Desværre gik det hurtigt op for mig, at det primært kun er kendte steder og kendte folk, som kan trække deltagere til. Det gjorde det heller ikke nemmere, at nogen kun ville køre i bil / bus, medens andre kun ville flyve. Så det hele endte med, at vi var seks, som ville køre dertil i egne biler.

Hotelværelserne bestilte jeg sidst i marts, men desværre måtte jeg afbestille et værelse ca. 10 dage før, da Peter fra Sjælland, akut skulle ind og have foretaget en øjenoperation.

De 4 deltagere (inklusive mig selv), havde været samlet til nogle træningsture i august i det østjyske område ved Vejle og Mols bjerge, dels for at lære hinanden at kende, men også for at få en mere detaljeret fornemmelse for, hvad det gik ud på.
Desuden havde de via min hjemmeside kunnet danne sig et indtryk af, hvad det gik ud på, samt fået en masse praktisk information om tøjvalg m.m.

Lørdag den 01.09.07: Søren fra Århus (gammel arbejdskollega) og min mangeårige cykelkammerat Tom kom og fik fødselsdagskaffe kl. 07.30, da Britta (min bedre halvdel) fyldte år. Vi kørte kl. 8. Jeg kørte med Tom, som havde fået mine sager dagen før, så bilen var pakket. Søren fulgte efter til Rødding i Sønderjylland, hvorfra han skulle køre sammen med Esben.

Vi kørte via Kassel, Mulhouse, Lyon, St. Etienne, Mende til Meyrueis. Vejene 7 til Kassel, 5 til grænsen efter Freiburg, i Frankrig A 36, A 39, A 40, A 42, N 346, A 46, A 47, N 88, D 986.
Frokost ved Brunautal syd for Hamborg, og aftensmad sent ved Freiburg, da vi på grund af et færdselsuheld, måtte holde i kø og ud på en omkørsel U 20, som kostede næsten 4 timers forsinkelse. Kraftig nattetåge i Frankrig gjorde, at vi blev nødt til at holde ind og hvile øjnene et par timer inden Lyon. Esben og Søren tog en overnatning undervejs.

Søndag den 02.09.07: Skyet indtil Mende, hvorefter vi nød solen det sidste stykke vej over højsletterne. Hvor var der smukt på strækningen fra Mende til Meyrueis ad D 986, det gik ned og op flere gange mellem kløft og højslette med mange panoramaer. Vi ankom til Meyrueis lige over middag.

Der var liv i byen (i april er der meget stille), og et motionscykelløb, med start og slut i le Vigan, kom igennem byen. Politi og officials fyldte en hel del af bybilledet. En dreng på en for høj cykel, kunne ikke styre cyklen på fortovet, og jeg nåede kun lige at sige, nu vælter han nok, og så væltede han selvfølgelig ud mod Toms bil. Jeg så en stor bule i bilen for mig, men "heldigvis" var der kun en ridse i lakken. Det sommeragtige vejr og bladene på træerne gjorde byen lidt anderledes, end jeg var vant til.

Hotel le Sully lignede sig selv, selv om der var kommet nye skilte og lignende ved indgangen til restauranten. Hotellets ejere med flere kendte mig, så ikke så mange formaliteter, vi fik nøgler udleveret til de 2 bestilte værelser og til den indhegnede privatparkering i nærheden. Der var ikke koder til yderdørene mere, og værten sørgede for, at cykelgaragen blev låst for natten. (På intet tidspunkt kom det på tale med et erstatningsbeløb, for det værelse jeg afbestilte sent på grund af Peters øjenoperation).
Værelserne lå på 3. sal, så vi fik lidt ekstra træning i løbet af ugen.

Da Søren og Esben havde ringet og sagt, at de først ville være ved hotellet ca. kl. 17, kørte Tom og jeg en lille tur på ca. 30 km for at løsne op i benene efter den lange biltur. Det var et herligt solskinsvejr med en frisk vind fra nord. Efter 7 kilometers kørsel op ad D 986, kom vi op til højsletten Causse Méjean, og de næste 6 km nordpå til la Parade fik jeg godt med vind på næsen som frontfigur, og at det gik let op ad, gjorde det ikke nemmere. Resten af turen var vinden mere med os, men til gengæld gik det op og ned. Vi kørte mod Hyelzas, videre til venstre via les Hérans og Aven Armand tilbage til D 986 og ned til Meyrueis. Udsigten lige før les Hérans ud over Jonte kløften og udsigten oven for Aven Armand ud over den bare højslette var fantastisk og vidt forskellig så tæt på hinanden. På vej ned ad D 986 til Meyrueis går jeg næsten i stå hver gang på grund af udsigten ud over Jonte kløften og porten formet af klipper halvvejs nede.

Sørens første kommentar, da de ankom, var at han ikke havde regnet med, at noget kunne overgå Pyrenæerne i skønhed, men allerede nu måtte han revidere sin opfattelse efter turen ad D 986 fra Mende. Allerede her bør det siges, at Søren gentog dette mange gange i løbet af ugen (hvor det varmede om hjertet, at jeg ikke var helt forkert på den med hensyn til hvad der er smukt).

Søren og Esben blev vist til rette med hotellet, garagen og den private parkeringsplads. Vi fik provianteret hos købmanden på torvet lige ved hotellet. I den anden ende af byen (500 m) var der et supermarked. Desuden var diverse forretninger som turistkontor, bager, slagter, bank, kiosk og en tankstation.

Vi fik kaffe og derefter aftensmad kl. 20 på hotellets terrasse, da der stadig var lunt nok sydpå til at være udendørs. Esben bestilte en mørk øl og vi andre delte en stor karaffel rødvin. Da tjeneren (en flink fyr) ville vise os hvilke madretter på menu kortet, som hørte under halvpension, kom patron (Therese) til og viftede ham lige så fint væk og førte så hånden hen over alle sider i hele menu bogen for at vise, at vi selv kunne bestemme lige hvad vi ville, så nu var de andre ikke i tvivl om, hvem der var patron på hotellet. Vi bestilte steak denne aften, men måtte erfare, at medium svarede til næsten rå derhjemme. Det skal dog siges, at det smagte godt og var nemt at skære i (mørt) og ingen blev syge. Så de følgende dage når vi bestilte kød, bad vi om at få det gennemstegt, og så var det fint efter vores normer. Søren var virkelig tilfreds med betjeningen, og han fornemmede, at det ville blive en rigtig god uge med en rigtig god betjening, hvilket han fik ret i.

Man skulle lige vænne sig til de anderledes bløde madrasser i sengen, som ligesom formede sig efter kroppen. Godnat Ole (det var der også en der kaldte mig på arbejde).

Mandag den 03.09.07: Morgenmad hver dag kl. 8. De andre spiste ikke ret meget morgenmad, men et stort stykke baguette med smør og syltetøj plus en croissant, lidt juice og et par spande kaffe gled alligevel ned hver morgen.

Afgang kl. 9, da vi startede med ugens længste tur på 120 km gennem Tarn og Jonte kløfterne. Solen var endnu ikke brudt igennem morgendisen, men efter en lille time, da vi havde passeret col de Perjuret (en jævn og human opkørsel på knap 12 km med 300 højdemeter), kom solen frem resten af dagen, og der var en jævn vind fra vest med en behagelig temperatur.

Videre ned ad de næste 24 km til Florac. Derfra havde vi to muligheder, enten at køre uden om bakken til Montbrun ad lidt kedelig vej, eller over bakken til Montbrun ad flot vej. Den sidste løsning blev valgt. Det var en flot tur op ad D 16, men selv om det umiddelbart skulle være en moderat stigning, så bed den i lår basserne, især lige i starten hvor den var rimelig stejl. Vel oppe på højsletten Causse Mejean fortsatte vi gennem Valbelle, og derefter til højre via la Condamine og les Champs, hvorfra det gik stejlt ned ad til Montbrun på en smal og en lille smule grusset vej. Jeg kom igen bagud, fordi jeg lige skulle tage nogle udsigts billeder. Lige efter Montbrun var der et kort stykke vej, hvor det gik meget stejlt ned ad. Vel ude på vej D 907 bis, som fulgte Tarn kløften, fortsatte vi mod vest.

Ca. 10 km længere fremme kom vi til Ste Enimie, hvor vi fik frokost (sandwich og cola). Vi sad udenfor og nød solen, samtidig med at det regnede hjemme i lille Danmark.

Hele turen var utrolig naturskøn, men der udover var der mellem Ste Enimie og la Malene, samt mellem la Malene og les Vignes nogle specielle naturoplevelser m.m., så selv om det brød rytmen på cyklen, syntes jeg, at man lige burde stoppe op og nyde disse steder (hvilket vi også gjorde).

Det første sted efter Ste Enimie var byen St Chely du Tarn, som lå fantastisk smukt, og når man så under broen, kunne man se et lille vandfald fra en klippe ved byen, som endte ud i Tarn floden, og landevejen overfor byen gik gennem klipperne. Lidt senere lige efter byen Pougnadoires, var en klippe ved vejen formet som et meget højt vagttårn med tag på, og med port igennem forneden (hvor vejen gik igennem). Kort efter lå der et "tornerose slot" Chateau de la Caze, og sluttelig var der byen Chateau Haute-Rive på den modsatte side af floden, hvor eneste mulighed for at komme over til byen var en tovbane med et åbent lad til at sidde på m.m.

Vel fremme i la Malene, hvor det umiddelbart billigste sted at købe vand, var hos købmanden lidt til højre ad D 43.

Videre ad D 907 bis. Efter ca. 15 minutters kørsel kom vi til et udsigtspunkt, hvorfra der var en særlig flot udsigt ud over Tarn floden, hvor den passerede nogle lodrette klippevægge. Umiddelbart efter fulgte med kort mellemrum, først en smuk by på den modsatte side af floden, hvor der ikke var veje til, derefter en speciel fritstående stor sten / klippe, og sluttelig kom vi til Cirque des Baumes, de store klipper der hængte ud over vejen, og hvor en af klipperne var udformet som et hoved i profil, det var meget stort og tydeligt.

Kort efter drejede vejen mod syd via les Vignes til le Rozier. På denne strækning var der meget dårlig satellit forbindelse til GPS computeren, så meget at den flere gange oplyste, at nogle informationer gik tabt.

Da vi krydsede Tarn floden for at komme ind til le Rozier, så vi en gammel stenbro, og det morede de andre, at halvdelen af broen manglede. Resten af vejen til Meyrueis gennem Gorges de la Jonte med alle mulige former for klippeudformninger kan ikke beskrives, det skal ses. Desuden var der mange steder på denne og de andre ture, som fik mere charme og varme, på grund af den grønne vegetation, hvilket havde manglet de andre gange jeg havde været der i april måned. Få kilometer oppe i kløften kom vi til Belvedere des Terrasses, hvor mange tog til for at se på gribbe, og vi var så heldige, at der var en kæmpe flok gribbe, der svævede lige oven over os (vi måtte se grydeklar ud alle sammen, siden der var så mange), Tom mente bestemt, at der i hvert fald var over 50 gribbe.

Jeg havde længe følt mig tilpas til en by spurt, men et par kilometer før Meyrueis, blev jeg drænet for den sidste energi, så jeg glemte alt om by spurt. De andre holdt ved supermarkedet, da alle havde samme tanke som mig, at vi lige skulle have lidt cola og andet mundgodt med tilbage til hotellet.

Afslapning indtil aftensmaden. Vi bestilte mad, hvorefter tjeneren af sig selv sagde en mørk øl og en stor karaffel rødvin, hvortil vi grinende kun kunne sige ja. De andre var heldigvis positivt overrasket over salatforretterne. Da vi også havde bestilt steak denne dag, kom patron og sagde, at vi godt måtte bestille lige hvad vi ønskede. Kødet var fint gennemstegt. Blåbær desserten med flødeskum blev vel modtaget, især Esben kunne lide den. Vi sluttede af med 4 kopper kaffe.

Vi gik lige en lille tur i gaden inden sovstrup, men vi skulle passe på, for flere gange kom nogle flagermus flyvende lige forbi vores hoveder.

Tirsdag den 04.09.07: Afgang kl. 10, dagen bød på sol med en frisk til hård kølig vind fra nordvest, selv om det hver dag nogle gange var svært at bestemme vindretningen, da slugter, kløfter m.m. skabte en masse kastevinde. Turens kongeetape, som vi skulle køre denne dag, havde været vendt og drejet mange gange inden med hensyn til stejlhed og gearinger. Nu kom prøvelsens time, om de havde lyttet godt nok efter, vurderet sine evner rigtigt m.m.

Rutebeskrivelsen for kongeetapen var som følger: Meyrueis, D 996, le Truel, St Pierre des Tripiers, le Bruel, les Vignes, Aimieres, le Mas-Rouch, Cauquenas, la Malene, D 43, D 986. la Parade, Meyrueis.

Jeg kørte forrest de 16 km gennem Gorges de la Jonte ad D 996 til le Truel. Jeg fornemmede spændingen bagved, hvad tænkte de? Det var ligesom, når vi kørte Århus - København, hvor ingen ville føre hen langs Vejle fjord på vej til Munkebjerg bakken, som der også gik mange skræk historier om. Vi ankom til le Truel uden problemer.

De andre gjorde sig klar i stilhed til kampen med bakken på 4,5 km og med en stigningsprocent på knap 10 procent. Derimod fik jeg travlt med at flytte mig for en bilist, som absolut skulle holde lige hvor jeg stod, selv om der var plads både foran og bagved mig.

Esben startede først. Han kørte mod le Rozier, lige forbi den lille vej vi skulle op ad. Vi råbte ad ham. Kort efter kom han susende forbi os alle.

Han vejede også henholdsvis 20 og 30 kg mindre end mig og Tom, samt at han var knap 15 år yngre end Søren, der lå i samme vægtklasse som Esben. Gearinger: Esben 39/27, Tom 34/27, Søren 34/29, mig 30/26 (den letteste gearing jeg brugte).

Vi andre fandt alle vores egen rytme. Der var mange sving, så de andre forsvandt hurtigt ud af syne. Ret hurtigt kom der en bil bagfra, og jeg måtte af cyklen og ud på skråningen og stå, for at bilen kunne komme forbi mig, så smal var vejen. Efter ca. 500 m stod Esben ved en vigeplads, han fortsatte sammen med mig. Han sagde, at hans hurtige udlæg skyldtes, at han ville have en lille forspring, fordi han skulle træde af på naturens vegne, men bagefter kunne han godt mærke, at det havde kostet kræfter. Cirka halvvejs oppe blev Esben nødt til at stoppe for at benene lige kunne få et lille hvil. Lige inden toppen kom der minsandten to biler i mod os på den lille vej.

De andre ventede oppe på højsletten Causse Mejean lige før St. Pierre des Tripiers. Der blæste en hård vind fra nordvest, så det var med at få vindvesten på. De var kommet fint op ad bakken, men alle tre var enige om, at de godt kunne have brugt et gear eller to lettere, og især Esben, som var grøn i bjerg faget, gav mig nu ret i, hvad jeg havde fortalt ham om gearinger. Alle var enige om, at det var en god og hård udfordring.

Stykket hen over sletten til le Bruel var ikke fladt, de andre brummede noget over, at de skulle over endnu en knold, og så i modvind, men udsigten var fantastisk, og vi kunne se den næste stigning, vi skulle op ad, på den anden side af Tarn kløften. Der var næsten intet løst grus denne gang på vej ned til la Bourgarie, hvor den lille terrier denne gang lå ved muren og sov, og den reagerede overhovedet ikke på at vi kørte forbi, selv om de andre hunde i hundegården bagved gøede.

På nedkørslen fra le Bruel til les Vignes ad D 16, måtte jeg stoppe flere gange for at tage billeder, da det var et af de steder, hvor der var en fantastisk udsigt ud over Tarn kløften mod syd / le Rozier. Et af stederne jeg stoppede, var lige før et sving, og jeg kunne slet ikke høre, at de andre stod lige efter svinget og snakkede og betragtede den fantastiske udsigt.

Nede i les Vignes lå der en restaurant lige ved krydset, og fra deres terrasse var der en herlig udsigt, og solen kunne varme os ved bordet, hvorfor vi bestilte den obligatoriske sandwich med cola. Terrassen hang ud over flodlejet, så man skulle ikke tabe sine penge ned i revnerne i gulvet, vel Søren?

Denne gang skulle vi også starte med at køre op ad lige efter frokost ad D 995, hvilket de ikke havde det så godt med, men alligevel drønede de derop ad. Tom og Søren ventede på os oppe ved krydset efter 5 kilometers kørsel. Derfra fortsatte vi 7 km ad D 46 i udkanten af højsletten Causse de Sauveterre. Undervejs nød vi endnu en fantastisk udsigt ud over Tarn kløften, denne gang i østlig retning mod la Malene.

Da vi efter 47 kilometers kørsel drejede til højre ad en hyggelig bugtet vej mod le Mas-Rouch og la Malene, stadig i udkanten af højsletten Causse de Sauveterre, slap vi af med modvinden og fik stort set medvind resten af vejen hjem. Der var 12 km til la Malene. Fra Cauquenas begyndte det at gå ned ad til la Malene, og sidste halvdel af nedkørslen var ad D 43. På vej ned kunne vi se den stejle skråning på den anden side af Tarn kløften / la Malene. Vejen på skråningen (D 43) med de mange skarpe sving, førte op til højsletten Causse Mejean.

Jeg kendte turen op, så jeg glædede mig, men hvad tænkte de andre? Alle havde vand m.m., så jeg fik et par minutters forspring, så jeg kunne nå at gøre kameraet klar et godt sted lidt oppe ad bakken. Jeg fik et par gode billeder i kassen. Efterfølgende var det meget sjovt, at se de andres måde at "kravle" op ad bakken på.

Jeg fornemmede trætheden hos de andre, da jeg nåede toppen. Tom var enig med mig i, at det vidst var bedst, at vi sprang den lille bakkede sløjfe over, som vi havde kørt om søndagen fra la Parade. Derfor gik det lige hjemad i medvinden ad D 43 og D 986 via la Parade. Jeg kørte forrest, hvorfor jeg forsøgte at holde en rimelig fart op ad den lette stigning til la Parade, så de ikke faldt i søvn (da jeg jo var den langsomste), men pludselig blev der råbt - ro på - fra rækken bagved, hvilket forbavsede mig, og selvfølgelig kom der ro på, da vi jo skulle samlet til Meyrueis.

Denne dag syntes jeg, at specielt benene havde gjort sig fortjent til et dejligt varmt karbad.

På nær søndag gik vi ned for at spise allerede kl. 19.30, hvilket var ok. Det første der skete, da vi havde sat os, var at tjeneren uden videre kom med en mørk øl og en stor karaffel rødvin. Herligt, og især Søren lå flad af grin, da det var en betjening lige efter hans smag.

Onsdag den 05.09.07: Afgang kl. 9.30, selv om det var en kort tur på 58 km til Mont Aigoual, for planen var, når vi kom tilbage, at vi skulle køre til Millau i bil for at se verdens højeste bro. De andre havde ønsket denne korte tur efter gårdsdagen hårde strabadser, hvorfor jeg havde foreslået ovenstående.

Vi startede endnu engang i fint solskinsvejr, og de første 6 km ad D 986 gik jævnt op ad gennem skov. Fra toppen kørte vi et stykke i udkanten af højsletten Causse Noir, hvorefter vejen drejede ind i Parc National des Cevennes mod Mont Aigoual. Lige inden byen Camprieu holdt vi ved et udsigtspunkt, hvorfra vi kunne se ned mod den smukke grotteindgang til Abime de Bramabiau. Jeg stoppede også dem, som kørte på en tandem foran os, så de fik set grotten. Videre op ad til col de la Sereyrede, hvorfra vi fortsatte ad D 18 og D 269 op til Mont Aigoual. Denne gang var ingen af vejene spærret af sne.

Det kunne simpelthen ikke have været bedre vejr til at nyde udsigten fra Mont Aigoual. Vi cyklede helt op til det smukke udsigtstårn oven på observatoriet, selv om det var grusvej det sidste stykke. En stor flok "franske høns", som var på vandretur, brød stilheden oppe i tårnet. Det kunne dog ikke ødelægge den fantastiske udsigt til alle sider. Middelhavet i det fjerne mod syd, og Mont Ventoux i det fjerne mod øst og så videre, det skal opleves, for det er næsten ikke til at beskrive. Derfor varede det lidt, inden vi kørte videre ad D 18 ned til col de Perjuret og videre ned til Meyrueis. En nedkørsel på totalt ca. 25 km.

Efter en portion havregryn (jeg havde havregryn og cornflakes med til alle, hvis de ikke kunne blive mæt af den franske morgenmad), kørte vi til Millau i bil, en tur på ca. 100 km frem og tilbage. Efter en lille gåtur rundt i centrum af Millau, kørte vi ud til et udsigtspunkt nordvest for byen, hvorfra man kunne se Viaduc, verdens højeste bro med 7 bropiller. Fra p-pladsen kunne man ad vandrestier komme meget tæt på broen, men alle de trætte ben syntes, at vi skulle blive ved p-pladsen og derfra nyde udsigten til broen og ud over Millau med de bagved liggende bjerge / højsletter. Jeg kunne forestille mig, at udsigten fra p-pladsen om aftenen også ville være lige så flot, som dengang jeg en aften kørte ned til Millau på den modsatte side af byen. Vi kørte samme vej tilbage, og endnu engang nød jeg turen gennem Gorges de la Jonte med alle de mest særprægede klippeformationer på begge sider af vejen.

Jo, også denne dag kom tjeneren med en mørk øl og en stor karaffel rødvin af sig selv. Først derefter kom han med menukortene og tog bestilling. Beskrivelse af god mad var ikke lige mig, men nyde det gjorde jeg. Til kaffen skulle Søren lige pludselig flotte sig med en Calvados (æblebrændevin), men han skulle ikke sidde og nyde den alene, så jeg bestilte en portvin.

Torsdag den 06.09.07: Afgang kl. 9.30 i dejligt solskinsvejr og med en jævn vind fra øst. På vej op til col de Perjuret beklagede Søren sig over problemer med det ene skinneben, så hvis det ikke blev bedre inden Perjuret, så ville han vende om. Esben sagde, at han stadig havde maveproblemer, så han ville køre med Søren tilbage. Heldigvis gik Sørens problemer over, efter at have kørt i meget lette gear resten af vejen til toppen, for ikke at belaste skinnebenet, så alle fortsatte, og godt for det, for vi fik en god tur ud af det. Det havde været lidt kedeligt, kun at have været 2 mand på turen.

Vi fortsatte videre op til Cabrillac. Derfra ad en rigtig bondevej ned til col Salides, hvorfra der var en skøn udsigt mod de nordlige bjergrygge. Videre ned til D 907 og lidt til højre ad den, hvorefter til venstre ned ad en stejl C-vej (som på kortet hed D 10 A) mod Bassurels. I foråret var den spærret, formentlig på grund af vejarbejde, for vi måtte køre forsigtig ned ad den, fordi der stadig lå en masse løst grus fra vejbelægningsarbejde. Fra bunden, hvor jeg fik et godt billede af Tom, da han forsøgte at forskrække mig, ved at køre lige imod mig, gik det jævnt op ad D 10 til Pompidou. Det var en hel kastanje allé, og jeg sad hele tiden og ventede på at få en kastanje i hovedet, men jeg slap.

Der var ingen spisesteder i Pompidou, og det lille supermarked var løbet tør for alt det vi kunne tænke os, så vi fortsatte efter en colas tid.

Vi startede med at køre op ad D 9 til toppen af Corniche des Cevennes, en højderyg med en masse udsigtspunkter. Søren var kørt lidt i forvejen, da han formentlig havde en siver (punktering) på forhjulet. Han ville så skifte slange på toppen. På toppen, efter nogle kilometer, bandede de lidt over det udlæg lige efter pausen, men udsigten, blandt andet til Mont Aigoual, lagde en lille dæmper på deres udbrud. Vinden var gået om i nord, så nu fik vi også modvind hen til col de Solpériére, hvorfra vi kørte ned ad D 49 til Racoules. Ved starten af D 49 gjorde Esben opmærksom på skiltet, hvorpå der stod - Route difficile et dangereuse -, hvortil jeg svarede, at det havde der også været skiltet med ved andre af de gode små veje, vi havde kørt på, samt at D 49 også var en ok vej. Skiltningen var nok snarere ment som en generel advarsel om at køre forsigtigt på de smalle veje med uoverskuelige skarpe sving og manglende advarselsskiltning / autoværn.

På vej ned mødte jeg en vogn med et æsel spændt foran. Hver gang den ville stoppe, fik han den i gang med nogle kommandoer uden problemer. Han var fortroppen af en flok sigøjnere med skæget flettet og håret strittende til alle sider. I et hårnålesving lidt længere nede stod de andre, og Søren var ikke blevet færdig med at grine endnu, for det havde bare været det helt store cirkus, da ham med æslet skulle passere en varevogn i svinget. Helt nede ved Racoules blev en sigøjner mor med sit barn efterladt af en anden æselvogn, mærkeligt.

Lidt længere fremme i Vebron var det ikke muligt at få noget at spise, men vi blev henvist til les Vanels, hvortil der var 2 kilometer. En lille flække, men der var en kro - Auberge du Tarnon. Tjeneren kunne kun byde på kaffe, men kro mutter havde mere forstand på det, for da hun kom ud med kaffen, sagde hun, at vi godt kunne bestille sandwich. Tom og jeg fik sandwich og cola. De to andre fugleskræmsler skulle ikke have noget. Søren nøjedes med den ene figen, som lå på bordet. Det var et par kæmpe sandwich, så Søren fik noget af min.

Fra kroen var der ca. 5 km flad vej hen til Rousses ad D 907, så maden lige kunne synke ned, inden vi skulle klatre op ad dagens sidste stigning på ca. 9 km op til Cabrillac langs Gorges du Tapoul ad D 119. Det var en lille bondevej, som man ikke lige ville dreje ind ad, hvis man ikke vidste bedre. Først lige lidt ned ad og over en gammel stenbro. Især Esben var betaget af de store glatte sten nede i vandet nedenfor broen. Jeg nød turen op. På toppen ved Cabrillac fornemmede jeg, at de andre var præget af træthed efter fire dages strabadser. De sidste 20 kilometer (af de i alt 90 km) kunne de dog overkomme, for det gik nemlig stort set ned ad. Det var kun Tom, som indhentede Esben, der var kørt i forvejen, fordi han slet ikke brød sig om at køre ned ad, men vi andre fornemmede, at det allerede gik meget bedre for Esben med at køre ned ad i forhold til den første dag.

Blandt andet afslapning med en kop kaffe inden aftensmaden. Da vi gik ind for at spise, hyggede vi os stadig med, at det første der skete var, at tjeneren kom med en mørk øl og en stor karaffel rødvin. Dagsordenen var sat. Efter endnu et måltid godt mad, skulle vi selvfølgelig have en god kop kaffe, og denne dag valgte jeg at prøve en Calvados lige som Søren. Den kan anbefales.

Fredag den 07.09.07: Om onsdagen havde jeg lovet dem en kort tur på 65 km her om fredagen, hvis de kørte med på torsdagens bakkede tur på 90 km, hvorfor vi først kørte kl. 10.

Inden da gik Tom og jeg en lille tur nede på den tørre del af flodlejet, hvor vi nød morgensolen.

De første 3,5 km gik op ad en lille bondevej til Serigas i et roligt tempo. Der var en jævn til frisk vind fra nord, så de næste ca. 35 km via Veyreau, Vessac og Lanuéjols til Tréves var med sidevind og let medvind i let kuperet terræn hen over højsletten Causse Noir. Det var lige terræn for Tom, selv om vi andre nu også nød det. Vi hyggede os på nedkørslen til Tréves, da der var så skønt.

I byens restaurant var det kun muligt at købe kaffe, så da der kun var knap 30 km hjem, valgte vi at køre hjemad, da alle havde lidt at tygge på.

Vi kørte ad D 157, hvor det gik let op ad, og efter ca. 8 km skulle de vente ved det første kryds (jævnfør kortet), da vi skulle til venstre og op ad D 252. Pludselig lå der en lille slange og solede sig mit på vejen. De andre holdt nogle kilometer inden D 252 ved en asfalteret C-vej, som gik lige op i himlen, og som førte til Lanuéjols og Montjardin jævnfør skiltene (det måtte være den stigning, som jeg havde fundet på hjemmesiden salite.ch, men som jeg ikke kunne finde ud af hvor var, da den ikke var på kortet). Lidt senere kom vi til D 252, som var en god bakke på 3 km, og som trak søm ud på femte dagen. Vel oppe på vej D 986, hvor vi kørte i udkanten af Causse Noir. Jeg tror, at Tom nød at give den gas ned ad den 6 km lange gode nedkørsel til Meyrueis, og derved fik han ikke ødelagt statistikken, i det han var kommet først til hotellet hver dag.

Selv om det var et mere sommerpræget tidspunkt med flere mennesker og biler, samt flere cykelmotionister, så nød jeg, at vi også på denne uges ture stort set havde de små veje for os selv, og at trafikken på hovedfærdselsårerne havde været meget dæmpet. Det siges dog også, at Cevennes skulle være det tyndest befolkede område i Frankrig. Utroligt, for det var et af de smukkeste områder, men måske netop derfor var det franskmændenes yndede feriemål.

Efter pakning af bilerne, fik vi lige købt lidt proviant til hjemturen, og en enkelt flaske champagne syntes jeg også vi skulle have, for at få sagt ordentlig tak for en god og veloverstået uge. Da vi kom ud fra supermarkedet, kom der minsandten en på en Principia cykel, og på et af egerne på forhjulet sad der en stor fed græshoppe på over 5 cm, utroligt at den kunne holde sig fast. Den måtte nyde karruselturen.

Vi fik champagne på Søren og Esbens værelse, og hvem tømte flasken Søren? Der kom en forkvaklet undskyldning om, at jeg ikke havde godt af det. Nå, Esben gav mig et par flasker af den lokale rødvin som tak for turen, og Søren syntes, at jeg ikke kunne være bekendt at køre rundt med mit lasede landkort, så han gav mig et nyt som tak for turen. Jeg takkede, og var selvfølgelig glad for, at de havde nydt turen, som jeg havde arrangeret.

Endnu engang hyggede vi os med, efter at vi havde sat os til bords, at det første der skete var, at tjeneren kom med en mørk øl og en stor karaffel rødvin (det sædvanlige). Patron (Therese) kom og anbefalede, hvad vi burde spise denne sidste aften. Det var kun Søren og undertegnede, som lod det være overraskelsernes time ved alle 3 retter, hvilket hun (patron) lige skulle undre sig over. Både Søren og jeg var yderst tilfreds med overraskelserne. Jeg var (er) ikke så god til navne på mad, men det smagte fortrinligt. Til kaffen fik jeg en portvin (selv om en Calvados trak), både Søren, Tom og Esben fik en Calvados (æblebrændevin). Pludselig kom patron og skubbede til mig, at jeg skulle se at få drukket ud og ikke snakke så meget, hvorefter hun på husets regning gav en lignende omgang portvin og Calvados til kaffen, så de måtte da have været tilfredse med vores besøg. En herlig afslutning på en god uge.

Alt hvad vi havde fået at drikke i løbet af ugen, var blevet skrevet på hotelregningen, og da vi havde fået cirka lige meget hver, blev regningen delt op i 4, da vi måtte betale hver vores del med hver vores visa kort. 10 euro i drikkepenge blev det til, uvidende om det var for meget eller for lidt. De fik i hvert fald at vide, at vi havde haft en dejlig uge, og at vi havde været meget tilfredse med hotellet og betjeningen.

Tidligt i seng som de andre dage, da lørdagen jo bød på en lang køretur hjem.

Lørdag den 08.09.07: Efter morgenmaden kørte vi til Florac. Derfra ad N 106 til la Grand-Combe, videre ad D 128 - D 59 - D 904 til St Ambroix. D 904 - D 104 og D901 mod les Vans. Inden byen til højre ad D 252, som var en meget smuk vej med mange klipper helt ud til vejkanten. Dette vejstykke var det første jeg ville vise dem på tilbageturen. Derefter fortsatte vi ad D 111 - D 579 - D 290 til Pont d'Arc i Gorges de L'Ardeche kløften, som var det andet sted jeg ville vise dem, inden det bare gik direkte hjem ad motorvejen til Danmark. Pont d'Arc er en klippe som danner en bro over Ardeche floden, hvor den drejer næsten 180 grader, og så er der skønne sandbredder på begge sider. Det ligner et lille paradis. Resten af turen langs Ardeche floden var også fantastisk flot, inden vi drejede fra ad D 590 - D 4 - Bourg St Andéol - N 7 og til motorvej A 7, som vi kom på ved tilkørsel 18 syd for Montelimar.
Vejafgift til Lyon kostede 11 euro, fra Lyon til Belfort 23 euro, og så 2½ euro ved Mulhouse.
Vi kørte ad A 7, A 46, N 346, A 42, A 40, A 39, A 36 i Frankrig, og vej 5 og 7 i Tyskland.
Betalingsstedet ved Lyon skabte en stor trafikprop, og det var virkelig alles kamp mod alle da bilerne i ca. 30 baner skulle presses sammen på 2 baner. Da vi kom til Tyskland, blev det sagt i radioen, at en helikopter var styrtet ned på vej 5 ved Baden-Baden, men vi mærkede ikke noget til det på trafikken, da vi kom dertil. Ellers var det kun en traktor som brød normalbilledet lidt senere, på resten af turen. Vi fik et par timers søvn hen på natten.

Søndag den 09.09,07: Vejene var noget våde resten af vejen, men solen skinnede dejligt. Desværre skulle et par betjente, lige inden grænsen til Danmark, forsinke os sådan en tidlig søndag morgen med at gennemrode bilen, så vi ankom først til Skanderborg kl. 08.00. Hurtig aflæsning, så Tom kunne komme hjem og sove. De andre var også kørt igennem uden stop, så de var i Rødding kl. 05.15, og Søren var i Århus kl. 07.00.

Vel hjemme efter en herlig tur på alle områder. Min opfattelse var, at alle havde været yderst tilfreds med hotellet / betjeningen, og at de havde fået nogle cykel- og naturoplevelser, som de sent vil glemme, og så har jeg det godt, når målet med turen er nået.

De andre lovede at skrive et par linier om, hvordan de havde oplevet turen, hvilket jeg glædede mig til at læse.
Følgende sms tekst sendte Esben d.11.09.07: Hej Ole. Endnu engang tak for en meget vel tilrettelagt tur, og for godt selskab. Søren og jeg nåede til Rødding kl. 5.15. Jeg håber han er kommet godt hjem. Jeg glæder mig til at se billederne. Hilsen Esben.

Alle billederne og lidt kortfilm, der blev taget, lagde jeg på en cd, så alle havde lidt at kigge på, så familie og venner med flere kunne se, hvad de var gået glip af.
Desuden sendte jeg en mail til hotelejerne med nogle billeder af deres dreng, som jeg fanget på racercykel.

Ugens oplysninger fra cykelcomputeren.

02.09.07 tid 1.24.03 km 029,43 g.snit 21,0 max.hast. 54,0 g.puls 137
max.puls 174 kørte højdemeter (opad) 0418
03.09.07 tid 5.48.15 km 121,79 g.snit 21,0 max.hast. 56,5 g.puls 129
max.puls 192 kørte højdemeter (opad) 1501
04.09.07 tid 4.43.01 km 083,30 g.snit 17,7 max.hast. 54,5 g.puls 128
max.puls 195 kørte højdemeter (opad) 1697
05.09.07 tid 2.51.01 km 057,81 g.snit 20,3 max.hast. 54,5 g.puls 122
max.puls 158 kørte højdemeter (opad) 1012
06.09.07 tid 5.04.11 km 089,80 g.snit 17,7 max.hast. 56,5 g.puls 124
max.puls 159 kørte højdemeter (opad) 1828
07.09.07 tid 2.59.33 km 062,09 g.snit 20,8 max.hast. 50,5 g.puls 128
max.puls 176 kørte højdemeter (opad) 0986

i alt 444,22 km og ca. 7442 højdemeter.