Jeg havde forberedt mig så godt som muligt, nærlæst Oles gode råd og erfaringer, gearet min cykel ned så jeg havde en 39/27 som det laveste, men var det lavt nok. Ole kører jo med triple kranksæt og både Tom og Søren havde compact kranksæt. Vi havde dog kørt en prøvetur sammen i bjergene omkring Vejle, og både Ole og Søren mente nok at jeg skulle klare stigningerne. Jeg var også lidt i tvivl om min holdbarhed over længere distancer og gennem flere dage, og diverse “skrækbilleder” af mig selv trækkende op af stigningerne tonede ofte frem for det indre blik i dagene inden. Jeg havde kun nået at cykle ca. 1.400 km siden slutningen af marts, men til gengæld havde jeg ”cyklet igennem” hele vinteren, vi slap jo for is og sne. Jeg havde ikke nogen erfaringer med længere distancer, min træning foregår ved at jeg cykler korte distancer på ca. 20 km, så ofte det lader sig passe ind i en travl hverdag.

Vi startede lørdag formiddag Ole og Tom i Toms bil, Søren og jeg i min bil. Vi aftalte ikke at følges, men at mødes når vi skulle holde rast. Vi holdt kontakten via SMS’er. Vi holdt rast første gang på Rasthof Brunautal mellem Hamburg og Hannover, hvor vi fik lidt frokost. Vi var hurtigt på farten igen, og det gik derudad, lige til vi “ramte” en kø, næsten umiddelbart efter vi var drejet ind ad A5 mod Frankfurt. Vi kørte i kø et par timer, indtil vi indså årsagen til kø dannelsen, vi blev på grund af vejarbejde tvunget af motorvejen og ind på en omkørsel ad små veje. Vejarbejdet forsinkede os mindst 4 timer. Da vi senere mødtes på en rastplads syd for Darmstadt, var Søren og jeg blevet enige om at tage en overnatning, Ole og Tom ville fortsætte til de nåede til Meyrueis. Vi fortsatte endnu ca. 100 km, inden vi indlogerede os på et Rasthof. Efter en god nats søvn fortsatte vi veloplagt mod Frankrig. Trafikken var moderat og behagelig. Ved Lyon fortsatte vi mod St. Etienne, og efter ca. 250 km kørsel ankom vi ved 17. tiden til Meyrueis, hvor Ole og Tom ventede. De havde allerede været ude på en 30 km “prøvetur”, hårde bananer!

Vi blev indlogeret på hotel le Sully, som overraskede meget positivt. Bilen blev parkeret på en aflåst p-plads, og cyklerne blev låst inde i værts parrets garage. Jeg delte værelse med Søren, som jeg kom fint ud af det sammen med. Værelserne var fine, med toilet og bad, og naturligvis bidet (vi var jo i Frankrig).

Kl. 20 gik vi til middag i hotellets restaurant, og til vores positive overraskelse kunne vi til den aftalte pris vælge frit fra menu kortet, forret, hovedret, obligatorisk ost, (igen: vi var jo i Frankrig), og dessert.

Maden var simpelthen super god, men man skal lige huske, at en medium bøf i Frankrig kun lige har rørt ved den glohede pande, så vi bad om “well done” til den søde værtindes forbløffelse.

I løbet af ugen fik vi smagt på en god bid af menukortet, og alt var veltillavet og velsmagende.

De tre andre drak naturligvis rødvin, som jeg desværre ikke tåler, men tro ikke at franskmændene ikke kan brygge øl, bare smag denne her

http://en.wikipedia.org/wiki/Pelforth

Morgenmaden bestod af rigeligt med kaffe, brød og en croissant. Kaffen var simpelthen super god, og i Frankrig får man serveret en kande varm mælk til.

Trods sprogvanskelighederne (Søren var den eneste der kunne konversere på fransk, jeg forstår selv en smugle) kommunikerede vi fint, smil og grin og fagter er universelle kommunikationsmidler, og de virker.

Det viste sig, at Meyrueis er en lille by med kun ca. 800 indbyggere, meget hyggelig og helt sikkert, meget gammel. Om dagen var der lidt cykel og vandrings turister i området, men byen faldt allerede til ro ved 22 tiden, så der var ingen barer der fristede så vi fik rigeligt med søvn og hvile.

Ole havde planlagt det således, at vi mandag skulle køre “den lange tur” på godt 120 km. Tirsdag skulle vi køre en “lille men ond tur” med nogle hårde stigninger. Onsdag skulle vi have en kort tur til det højeste punkt i området uden de store udfordringer.

Torsdag igen en mellemlang distance og trappe ned fredag med en kort tur.

Jeg var lidt betænkelig ved at lægge så hårdt ud, men vi startede stille og roligt og kørte os varme. Jeg disponerede forsigtigt og holdt en moderat puls under opstigningerne. Jeg kører normalt aldrig længere end ca. 60 km, og var spændt på hvad der ville ske, når vi passerede denne distance. Der skete intet andet end at jeg kunne mærke, at “her plejer vi at stå af”, men det var nok mere psykologisk end fysisk. Jeg kørte distancen uden problemer. Jeg klarede fint stigningerne med min 39/27 gearing, men jeg ville nødig have undværet det gear, det var absolut det højeste gear jeg kunne køre i, når det virkelig gik opad. Min kadence faldt til 50-60, jeg kører normalt 90 - 110, men jeg kunne simpelthen ikke holde pulsen nede under de 150, jeg havde sat som max. Jeg ved af erfaring, at hvis jeg kommer over 160 for ofte og for længe, må jeg betale en pris senere, og det havde jeg ikke råd til. Det viste sig dog senere på ugen, at det forhold ikke gælder, når jeg kører i det lune klima i Frankrig.

Som frygtet havde jeg svært ved at køre nedad. Det er helt sikker min højdeskræk, der gør det, ikke selve hastigheden selv om jeg indrømmer at jeg ikke tør køre over ca. 55 km/t, men jeg kørte klart hurtigere ned af bredere veje med lidt autoværn end dem uden.

Jeg husker specielt tirsdag, torsdag og fredag.

Tirsdag startede vi med at køre en 10 - 12 km nedad, ikke stejlt men jævnt. SÅ gik det opad, STEJLT, meget stejlt. Jeg havde et godt overskud, TROEDE JEG, så da jeg pludselig skulle træde af på naturens vegne, forcerede jeg og fik et lille forspring. Det burde jeg ikke have gjort, jeg var stoppet på et af de stejleste steder og havde simpelthen svært ved at komme i gang igen opad, og vejen var for smal og for stejl til, at jeg kunne starte nedad og så vende rundt. Mine pedaler er ikke så nemme at komme ind i, så jeg havde svært ved at få fart nok på til at få den anden fod låst fast, inden jeg skulle træde ned med den. Jeg måtte rulle lidt nedad for at finde et sted hvor det steg knap så stejlt og prøve igen. Det lykkedes, og jeg nåede op til Ole, som ventede på mig.

Sammen kæmpede vi os opad, men efter et stykke tid måtte jeg betale prisen for min forcering tidligere, jeg kunne ikke holde pulsen under de kritiske 150, og var bange for at møde “ham med hammeren” som jeg så ofte har hørt og læst om, så jeg valgte at holde ind og få pulsen ned. Da den var kommet under de 100, fortsatte jeg op til Ole, der ventede på mig. Sammen fik vi os kæmpet op på plateauet, hvor de to andre ventede på os.

Efter stigninger og nedkørsler vendte vi igen hjem, trætte, veltilpasse og i godt humør.

Torsdag husker jeg, specielt fordi vi på en meget smal nedkørsel mødte en sigøjner familie på vej opad med en æseltrukket vogn. Synet af en ung kvinde med at spædbarn der var blevet “sat af” vognen for at gøre læsset lettere for dyrene virkede helt surrealistisk i 2007.

Da vi mod slutningen af turen holdt en kort rast ved et t-kryds på højsletten sagde Ole, at nu kunne jeg køre lidt i forvejen, for nu var der kun nogle få km hen over sletten, inden det bare gik nedad mod Meyrueis. Da jeg jo var klart den langsomste til at køre nedad, ville de andre nok indhente mig, inden vi nåede hjem. Jeg startede, og da jeg mærkede, at der var en ret stiv modvind hen over sletten, tænkte jeg, at her var nu min chance for at udnytte forspringet selv om den vistnok ca. 11 km lange nedkørsel bestemt ikke levnede mig store chancer. Jeg havde jo set, hvor hurtigt de andre kunne køre ned.

Jeg er ret vant til at køre i vind, da jeg normalt træner ved at køre op mod vestenvinden, som vi har så rigeligt af i det flade Vestsønderjylland, så jeg greb fat i den nedbøjede del af styret, gjorde mig så aerodynamisk som jeg formår, og trådte alt hvad jeg kunne.

Da jeg nåede hen hvor nedstigningen startede, var min puls helt oppe i det røde felt, og jeg pustede ud, mens det gik nedad. Nedkørsler kræver al min koncentration, så jeg turde ikke vende mig og se tilbage, hvornår de andre kom til syne. Jeg blev mere og mere forundret, jeg kom længere og længere ned uden at blive overhalet, og begyndte at spekulere på om der var sket en af dem noget. Billederne begyndte at køre for mit indre blik, og da jeg nåede ned hvor vejen flader ud ved Meyrueis, var min motivation til at blive den første til at nå hotellet fordampet. Jeg begyndte at kigge mig over skulderen, og i samme øjeblik kom Tom susende for fuld skrue rundt om mig. Væk var de dystre tanker, og vi fortsatte sammen hen til hotellet. Lidt efter kom Søren og Ole. De mente, at jeg var blevet bedre til at køre nedad, men det er jeg ikke sikker på var tilfældet, jeg tror dels jeg vandt mere tid på den flade strækning i modvind end de vidste, og måske har de givet mig mere tid end de selv følte, inden de startede. Sjovt var det i hvert fald.

Fredag husker jeg specielt, fordi jeg havde fået en vis erfaring med min egen formåen, og mine egne begrænsninger når det gik opad, så på den sidste stigning prøvede jeg at køre så hurtigt op, som jeg kunne, og det lykkedes mig at komme først op denne gang.

Lørdag gik turen hjemad med start kl. 9. Først var vi på sightseeing i det østlige Massiv Central, inden vi nåede ud på motorvejen mod Lyon. Vi måtte sande, at lørdag ikke er den bedste dag at køre gennem Frankrig, og vi måtte slås med en del køer, og først ved 15-16 tiden var vi kommet på den anden side af Lyon.

Fra mine sommerferier i Sydfrankrig ved jeg, at lørdag helst skal undgås som hjemkørselsdag, hvis det lader sig gøre, normalt kan man køre den strækning igennem på en hverdag helt uden kø kørsel, forudsat der ikke sker uheld.

Lidt over fire om morgenen krydsede vi den dansk-tyske grænse.

Det havde været en super god tur, og jeg ser allerede frem til at tage med til næste år, hvis Ole samler en flok igen.

Cevennes er et fantastisk skønt område, og der er helt sikkert stadig mange spændende veje, vi ikke fik prøvet i år, selv om jeg tror, det også vil være sjovt at gense de stigninger, vi engang har prøvet kræfter med.

Ole er en rejsefører, der forstår at arrangere en tur, så man føler sig tryg ved det ukendte. Han venter altid på sidste mand, og tilvirker at man kører som en samlet gruppe, og ikke en eneste gang følte jeg mig til besvær trods mit handicap på nedkørslerne. Han spreder godt humør, og man føler sig velkommen og godt tilpas i selskabet. Han har gjort et fantastisk forarbejde og kendte på forhånd ruterne til mindste detalje.

Hotel le Sully, som vi boede på, er en perle. Jeg fik mine romantiske forestillinger om et fransk provins hotel bekræftet, det kunne være taget ud af en film. Værelserne var gode trods den meget beskedne pris, og maden var simpelthen super. Den var helt klart “håndlavet” af en kok. Ikke noget med færdiglavede retter og mikroovn som er blevet så udbredt i turistområder som f.eks. Grækenland.

Min egen favorit menu blev Rochefort salat med valnødder til forret. En ørredfisk til hovedret, derefter den obligatoriske ost, og til dessert en skål blåbær med flødeskum.

Den var så lækker, at tænderne løber i vand, når jeg beskriver det!

Hotelværtsparret var utrolig sympatiske, og vi fik en overordentlig god og personlig betjening, Ole har helt sikkert gjort et rigtig godt indtryk ved sine første besøg.

Jeg har allerede anbefalet stedet til adskillige, også ikke motionscyklister, folk som bare gerne vil besøge et smukt område og leve godt og billigt.