Forårsture til Spanien.

Når jeg hører eller ser ordet Spanien, tænker jeg uvilkårligt på "træningslejr" / cykelture på Mallorca og området nord for Barcelona, for selv om spaniolerne har temperament, så nyder jeg, at de viser mærkbart mere hensyn til bløde trafikanter end de aggressive og utålmodige danske bilister. Man skal godt nok have øjne i nakken hjemme i Danmark. Desuden er der begge steder et terræn for enhver smag i skønne omgivelser mange steder. Som regel er der også så lunt i vejret, at man kan smide alle vinterkludene.

I år (april 2003) var jeg med Gert Bendig fra Odder cykel motion for 5. gang til området nord for Barcelona. En skønne tur Gert laver, hvorfor jeg gerne vil med hvert år.
En hel del er gengangere, så det er lige før, at man føler, at det er en familietur.
Jeg mener det var 14. gang til Spanien og 10. gang på hotel Mercury. Vi har mange gange forsøgt at lokke Gert helt op på toppen af Turö de l'Home (1660 m), men først denne gang lykkedes det. Bagefter var Gert ikke i tvivl om, at han skulle derop igen til næste år, blandt andet for at nyde den flotte udsigt.
For første gang var vi så uheldige, at ca. 25 ud af 38 fik maveonde, hvilket nedsatte ens formåen, men alle var ved godt mod den sidste aften, hvor der skulle festes. Da vi havde 10 års jubilæum, havde hotellet, som en lille overraskelse, lavet et langbord i restauranten, hvor de bød på lagkage og champagne.
Jeg måtte have været syg allerede om søndagen, det må være den eneste forklaring på, at Klaus, som jeg skriver for, på vej op ad Turö de l'Home, kom kørende forbi mig med en smøg i munden, samtidig med at han spurgte mig, om det snart blev til noget.

Fire uger forinden blev jeg ringet op af Lisbeth fra Aktiv Cykel Rejser, om jeg med få dages varsel kunne afse 14 dage til hende og køre en lastbil med cykler til Mallorca og tilbage igen en uge senere, for der var en chauffør, der havde svigtet hende. Jeg kunne lige nå at komme hjem, inden jeg skulle af sted med Gert Bendig, så jeg fik med held ordnet den nødvendige frihed fra mit arbejde. Turen frem og tilbage gik fint på nær da vi blev standset af det franske politi. Det var ikke en behagelig oplevelse. Lærdommen af det var, at man skal huske at havde international, helst fransk deklaration på de ting man har med, såsom medicin, kosttilskud, energivarer og lignende, for de er dopingfikseret, og de har jo trods alt lov til at tage en med på stationen, hvis der er noget de er i tvivl om. Tag ikke noget med for andre.
Dette ekstrajob bevirkede, at jeg fik mulighed for at tage på nogle cykelture i den uge jeg var på øen, og det siger man jo ikke nej tak til.

hilsen fra Ole Thisted
www.olethisted.dk
olethisted@mail.dk