuperet med mange små skrappe stigninger. Hold 3, som jeg kørte med, holdt rimelig godt sammen, og vi havde ingen uheld, hvilket de andre hold havde. Der var en der styrtede, og en der kørte ind i en forankørende og bøjede sin fælg, så den var ubrugelig. En tredje havde fået monteret nogle carbon-bremseklodser. Disse forårsagede, at fælgene blev så varme, at begge hans dæk sprang. Personligt syntes jeg (det gjorde Knud også), at det gik lige en tand for stærkt indtil Lacarre. Da jeg ikke havde en tør svedtrøje med (selv om Jens havde sagt, at vi skulle tage en med), ville jeg ikke holde pause i Lacarre. Morten holdleder viste hvilken vej jeg skulle fortsætte, men heldigvis spurgte jeg Jens Kasler om flere detaljer. Derved fandt jeg ud af, at jeg skulle i den modsatte retning (hvilken tur kunne jeg ikke være kommet på). Senere gav Morten en undskyldning. Alt tilgivet. Turen fortsatte via Garmarthe, derfra ind ad en lille vej til vej D120, D918, St. Just, Col d'Osquich, Mauléon Licharre, Chéraute, Côte de Barcus til hotel Du Fronten i Barcus. Jeg fandt Gamarthe og vejen op til 21 % stigningen. Endnu engang var jeg glad for min gearing, for jeg kørte lige så stille og roligt op ad alle de stejle strækninger uden stop. Da det fladede ud i 460 meters højde, delte vejen sig, og jævnfør kortet skulle jeg til venstre ved første T-kryds, så jeg fortsatte opad til venstre. Efter et par kilometer blev vejen til grusvej, så jeg vendte om og kørte den anden vej. Jeg fortrød dog ikke mit lille sidespring, for hvor var der smukt på vejen op til vendepunktet. Der var også stejlt på vej nedad. Halvvejs nede kom jeg til det T-kryds, hvor jeg skulle til venstre ad D120, et rigtigt stejlt og skarpt sving. Senere viste det sig også, at en anden deltager havde kørt for stærkt der, og var kørt ud i grøften på modsatte side. Længere nede måtte jeg af og fotografere, da jeg blev imponeret over en lidt særpræget og meget velholdt gård, hvor der blandt andet på den ene bygning var et tårn med ur og et langt spir. På toppen af Col d'Osquich i 500 meters højde, blev jeg indhentet af hold 2 og 3 (som jeg havde forudsagt, da jeg forlod dem i Lacarre). På vej til toppen var jeg blevet interviewet af turens videomand Jørn Wrem. Derefter fulgtes jeg med hold 3 resten af vejen til Barcus via Côte de Barcus i 400 meters højde. I en lille by så jeg nogle små ænder på modsatte side af vejen. De var sjove at kigge på, da de begyndte at løbe om kap med mig. Et andet sted havde en bonde lige ført sine køer over vejen, der manglede kun 2. Det viste sig, at den der var ved at vælte en hæk, var en tyr. Heldigvis skete der ikke noget, selv om jeg havde en rød regnjakke på. På hotellet blev cyklerne parkeret i det store kælderlokale, hvor der også blev uddelt sandwich. Desuden var der allerede en der lå på massagebænken. Bagefter gik der lidt tid med rengøring af cyklen, tørring af tøj m.m. Snakken bagefter var selvfølgelig om dagens tur, og jeg fik da også konstateret, at der var en hel del som måtte af og trække på den stejle 21 % stigning ved Gamarthe. Til aftensmad fik vi fiskesuppe først, hovedretten var and og is til dessert. Det smagte fantastisk. Desværre var det umuligt at ringe hjem, da telefonen ikke kunne finde en sender. Denne nat var vi 3 på værelset (Knud, Ejvind og mig). Vi (hold 3) startede mandag kl. 9.30 fra hotellet i Barcus, der lå i ca. 220 meters højde. Det var køligt og overskyet, men tørt, hvilket det stort set forblev hele dagen. Vi kørte via Oloron St. Marie, Asasp til Escot, hvor opkørslen til Col de Marie-Blanque startede efter ca. 40 km. Den bød på 10 kilometers opkørsel, hvor de sidste 4 km var meget stejle mellem 11-13 % i gennemsnit. Midtvejs lå jeg bagerst, men på det stejle stykke, kørte jeg forbi 6-7 af de andre, som var stået af flere gange for at trække. Det var koldt, selv om solen var begyndt at skinne, så vi kørte hurtigt ned igen. På turen ned var der et sted, hvor der var mange køer og heste på og ved vejen, og de blev heldigvis, hvor de var. Vel nede var der frokost i Laruns. Vi fik omelet med skinke og kaffe. Bagefter startede opkørslen til Col d'Aubisque. Jeg havde det lidt skidt til at starte med, men efter nogle få kilometer gik det over. Det gik stille og roligt hele vejen op, og Knud fra Vejle fulgtes med mig hele vejen. Knud havde ikke kørt i bjerge før, men han kunne godt fornemme på kørslen indtil videre, at det vist var bedst, at han holdt sig til mig og mit tempo på længere sigt. På de sidste kilometer kørte vi forbi en fra hold 1 og 3. Vi var pladder våde af sved, da vi nåede restaurationen 2 km før toppen. De hjælpsomme medhjælpere (Tony og Jørn) holdt parat med tørt tøj til os, så vi ikke skulle fryse på nedkørslen. Af sted igen med "vinterbeklædning" på. Toppen var fuldstændig dækket af tåge. På den lille nedkørsel inden opkørslen til Col du Soulor, måtte vi stoppe, for pludselig kom der over hundrede får ud af vejtunnelen foran os. De fyldte hele vejen og "sværmede" omkring os, men heldigvis skete der ingen skade af nogen art. Hyrderne og hundene lod til at have styr på det. Det var en god og heldigvis tør nedkørsel til målbyen Argelés-Gazost ved foden af bakken. Halvvejs nede kom vi gennem byen Aucun. Den var utrolig pæn, ren og vedligeholdt, i en grad så man virkelig lagde mærke til det. Da vi nåede ned til målbyen, kneb det med at finde hotellet, men efter lidt kørsel frem og tilbage, kom der endelig en som vidste, at vi skulle ned ad en lang bakke, for at komme ned til landevejen, hvor hotel Soleil Levant lå i 423 meters højde. Et udmærket hotel med en hyggelig have foran, hvor vi sad og nød den bestilte sandwich. Efter et herligt karbad, gik vi (Knud og jeg) en lille tur i den gamle bydel på "1. sal", hvor Knud lige skulle have et par kager ved bageren. De så spændende ud. Igen fik vi udmærket mad til aften, 4 retter: grøntsagssuppe, champignon i flødesovs, filet med grøntsager og is med frugt. For tredje dag i træk var der fri vin til maden. Jeg delte igen værelse med Knud og Ejvind. Om morgenen, tirsdag d. 24/9, var der klart vejr med enkelte skyer, men meget koldt og fugtigt. Hold 1 var allerede nede og spise morgenmad kl. 7, for de skulle på Hautecam, inden Col du Tourmalet og Col d'Aspin, som alle skulle på. Hold 1 startede kl. 9, og vi andre kl. 9.45. Inden vi skulle af sted (hold 2 og 3), stod vi og nød solen, som varmede på en lille plet over for hotellet ved sportsforretningen. Der var der en godmodig St. Bernhards lignende hund, som gerne ville kløs bag ørerne. Det gik jævnt op til Tourmalet hele vejen via Luz St. Sauveur. Første halvdel kørte vi i skyggesiden, men selv når vi kørte i solen, var der meget koldt. Nogle kilometer oppe ad bakken, kom der pludselig en hund op fra skråningen på modsatte side af vejen. Den kom listende mod os med hovedet truende nede foran forbenene. Pludselig løb den hurtigt og gøende mod Knud, som fulgtes med mig, og bed ham i foden, heldigvis ikke alvorligt, hvorefter den snappede efter mig, men jeg slap lige med nød og næppe at blive bidt. Da vi nåede toppen af Tourmalet, følte vi os næsten lige så friske, som da vi startede. Vi fik tørt tøj og vinterkludene på, for nedkørslen ville blive iskold, blandt andet på grund af tågen, der begyndte at vælte ind over passet. Vi fik dog set mange af billederne og de gamle cykler fra Tour de France gennem årene, som var i restauranten. Det blev alligevel en skøn nedkørsel, hvorefter det gik jævnt opad til Col d'Aspin fra byen St. Marie-de-Campan. På toppen gik der heste og køer. Da der var en flok motionister, som stillede op til fotografering ved skiltet, kom en af hestene hen og stillede sig ved siden af, som var den en der hørte til flokken. Den blev stående, indtil der var en, som skubbede den væk, for at få et billede uden hest. Resten af turen var også kold, men heldigvis stadig tørvejr, så det blev en skøn nedkørsel med god vej og mange sving. Vi kom lige ned til målbyen Arreau, hvor vi skulle bo på hotellet med det så klingende navn d'Angleterre, som lå i 708 meters højde. Inden aftensmaden gik vi en lille tur i den gamle by. På det særprægede turistkontor fik vi at vide, hvor der lå en cykelforretning. Det viste sig at være en lille forretning på 3 x 4 m, hvor de kun havde en enkelt ting hjemme af de mest solgte varer, så man måtte håbe, at de havde den rigtige størrelse hjemme. Vi havde ikke heldet med os. Aftensmaden bød på grøntsagssuppe, fjerkræ, ost og kage. Bagefter var fruen derhjemme glad for, at jeg havde taget en af de her nymodens mobile telefoner med, så hun kunne blive ajourført med, om pengene til turen var givet godt ud. Selvfølgelig var de det. Også denne nat skulle jeg dele værelse med Knud og Ejvind, hvilket endnu engang forløb stille og roligt. Arh, der var lige det, at om morgenen kunne Knud og jeg ikke forstå hvor Ejvind var blevet af, hans madras var også væk. Mysteriet blev hurtigt løst, for da Knud skulle på toilettet, kunne han ikke få døren op. Det var Ejvinds madras der spærrede døren. Han havde slæbt den derud, da han ikke kunne falde i søvn, fordi jeg snorkede. Næste dag (onsdag d. 25/9) var der først morgenmad kl. 8, og så af sted kl. 10 på en ændret / forkortet rute på grund af kulden, da der var blevet lovet frostvejr om natten. Ganske rigtigt, der var helt hvidt, da vi kom udenfor, og chaufførerne måtte ud og skrabe is af ruderne. Hold 1 og 2 kørte kl. 9.30, for de skulle lige over en lille bakketop på den spanske side af grænsen, nemlig Col du Portillon, udover de 3 bjerge hold 3 skulle over, 2 mindre end oprindelig planlagt. Set i bakspejlet var ændringen nok en klog beslutning, selv om det blev varmt i løbet af dagen. Jens Kasler var leder på hold 3 denne dag. Da han skulle til at briefe om turen, var alle blevet enige om at proppe ørepropper i ørerne, fordi Jens altid snakkede så meget og højt. Det var lige ved at tage pippet fra ham. Det var bidende koldt, da vi startede kl. 10, og der var stadig frost på tage og græs, selv om solen var begyndt at titte frem. Det var meget koldt på hele opkørslen til Col de Peyresourde. Ikke langt på vej der op ad, viste Jens os, hvor Jan Ulrich kørte ud over kanten i forbindelse med Tour De France for nogle år tilbage. På de sidste kilometer op, fulgtes Jens med os (Jesper, Knud og mig). Da der var få hundrede meter igen, trak det lidt i Knud, hvorefter Jens skubbede Jesper foran Knud, så Jesper kunne vinde bakkespurten. Jeg lå 10-15 meter bagved og tænkte, at det skulle være løgn, så jeg smed kæden op på møllen og mobiliserede alle mine kræfter og strøg forbi. Jesper forsøgte at komme efter mig, men jeg rykkede en gang mere (koste hvad det koste må), så jeg kom først op på toppen. Der var udsolgt. Herefter godt med klude på til den kolde men meget flotte nedkørsel. Det blev til lidt flute med skinke til frokost i St. Beat. Guiderne gjorde som altid alt, for at det skulle være nemt for os. Det eneste sted, der var varmt, var i solen, hvorfor jeg beholdt de lidt varmere klude på. Det skulle jeg ikke have gjort, for kort efter at vi startede, blev det meget varmt, så ind til siden ved foden af Col de Mente og af med alt det der kunne komme af. Det var skønt med sol og varme i stedet for regn på hele opkørslen, men det var ulideligt varmt, fordi jeg ikke kunne komme af med varmen på grund af svedundertrøjen med vindbreaker. Derfor gik det meget stille og roligt opad, så jeg alligevel kunne nyde den skønne opkørsel. På alle bakker sagde jeg til Knud, som fulgtes med mig, at han bare skulle køre, hvis han skulle have prøvet noget af, det gjorde han så på Col de Mente og Col de Portet d'Aspet. Vores servicebil kom forbi nogle kilometer før toppen af Col de Mente, som sædvanlig kom kameraet helt ud i hovedet på en, for at få de mest sveddryppende optagelser, men de var dog villige til at holde på toppen, så jeg kunne få noget andet tøj på. Det var der vist også mange andre, der var glade for. Ved siden af kroen på toppen, var der en indhegning med mange hunde (det måtte være slædehunde), selv om jeg først troede, at det var ulve. Det var en skyggefuld men dejlig nedkørsel. Halvvejs nede kom en lille brat stigning, som fik en del til at tro, at der nu begyndte en ny opstigning, men kort efter gik det ned ad igen. Længere nede var der et kryds, hvorfra det gik brat op ad til højre mod Col de Portet d'Aspet. Ca. 200 m oppe standsede vi ved mindesmærket for Fabio Casartelli, som kørte galt nede i svinget ved krydset og senere afgik ved døden. Det var i forbindelse med Tour de France i 1995. Derefter fortsatte vi op ad den stejle men få kilometer lange opkørsel. Det blev til en lang nedkørsel, hvor det eneste lidt specielle var en død slange på vejen, og så noget fladbanetons til målbyen St. Girons, som lå i 400 meters højde. Cyklerne blev læsset i traileren, hvorefter der lige blev snakket af over en vand og sandwich, inden vi i bus blev transporteret de 40 km til Foix. Denne transport skyldtes, at der havde været nogle problemer med pladsen på det hotel vi oprindeligt skulle have været på. Hotel Clement Ader i Foix lignede et hurtigopført motorvejshotel, men det fungerede udmærket. Ejvind, Knud og jeg fik igen fornøjelsen af at dele værelse. Det var en udmærket buffet til aftensmad. Lene, som kørte alene sammen med kæresten, ville torsdag starte ca. kl. 8.30 og køre den ændrede rute inklusive Plateau de Beille. Vi (Knud, Kjeld og mig) kunne godt komme med, for vi ville også gerne køre den tur, blandt andet fordi fredagens tur var blevet kortet af. Kl. 8.30 om morgenen var vi klar til at køre, men Lene var ikke til at se, og hendes cykel var stadig i bussen. Derfor kørte vi. Ved hotellet var der 380 højde meter. Det gik let opad de 7 kilometer sydpå til Foix, hvorefter det gik jævnt op ad ca. 25 kilometer til Col de Peguére. Flere steder på vej op var der stadig frost på græsset. På de sidste kilometer inden toppen, var der en storslået udsigt, som alle talte om. En enkelt hold 1 mand nåede os på toppen. Derefter skulle vi køre 3,5 kilometer ned ad en smal og meget stejl vej med løs belægning her og der. Flere steder var der skilte med 18 % fald. Det var ubehageligt, men vi kom ned uden uheld, dog var vi godt ømme i armene af at bremse. Vi var nu halvvejs oppe på den vestlige opkørsel til Col de Port. Det gik jævnt op ad til toppen, hvorfra der igen var en fantastisk udsigt både mod øst og vest. Her var der 3 fra hold 1, som nåede os. Så var det igen tid til en lang nedkørsel, hvor vi endte nede i Tarascon. Et stykke nede, hvor vejen var smal og snoet med træer og huse på begge sider, indhentede jeg Kjeld og Knud, for de kørte langsomt bag en flok skræmte køer og kalve, der løb ned ad vejen. Efter lidt tid, trak de alle over til den modsatte side, men først da vi var et stykke forbi dem, blev der ro i sindet. Knud fortalte, at han havde været meget tæt på at påkøre en ko. Fra Tarascon var der 15 km lige ud ad landevejen til Les Cabannes, hvorfra opkørslen til Plateau de Beille startede (en blind vej). Så var det ind til siden. Det var blevet rimelig lunt, selv om luften føltes lidt kølig, så alt overflødigt tøj skulle af. Der var vand på dunkene, og kadaveret havde lige fået frisk brændstof på (jeg brugte ca. 3 extran-brikker hver dag). Mere klar kunne vi ikke blive, så nu var det op til benene og klare opkørslen på 16,2 km. Da Kjeld ikke havde så lav en gearing, som Knud og mig, trak han stille og roligt fra i sin egen rytme. Knud var slidt efter at han havde forceret dagen før, så vi fulgtes ad med 8 km/t de første ca. 13 km, som gik rimelig jævnt op ad med 8-10 %. På de sidste 3 kilometer fladede det ud til ca. 5 % i gennemsnit. Personligt havde jeg aldrig hørt om Plateau de Beille, inden der var en etape, som sluttede der i Tour de France 2002. Knud sagde, at det var en kendt og meget flot opkørsel. Hvor måtte jeg give ham ret, jeg var helt benovet bagefter. Kun 2 fra hold 1 nåede os inden toppen. Målstregen og reklamerne fra opløbet i Touren var der stadig. Da vi var over halvvejs mede, og der stadig kom nogle fra de andre hold, måtte vi have ondt af dem, for det var en sveddryppende opkørsel, og man følte faktisk, at man stod helt stille, når der kom en licens-rytter forbi med ca. 12 km/t (mod ens egne 8 km/t). Det var en bred og god vej, så vi var hurtigt nede igen i god behold. Vi havde fået at vide, at der fra bunden var ca. 15 km lige ud til hotel le Breilh på torvet i Ax les Thermes, men men men, det gik jævnt op ad og som på et vaskebræt, det var hårdt, når man nu var rigtig godt træt og tappet for kræfter, så det var ekstra godt at få de bare fødder ned i det offentlige thermiske bad på torvet, hvor vandet var ca. 30 grader varmt, det var i hvert fald dejligt varmt. Og så en sodavand i den ene hånd, og en sandwich i den anden. Hotellet, der lå i 700 meters højde, var et gammelt familiehotel med udendørs gange på den ene fløj. Der var 3 skabe langs den ene væg på værelset. Det ene var til tøj, i det andet var der en håndvask, og i det tredje var der et toilet. Bad var der ude på gangen, hvilket var i orden, men det var træls, at der intet varmt vand var. Jeg overlevede, hvorefter jeg gik en lille tur, inden de fleste kørte ud til et hotel uden for byen, hvor nogle boede, og hvor de fleste af os skulle spise. Der var ikke plads til alle, hvorfor dem som blev tilbage, gik ud i byen og spiste på restaurant sammen med guiden Tony. Vi andre fik lækker mad på hotellet, blandt andet en ret med ansjoser. Det var min fornemmelse, tror jeg nok, at vi ikke levede op til hotellets forventninger om stil og påklædning, men de blev jo nødt til at acceptere os brovtede og lidt højrøstede danskere. Sådan er vi jo, når vi hygger os. I receptionen havde de en lille forretning, hvor de solgte honning, krydderier, vineddike m.m. Det blev til et enkelt glas honning til dem derhjemme (det viste sig senere, at det var meget sukkerholdigt og grynet). Tilbage til hotellet i byen, hvor jeg denne nat skulle dele værelse med Jesper fra Esbjerg. Da jeg vågnede om morgenen, havde jeg lyst til at køre den lange tur, selv om det kun var hold 1, der skulle køre den lange tur. Spørgsmålet var bare, om jeg kunne få min cykel, for jeg skulle starte allerede kl. 8 og køre alene de første 55 km til Quillan, for jeg kunne ikke følge med hold 1, der startede kl. 9. Der var blevet ændret i planen af tidsmæssige årsager, så hold 2 og 3 først skulle starte i Quillan. Bagagen blev hurtigt gjort klar, og så ned til morgenmad kl. 7. Ved bordet lod det til, at chaufførerne var til at overtale, så jeg fik min cykel kl. 8. Jeg kørte fra p-pladsen overfor hotellet kl. 8.15. Den lå i 709 meters højde. Det var en barsk start, for det gik op ad til Col de Chioula fra første meter. Jeg havde flere stop til at starte med, da jeg skulle have justeret gearet, da det havde drillet mig de sidste par dage, ved at det havde svært ved at skifte op i tungere gear (det nye kabel havde givet sig). Problemet blev løst. Det var en kølig morgen, og der lå et pænt skydække i bjergtops højde, men solen brød skydækket inden jeg nåede op til toppen af Chioula. Det var en pæn jævn opstigning på 10 kilometer. Jeg nød stilheden, samt for en gangs skyld at køre alene helt i min egen rytme. Det var fladt på toppen med en fantastisk skøn udsigt næsten hele vejen rundt. Herefter nød jeg at kunne "trille" det meste af de 45 kilometer ned til Quillan. De par steder hvor det var fladt, og hvor vejen gik mod nord, måtte jeg træde i pedalerne, da der var en frisk kølig vind fra nordvest. Få minutter efter at jeg var kommet til Quillan, kom den første fra hold 1. Kort efter kom et par stykker mere. De var i tvivl om, hvor de helt nøjagtigt var. Jeg oplyste dem om, at hold 2 og 3 ville komme forbi, hvor vi var, hvorefter jeg stille og roligt fortsatte til Qouiza, hvor jeg fik købt noget vand. Da jeg kort efter stod og tog et billede udenfor byen på vejen mod Mouthoumet, troede jeg, det var hold 1, der kom rundt i svinget bagved, for de kørte stærkt, men da de kørte forbi, var det hold 2 og 3. Jeg fik travlt med at pakke sammen, hvorefter det trak mange tænder ud at indhente gruppen. Nu var freden forbi, for det gik i et højt tempo stort set resten af vejen hen over alle de små knolde, blandt andet Col du Paradis, Col de Bedos, Col du Prat (der kom lige efter byen Villerouge-Termenes). Terrænet herefter var meget goldt og klippeagtig, i forhold til at det indtil nu havde været præget af masser af nåleskov. Videre på turen hvor sidste stigning kom lige efter byen Albas. Videre via Montplaisir, Ripaud, N D Oubiels. Vi kom forbi flere drueplantager. Flere havde været inde og plukke druer, så mange, at der var smagsprøver til alle. Alle havde forventet at de var sure, fordi de var små, men de smagte udmærket og var tilpas søde. Vi stoppede i Sigean få kilometer fra kysten, for at holde kaffe pause, samt for at vente på hold 1, så vi kunne køre samlet de sidste kilometer til hotellet på strandpromenaden i Port-la-Nouvelle ved Middelhavet. Efter vi var blevet samlet, førte Jens Kasler for. I en rundkørsel syntes Jens, at vi skulle have et par æresrunder. De andre trafikanter kiggede noget, da ca. 40 mand på en lang stribe bare kørte rundt og rundt for fuld fart, men heldigvis ingen sure miner fra nogen. Herefter kørte alle stille og roligt resten af vejen til hotellet. Alle var glade over at have gennemført, og bossen Jens Kasler ønskede tillykke med nogle flasker champagne. Inden var der dog 2, som havde skyndt sig at stille cyklerne, hvorefter de med tøj på løb om kap, om hvem der kom først ud til kysten / ud i vandet. Efter den obligatoriske sandwich, som var en god ordning, blev cyklerne læsset på traileren. For sidste gang skulle jeg slæbe al bagagen op på værelset. Da jeg sad og ventede på, at Jesper blev færdig i badet, kom det til at virke underligt, at man slet ikke skulle ud og køre på cykel næste dag, for nu var man lige kommet ind i en fast rytme. Så var det tid til et dejligt varmt velfortjent bad til den trætte krop på det udmærkede hotel Mediterranee. Efter proviantering i Spar supermarkedet til hjemturen, var aftensmaden ved at være klar. Forretten var "pålæg" med en syrlig kål, fjerkræ og kartofler til hovedret. Inden de forskellige blev bøvet af diverse alkoholiske drikke, tillod jeg mig at holde en ultra kort tale, for at skåle for Jens og medhjælperne, at det var en fantastisk flot tur, de havde givet os, at det havde været spændende med at komme til et nyt sted hver dag, og med hvilken egnsret de så kunne byde på til aftensmaden. Slutteligt havde Kaslers to hjælpere, pensionisterne Tony og Jørn, givet turen ekstra liv og et pift opad. Blandt andet havde de stået på pinde for os i tide og utide, faret op og ned ad bjergene for at hjælpe os med tøj og proviant osv., samt filmet os på kryds og tværs i alle mulige pinlige situationer (jeg stod også for skud flere gange i løbet af de første dage). Efter sjove taler af Jens, Tony og Jørn, var der nogle, som syntes, at Jens skulle i vandet, hvorfor de tog ham med tøj på og smed ham i Middelhavet. Beklager, ikke flere historier fra denne dag, sengen kaldte på mig. Lørdag var der morgenmad kl. 7, cyklerne var blevet læsset, og bagagen var blevet hurtigt pakket, så vi kom allerede af sted kl. 8.10, og vi kørte hjemad i solskin med efterårstemperaturer. Turen gik hjem via Lyon og Mulhouse. Vi spiste aftensmad på et pænt og sobert spisested i Tyskland. Det var Breisgau Perle (ost), Sschallstadt-Mengen på vej A5 lige syd for Freiburg. Der var der ordentlige toiletter, og der var flere kasseapparater, så der ingen kø var. I kiosken var der et lille tøjdyr i øjenhøjde der "skreg mig" lige i ansigtet, "tag mig", så den købte jeg til min datter, der lige havde haft fødselsdag. Om natten lå jeg på "1. sal", altså på ryglænene der bølgede, og ham der lå ved siden af yderst, "syntes" at jeg skulle ligge presset op mod ruden, men det kunne ikke rokke ved min glæde over turen. Vi var i Kolding allerede om formiddagen. Jeg fik kørelejlighed hos Kjeld fra Hinnerup, så jeg allerede var hjemme til middag. Varmen kontra kulden havde sat sit præg på helbredet, så først efter en uge følte jeg mig frisk til at køre en tur på cyklen. MEN EN TING ER SIKKERT, JEG SKAL TILBAGE TIL PYRENÆERNE IGEN. DET ER EN TUR SOM PÅ DET KRAFTIGSTE KAN ANBEFALES. F.EKS. NATUREN, DEN KAN SLET IKKE BESKRIVES, DEN SKAL OPLEVES. Dag 0: ca. 40 højdemeter på
trilleturen til Biarritz. |