Jeg rykkede flere gange for nærmere information, men der kom aldrig noget. Først midt i august kom der et brev om flyafgang og hvor cyklen skulle afleveres (da den skulle fragtes i bil til Frankrig). Kortmateriale m.m. fik jeg først d. 3 / 9, da jeg afleverede cyklen til cykeltransporten (så var alt ved det gamle, nemlig at Lisbeth først udleverede nødvendig materiale i sidste øjeblik. De fleste af Lisbeths gæster har lært at leve med, at det er sådan). Det viste sig senere, at de kort, rutebeskrivelser m.m. jeg selv havde lavet ud fra nogle løse informationer, var brugbare.

Endnu engang var jeg uheldig med sygdom inden en cykeltur. Denne gang var jeg syg hele ugen inden. Alle gode gamle råd blev taget i brug for at blive rask, hvilket til dels lykkedes, men jeg var noget mat i sokkeholderne, da jeg tog toget til København søndag aften d. 4 / 9.

Jeg overnattede hos min søster, der boede lige ved siden af lufthavnen (meget heldigt at hun boede der, for de andre jyder tog chancen med nattoget, der først ankom til lufthavnen efter mødetidspunktet, en unødig stressfaktor). Ved familiebesøg snakkes der jo, så det blev kun til nogle få timers søvn.

05.09.05. Selv om jeg var b-menneske, så kom vi da op, og vi nåede da også ud i lufthavnen til mødetiden kl. 05.50. Jeg kom heldigvis lige inden det store ryk ind.

Det var mange år siden jeg sidst havde været ude at flyve, så jeg havde ikke lige tænkt over bagagens vægt (der var for meget i kufferten), men kun koncentreret mig om "farlige" ting. Da overvægt kostede 40 kr. pr. ekstra kilo, syntes hende i check-ind-stedet for bagage, at jeg skulle omfordele bagagen. I kampens hede glemte jeg alt om sikkerhed og kom til at lægge noget værktøj i håndbagagen, så da jeg skulle gennem checkstedet på vej ud til flyveren, blev jeg stoppet, og sendt tilbage til bagageskranken med værktøjet. Jeg snød mig lidt uden om den enorme lange kø der da var, for ellers ville jeg ikke have nået flyveren. Jeg fik afleveret den lille papkasse, og så ud til flyveren.
Vi skulle med Mærsk Air. Jeg havde fået en vinduesplads, men da der var god plads, fik jeg lov til at sætte mig hen på en gangplads, så jeg kunne komme op og bevæge mig på grund af mine ryg problemer. Turen gik smertefrit, og efter halvanden time var vi i Geneve i Schweiz. En af deltagerne, Claus, havde ikke fået sin kuffert, og i lufthavnen vidste de ikke, hvor den var.
Der var diset og let sol denne formiddag, hvor vi skulle med bus om på den anden side af Geneve-søen til Thonon les Bains lidt inde i Frankrig.

Lisbeth og Tim, der havde kørt cyklerne dertil, tog imod ved hotellet. Lisbeth holdt et lille orienteringsmøde udenfor i det fine vejr (jeg hørte dog kun det halve af hvad der blev sagt på grund af billarmen). Jeg fandt dog hurtigt ud af, at der var stor spredning i gruppen cykelmæssigt, og at der var flere, som var af sted for første gang på sådan en cykeltur. Desuden var der nogen, som følte, at de inden afrejsen godt ville have haft noget information om tøjvalg, ruterne m.m., hvorfor jeg forsøgte efter bedste evne, at informere om tøjvalg, lidt køreteknik, ruterne (eventuel alternative ruter) og andre praktiske ting ved mødet og når der var brug for det i løbet af ugen.

Bagefter gik vi en lille tur hen i byen indtil værelserne blev ledige kl. 12.

Efter frokost var det tid til klargøring af cykler. Claus kunne af gode grunde ikke komme med, men flyselskabet havde fundet kufferten hos toldvæsenet, og han havde fået lovning på, at hans kuffert ville være fremme ved hotellet næste dag, inden vi skulle af sted (den var blevet holdt tilbage på grund af patronerne, han havde til påfyldning af luft i cykelslanger), så han også kunne komme ud og cykle.
Så ud på en lille "trilletur" langs Geneve-søen mod øst til grænsebyen Gingolph. Jeg var spændt på hvordan kroppen ville reagere, for på grund af sygdommen havde jeg ikke været ude at cykle i 10 dage, og jeg var godt mat i benene / kroppen. Det blev til alt andet end en trilletur. Der blev trådt til fra start (ren udskilningsløb), og til sidst gik der cykelløb i det, men en stor ros fik de alle bagefter, for uden at det var blevet nævnt, så kørte alle pænt og på en lang række (hvilket ikke var normalt for danskere, især på den første dag). Om det var fordi de blev rost, ved jeg ikke, men alle kørte stort set eksemplarisk hele ugen. Alle vel tilbage efter turen. Guide-arbejde var der ikke meget af denne dag.

Hotel IBIS var udmærket, og maden ligeså. Jeg delte værelse med Palle, som skulle være guide på hold 1. Tim fik hold 2, da jeg havde meddelt Lisbeth, at jeg udelukkende var hold 3 mand. På summemødet i forbindelse med aftensmaden, blev der fortalt lidt om næste dags tur, blandt andet sagde jeg, at jeg altid ville køre bagest, så ingen blev efterladt eller at nogen følte sig som Palle alene i verden. Specielt dem som ikke havde været med på lignende ture før var glade for den udmelding, og den blev håndhævet hele ugen. Da alle var spændte på den kommende uges strabadser, faldt der hurtigt ro over lejren.

06.09.05. Denne dag skulle så være min debut som guide, så jeg var spændt på, om jeg kunne føre mine tanker om jobbet ud i livet.
Der var morgenmad fra kl. 7. Jeg sørgede for at være der, hvis nogen havde spørgsmål, og jeg gik først ud til cykeltraileren, hvis der var nogen som havde brug for hjælp inden afgang, hvilket der som regel var. Claus havde fået sin kuffert, for han var kommet i cykeltøjet.

Hold 3 startede kl. 9 som første hold. Vi var 10 - 12 personer. Af erfaring vidste jeg, at folk den første dag havde alt for meget krudt i rumpeteren, så jeg gjorde alt for at holde tempoet stille og rolig, hvilket stort set lykkedes på hele turen, for ændringer i hotelplanen havde gjort, at dagens tur ville blive lang og på ca. 150 km. Der skulle jo gerne være noget krudt tilbage til de andre dage.
Inden de andre hold passerede os, var der allerede et par stykker, som havde fundet ud af, at de hørte til på et af de andre hold, for de var væk efter de andre hold havde passeret os. Alle vidste, at hvis de ikke ventede på guiden som aftalt, så var de selv ansvarlige for at finde frem til hotellet.
De faste på hold 3 var Peter, fra Vestsjælland Jens og Bølle (Carsten), fra Greve og omegn Jørgen, Svend Erik, Bo og Erik. I løbet af ugen var der så nogle stykker som skiftede mellem hold hold 2 og 3. Lad mig nævne med det samme, at det var en behagelig gruppe mennesker jeg fulgtes med, de gjorde det nemt for mig at være guide på alle måder (færdselsmæssigt, tålmodighed, kørte fornuftigt osv.). Alle syntes også, at der skulle være tid til at nyde naturen.

Vi startede med at køre let opad igennem en meget flot slugt mod Morzine. Heldige var vi, for solen skinnede, i stedet for regnvejr som der var blevet lovet i vejrudsigten.

Allerede efter ca. 19 km var vejen spærret, så vi skulle på en lille omvej over en ekstra lille knold (D902 var spærret ved Gys, så vi skulle til venstre op ad D32, og i først komne kryds til højre ad D332 til D902 igen, i alt ca. 4 km på omveje).

På vej op ad de sidste kilometer til col des Gets fik Jens små kramper, men alle kom fint ned til Taninges og videre over en lille knold til Cluses.

På torvet i Cluses mødte vi Palle, som havde valgt at køre alene hver dag på sin turistcykel med bagagebæger og cykeltaske, så han kunne handle ind undervejs, samt have tid til at nyde en lokal delikatesse hvor det var muligt. Han kørte hurtigere end hold 3, så i ugens løb mødte vi ham flere gange. Nogle af gangene var han ved at skifte dæk, slange eller ved at ordne noget andet på cyklen, selv om det kunne have været ordnet før eller efter turen. Da han ikke altid havde helt styr på det, undrede det mig, at han ikke var særlig modtagelig for gode råd m.m.
Vi fik tanket vand fra vandposten, og i ugens løb var det stort set muligt at få tanket op med vand jævnligt.
Pludselig ringede min udleverede guide-telefon (den havde vist ringet flere gange, uden at jeg havde hørt den, hvilket skete en del gange i løbet af ugen, for jeg havde svært ved at høre den på ryggen når det gik derudad), det var Lisbeth, som var kommet lidt på afveje i Cluses's gader, men jeg fik ledt hende på rette spor. I det samme kom hold 2 op til os, de havde også problemer med at finde vej, så de fulgtes med os ud af byen.

Opkørslen til col de la Colombière var fantastisk flot. Desværre begyndte Jens at få krampe igen, og jo længere vi kom op, jo værre blev det.

Undervejs så vi en fremmed cyklist, som var styrtet på vej nedad og var kommet slemt til skade i hovedet (det blødte voldsomt). Heldigvis var der nogle franskmænd, som gav den nødvendige hjælp.

Halvvejs oppe kom vi til at holde frokost før end beregnet, for der holdt Lisbeth med servicebilen, som havde problemer med afkølingen. En af deltagerne, som var mekaniker, kunne heldigvis hjælpe Lisbeth. Han fandt fejlen og fik udbedret skaderne, så det passede med, at Lisbeth kunne fortsætte, da vi var færdige med at spise frokost.

Pausen havde desværre ikke hjulpet på de kramper Jens havde, så lige før toppen måtte han simpelthen stoppe og gå det sidste stykke. En skøn udsigt var der fra toppen. Jens trillede med ned til Grand-Bornand, hvorfra han valgte at køre med Lisbeth. Kramperne kan kun skyldes omstillingsvanskeligheder til bjergkørsel, for Jens klarede resten af ugens ture som en anden Jan Ulrich.

Jeg bad Lisbeth om at tale med Palle henne ved cykelhandleren, for han ønskede ikke vores hjælp, for vi var trods alt de bageste, og vi blev nødt til at køre af tidsmæssige årsager.

På vej op til col des Aravis blev der så meget spredning, så nogle fortsatte med hold 2 fra toppen. Nede i Flumet skulle man bare lige over i en rundkørsel jævnfør vejkortet, men et indkørsel forbudt skilt gjorde, at man lige skulle på en lille sløjfe højre om. Herfra gik det op over dagens sidste knold col des Saisies, og så ned til overnatningsbyen Beaufort-sur-Doron. De sidste to knolde var skønne og behagelige, men man huskede intet specielt derfra, og så var vi lidt koncentrerede om at komme frem til hotellet inden alt for sent. At vinden havde været i sydøst, hvilket svarede til modvind hele dagen, havde ikke gjort det nemmere.

Palle stod først for i byen og tog imod os og viste vej til hotellet, hvortil vi ankom ca. kl. 20. Palle havde stået der lige siden han kom et par timer tidligere og havde slet ikke været i bad.

Ulempen ved hotel du Grand-Mont var, at der ingen elevator var, så det var bare at slæbe alt sin bagage op på 3. sal, av min ryg. Palle skal dog have tak for, at han flere af dagene havde slæbt min bagage ind på værelset inden jeg kom.
Til gengæld var der varmt vand i bruseren, og der var fin betjening og god mad i restauranten, dog kunne jeg ikke forstå, at det lige var mig det skulle gå ud over med manglende is ovenpå dessertkagen.

07.09.05. Der var blevet lovet regnvejr, men det var tørt og skyet da vi stod op, skønt. Undervejs fik vi dog lidt småregn, men også lidt sol.
Inden afgang fik jeg samlet flokken til et lille holdbillede.

Det startede med at gå opad fra første meter gennem frodig grøn skov. Efter 20 minutters kørsel kunne vi høre, at det rumlede oppe mellem træerne oppe ad skråningen. Pludselig kom der nogle store sten ned gennem luften, og de landede lige midt imellem os. Heldigvis blev ingen af os ramt, men man får lidt at tænke over.
Første opsamlingssted blev ved col du Méraillet, og solen var kommet frem, så vi kunne rigtige nyde den flotte udsigt og det blå-grønne vand, da vi kørte rundt om lac de Roselend.
På den anden side kunne vi rigtigt mærke den kraftige modvind, specielt da vi skulle gennem en smal passage mellem klipperne, og koldt var det. En anden turist hjalp os med det obligatoriske billede på toppen Cormet de Roselend.
Alle var ved godt mod, så ned til Bourg St Maurice, hvorfra opkørslen startede til ugens højeste bjerg, Col de l'Iseran (2770 m).

Der var langt op til Lac du Chevril, der lå halvvejs oppe lige før Val d'Isère, hvor vi skulle holde frokost, og Lisbeth holdt der som aftalt. Alle fik et velfortjent hvil.

Jeg fik også taget en masse billeder denne dag af de andre og naturen, desværre var der en hvis spildprocent (skarpheden), da jeg tog billederne mens jeg cyklede, for det var svært at holde apparatet stille pga. huller, ujævnheder m.m.

Vi fortsatte. I Val d'Isére kom jeg lidt bagud (igen), da jeg ventede på en, der skulle på det lille hus. Lisbeth passerede os. Få kilometer længere fremme holdt Lisbeth på en p-plads. Et par stykker fra holdet var ved at læsse deres cykler på traileren. Jeg mindedes ikke, hvad der var årsagen til, at de valgte at stoppe denne dag, men den kolde modvind kunne tage pippet fra enhver. De andre var fortsat, så Jens og jeg kæmpede sammen side om side op ad de sidste stejle 11 kilometer.
500 meter før toppen, så jeg for første gang en Marmotte, det var et forfærdeligt skrig, dette dyr kunne frembringe.
Det var pibende koldt på toppen. De andre havde ventet på os i restaurantens varme. Vi skyndte os at få vinterkludene på, Jens havde kun en overtræksjakke. Lynhurtigt ud og tage det obligatoriske billede og så dernedad, det var koldt og lidt småregn fik vi også. Efter ca. 14 kilometer fladede vejen lidt ud, så de sidste 33 kilometer trådte vi godt til i pedalerne, og vi fik etableret et rimelig godt gruppearbejde, så vi kom hurtigere frem. Lisbeth ringede på et tidspunkt og spurgte til os, hun må jo syntes, at det gik for langsomt. Vi sagde at alt var ok, og at der ingen grund var til, at Lisbeth kørte ud til os. Hun kom dog alligevel, og da hun kørte bagefter os, måtte hun ved selvsyn erkende, at vi kørte stærkt.

Det havde været endnu en lang og hård dag, så vi var først ved Auberge Relais Les Glaciers i Bramans kl. 19.20.

Vi fik god mad, og jeg syntes ligefrem, at betjeningen var lynhurtig (så jeg overlevede nok, at de snød lidt med priserne ved afregning af drikkevarer, nogle betalte 2,5 euro for cola, jeg betalte 4 euro).

Jeg skulle dele værelse med Palle, men fik det for mig selv, da han skulle op og snakke med Tim.

08.09.05. Endnu en herlig morgen med klart vejr. Fotoapparatet fik nogle gode billeder af de solbeskinnede skyer rundt om bjergtoppene. Der blev klargjort cykler i den store stil.

Vi kørte kl. 9. Efter få kilometer havde vi første stop, da der lige skulle være tid til at kigge på en stor borg, som lå på et klippefremspring på den modsatte side af slugten vi kørte langs med.

Ved Freney efter 14 km var vejen spærret for al trafik. Vi kunne se, at ca. 500 m vej var spærret af pga. stenskred. Vores opfattelse af omkørselsskiltene var, at de kun gjaldt for bilister, og de viste tilbage hvor vi kom fra. Da vi ikke kunne se andre veje på kortet, besluttede vi os for, at skynde os igennem den afspærrede strækning, da vi ikke ville op på motorvejen og køre. Vi slap igennem uden problemer.

12 kilometer længere fremme kom vi til St Michel de Maurienne, hvorfra opkørslen til col du Telegraphe startede. Det meste af opkørslen var i skovrigt terræn. Et stykke oppe stod Jan og havde problemer med hans nye kæde (som skulle være af ekstra god kvalitet jævnfør cykelhandleren). Den blev "stiv" i samlingerne. Vi fik vredet så meget i kæden, at Jan kunne komme videre. Derfor fik jeg sidst frokost igen, da jeg nåede col du Telegraphe. Det var blevet skyet, men stadig tørt.

De næste 5 kilometer gik det let nedad til Valloire, hvorefter vi kørte 9 kilometer opad i tørvejr til Plan Lachat. Derfra havde vi regnvejr de sidste 8 kilometer op til col du Galibier. Det var koldt, og det blæste meget, også på toppen, hvor skyerne igen var meget tæt på os. Hurtigt noget varmt tøj på, og så ned ad sydsiden i tæt tåge. Efter en kilometer standsede vi ved restauranten, som lå ved siden af mindesmærket for Henri Desgrande, som var stifteren af Tour de France. Derfra ringede vi til Lisbeth, da en 3 - 4 stykker gerne ville hentes af servicebilen, da de ikke havde mod på at køre nedad i den tætte tåge og kulden, som ikke var mange grader fra frysepunktet.
Efter ca. 8 kilometers kørsel kom vi ned til col du Lautaret. Jens, der havde alt for lidt tøj på, frøs så han ikke helt havde styr på hænder m.m., han måtte af flere gange og banke noget varme i kroppen, også på de sidste 13 kilometer ned til le Monêtier les Bains, hvor vi skulle overnatte på hotel Alliey, hvortil vi ankom kl. 15.52.

Jeg fik da varmen af at slæbe kufferten op på 3. sal til et værelse under taget. Et dejligt stort værelse med udluftning, så tøjet kunne tørre. Badekarret fik jeg ikke brug for, for ovre i annekset havde personalet vist os en svømmehal med boblebad m.m. Vi var flere som benyttede tilbudet. Der var varmt vand og forskellige massageanordninger i vandstråleform, selv vandet i det udendørs bassin var rimelig varmt. En ansat serverede på et tidspunkt varmt te, så vi var helt ovenpå igen efter den kolde cykeltur.

Aftensmaden fik vi på en restaurant lige i nærheden af hotellet. Nogle af deltagerne kunne ikke rigtigt forliges med de franske normer, vedrørende at dyr opholdt sig i restaurationer og lignende, især da en kunde lod en hund slikke tallerkenen ren. Den ene tjener var også træt af at hundene gik i vejen. Vi fik udmærket mad og god betjening, og Claus det store menneske fik lokket en ekstra portion ud af den kvindelige tjener.

09.09.05. En "forfærdelig" nat, for jeg var vågen flere gange på grund af at regnen trommede på skråvinduerne. Da jeg kiggede ud af vinduerne kl. 7, kunne jeg kun se de nærmeste tage, resten var helt blågrå af tåge / regnskyer, en motionists mareridt.

Stemningen var trykket ved morgenmaden, og en del havde ikke lyst til at sætte liv og lemmer på spil i dette vejr. Lisbeth og nogle deltagere blev vist lidt uenige om hvad Lisbeth kunne tillade sig at sende deltagerne ud i (vejrmæssigt). Det eneste jeg vil sige til det må være, at det må give stof til eftertanke for begge parter inden afrejsen som følger:
1: arrangøren må finde ud af, hvordan pågældende vil få transporteret deltagerne videre, såfremt vejret m.m. gør det uforsvarlig at køre på cykel, samt orientere deltagerne inden afrejsen, om hvad man forventer af dem ved dårligt vejr.
2: deltagerne skal gøre sig klart, hvad de kan komme ud for af dårligt vejr, samt undersøge om arrangøren har de alternativer klar, som de måtte forvente, hvis cykling ej er muligt efter deres normer.
At der heldigvis kom lidt opklaring i vejret, samt at jeg kom med nogle alternative ruteforslag gjorde, at vi fik alle ud på cyklerne, og det endte også med at alle fik endnu en god cykeloplevelse. Starten blev dog udskudt til ved 10-tiden.

Vi kørte kl. 10.23 i en stor samlet flok de første 14 km ned til Briancon. Der delte vi op i 2 hold. Det ene kørte over col d'Izoard, det andet fulgte hovedvejen til Guillestre, hvor Lisbeth ville holde med servicebilen og frokosten.
Personligt ville jeg godt have været over col d'Izoard, som er et meget specielt og smukt bjerg, men min opgave var at give kunderne en god oplevelse, samt få dem sikkert frem, så vi fulgte hovedvejen uden om col d'Izoard, da der stadig hang tunge skyer længere oppe. Turen udenom var også oplevelsesrig, og så havde vi tørvejr, og der var en god stemning i gruppen.

Der var blevet samlet penge ind, så Lisbeth købte ind til frokost hver dag, og jeg var yderst tilfreds med hvad Lisbeth serverede (frisk brød, pålæg, oste, tomater, vand, cola m.m.), og vi fik hvad vi kunne spise, og så gjorde Lisbeth det meget billigere end visse andre selskaber samtidig med at vi fik mere.
Efter frokost denne dag syntes vi, at det var klaret så meget op i vejret, at alle blev enige om at køre over col de Vars, istedet for den alternative rute udenom, som var 20 - 25 km længere. Lisbeth nævnte senere, at denne alternative rute, som hun kørte med servicebilen, var flot (hvilket jeg selv fik konstateret på en anden ferie 14 dage senere).
Inden vi drejede fra op mod Vars, skulle vi igennem en masse rundkørsler i udkanten af Guillestre. På vej opad fik jeg taget endnu flere billeder inden de fleste kørte fra bagtroppen. På opkørslerne skal man huske at kigge tilbage engang imellem, for så får man endnu mere skøn udsigt for pengene, hvilket også var tilfældet her på vej op til col de Vars. Desværre tror jeg, at der er mange som glemmer at kigge sig tilbage. Col de Vars mindede meget om Peyresourde i Pyrenæerne, hvor vejen bugtede sig op gennem de græsklædte skråninger. Lige før toppen begyndte det at småregne og koldt var det, så jeg forstod godt, at de fleste ikke ventede, men var kørt ned. Den hurtigste fra hold 1 hentede os på toppen. Det var dejligt at se, at en så hurtig herre havde respekt for nedkørslerne, for han kørte langsomt nedad. Helt nede skulle vi igennem en tunnel, hvor der vejarbejde, kun et spor fyldt med huller og betonklodser på begge sider, og der var meget mørkt. Senere forlød det, at en af deltagerne havde forsøgt at flytte en af betonklodserne, dog ikke mere end at han kunne fortsætte.

Denne nat skulle jeg dele værelse med Palle og en mere på hotel Azteca i Barcelonnette. Det lignede en kæmpe suite vi skulle bo i, meget rummelig og højt til loftet, helt royalt og se på. Og det bedste efter en lang cykeltur er at få et dejligt varmt bad.

Inden aftensmaden blev det til en tur ad gågaderne i bymidten.
Aftensmaden skulle vi have på en restaurant henne i byen. Vi skulle sidde i et opvarmet telt udenfor restauranten, der var dog ikke meget varme til dem som sad yderligt. Det var det eneste sted, jeg var skuffet over maden, for selv efter 3 retter var jeg meget sulten, f.eks. hovedretten var lammekoteletter, der lå 2 ben på tallerkenen, men jeg skulle bruge en lup for at finde kødet på benene, på hvert ben var kødstykket ikke større end en fingernegl, at en restauration ville være det bekendt.

10.09.05. Endnu en herlig morgen med masser af solskin. Det er skønt at opleve når solen rammer bjergtoppene og så følge skyggegrænsen vandre ned ad bjerget.
Det virkede som et familieforetagende ved morgenbordet, for selv den mindste dreng hjalp til med at fylde op på morgenbordet.

Vi havde ikke kørt mange meter, før der blev råbt holdt, for vi havde glemt bølle (og vi var endda først kørt kl. 09.05). Vi fandt hurtigt vejen til col de la Cayolle. Både opkørslen dertil, og nedkørslen derfra var noget af det mest fantastiske jeg havde set, blandt andet fordi naturen skiftede udseende hele tiden, og beskrive det her er næsten umuligt. Først slugten med stejle klipper, smalle broer og veje, så frodig landlig skov, derefter åbent terræn og nåleskov, nogle fantastisk flotte vandfald en halv times kørsel fra toppen, og et kvarter fra toppen var der et lettere åbent område, hvor der var et bredt vandløb. Pludselig rendte der en marmotte over vejen lige foran mig og ned til vandløbet. Dernede var der yderligere 2 marmotter. De blev bare stående og kiggede på mig medens jeg tog en del billeder. Af hensyn til de andre kørte jeg videre efter ca. 5 minutter. Længere fremme blev jeg desværre også nødt til at køre forbi en marmotte, der var blevet kørt over (den var død). Fra toppen var der en fantastisk udsigt. På vej ned kunne jeg ikke lade være med at beundre de mange forskellige former for skifferlag, og længere nede var der en strækning hvor undergrunden var helt sort, det er et bjerg som bare skal opleves.

Efter de første 5 stejle kilometer nedad med mange sving fladede det lidt ud. Lisbeth holdt på en lille p-plads klar med frokost.

Derefter ned til Guillaumes, hvorefter det gik opad igen med mange smukke udsigter i det klare solskinsvejr på vej op til col de Valberg, hvor Lisbeth tog mod igen. Alle var med på en kold cola på torvet i Valberg by, for der havde været varmt på vej op til Valberg.

Videre ned til Beuil (som blev døbt bøvl), og så lidt opad igen til col de la Couillole.
På vej ned derfra blev det skyet. Et stykke nede bemærkede jeg en by langt oppe på toppen af en lodret klippevæg, husenes mure forlængede faktisk klippevæggen. Imponerende at de tør bygge sådan.
Længere nede beundrede jeg de mange flotte klippevægge i rød-lilla farve. Dette flotte syn fortsatte de 4 kilometer vi kørte ad D 2205 fra St Sauveur-Tinée til opkørslen mod col Saint Martin.

På vej opad mod col Saint Martin begyndte regnskyerne at lukke mere og mere om bjergtoppene.
Inden vi startede, havde jeg oplyst de andre om, at vi skulle 11 kilometer opad til byen La Roche, men da vi startede på opkørslen ringede Palle og oplyste, at vi skulle helt op til col Saint Martin, som også havde bynavnet La Colmiane, og desværre blev de sidste ekstra 6 kilometer en tur op igennem tætte fugtige regnskyer, en kold fornøjelse. Da jeg passerede toppen col Saint Martin, var der vild ungdomsfest med larmende musik.
Hotel Les Airelles lå ved bygrænsen lidt nede ad bakken på den anden side af toppen, hvortil vi ankom kl. 18.53. Heldigvis lå det i rigelig afstand fra larmen. Desværre var det et ringe hotel, og Lisbeth ville da heller ikke benytte det mere. Der var kælderkolde værelser uden mulighed for opvarmning, og der var ingen varmt vand i hanerne, så først sidst på aftenen fik jeg varmen nogenlunde.
Misforståelsen med hvor vi skulle hen skyldtes, at når man kiggede på hotellisten, så stod der hotellets navn, vejadresse, postnummer og bynavn. Det gjorde der også ved d. 10/9 (det så i hvert fald sådan ud), men det skulle bare forstås anderledes, nemlig hotellets navn, bynavn, postnummer og hovedbyen i området (selv om den på kortet var meget lille). Nå vi fandt hotellet, og vi fik da også lidt mad og noget nattesøvn trods alt.

11.09.05. Det var en skyet og kølig morgen, dog ingen regn men fugtige veje.

Vi kørte alle derfra kl. 09.15. De første 21 kilometer var nedad, en kølig fornøjelse lige fra morgenstunden, og så 15 kilometer op til col de Turini. En frodig natur, dog også lidt klipper og masser af sving bød opkørslen på. Fotoapparatet fik også lige fanget rødvinsbanden fra Ølsemagle, som jeg tidligere har haft den fornøjelse at køre sammen med i Pyrenæerne. Få kilometer fra toppen begyndte det at regne, og til sidst stod det ned i stænger. Vi lignede nogle fordrukne mus, da vi søgte ly i restauranten på toppen. Krofatter var vidst ikke helt tilfreds med vores tilstedeværelse, han hundsede lidt med os, men han kunne jo ikke rigtigt tillade sig at smide os ud, når vi købte en hel del. Nogle fik varmet måsen ved kaminen, andre frøs med anstand og prøvede at få lidt varme med en kop varm kakao.

Vi skulle dog videre i programmet, så da det stilnede lidt af en halv times tid senere, fortsatte vi ned ad de våde og glatte veje, og nedfaldne sten gjorde det ikke nemmere. Det var dejligt at se, at ingen fra holdet kørte over evne, de passede på. Desværre var der et par stykker fra hold 1 eller 2 som skred i svinget, heldigvis skete der ingen alvorlig skade.

Inden afrejsen hjemmefra havde jeg sat nye bremseklodser på cyklen, men regnvejret og det mere jeg bremsede for at holde mig bagest hele tiden gjorde, at mine bremseklodser var blevet slidt helt ned, så da jeg var kommet halvvejs ned, blev jeg simpelthen nødt til at skifte bremseklodser, for at jeg ikke skulle komme til at bremse med metal mod metal.

Vel nede i Sospel fik vi samlet en pæn gruppe på 10 - 15 mand (en blanding fra hold 2 og 3). Vi fulgtes resten af vejen over col de Castillon og ned til Menton, en af perlerne ved den franske rivera ud til Middelhavet.
Solen var kommet frem, så det hjalp lidt på trætheden og kræfterne, og så fik en ekstra lille tur hen ad promenaden inden vi fandt hotellet des Arcades i centrum ved 15-tiden.

Denne dag måtte jeg også slæbe min kuffert op på 3. sal, for elevatoren var i stykker. Hurtigt cyklen i traileren, og så op til et velfortjent varmt bad (syntes jeg).

Derefter en lille rundtur i byen, hvor der røg et par isvafler ned, inden vi alle sammen gik ned til stranden kl. 18 og sluttede turen officielt af med noget champagne. Jeg takkede endnu engang holdet for deres gode opførsel og deres behagelige måde at være på, de havde gjort min debut som guide nem. Jeg takkede også Lisbeth for, at hun havde givet mig chancen for at prøve mig selv af som guide, hvilket har været et meget stort ønske for mig. Desværre er det ikke et job, som hænger på træer. Desuden håbede jeg, at jeg havde levet op til Lisbeths forventninger til mig.
Jeg var glad for, at jeg kun fik positive ord om min indsats.

Aftensmaden med diverse rødvin fik vi serveret ved bordene udenfor. Inden da fik jeg en ordentlig leg med hotellets hund (en rotweiller), den var ikke nem at flytte rundt med. Til sidst sad jeg op ad receptionsskranken, og den lå oven på mine ben.

Inden sovstrup blev det lige til en lille tur mere hen i gågaden og en isvaffel mere.

Næste dag skulle nogle hjem med fly fra Nice, andre fra Marseille og de sidste skulle hjem en dag senere fra Nice.
Lisbeth skulle køre til Marseille lufthavn, og Tim skulle køre til Nice lufthavn. Min umiddelbare plan var, at jeg ville bruge min ekstra dag på at køre til Grand Canyon du Verdon i en lejet bil.
Da jeg kunne fornemme, at Tim gerne ville cykle med de andre til Nice, sagde jeg, at jeg godt kunne køre til Nice lufthavn, hvis jeg så måtte låne bilen til en lille udforskningstur bagefter.

12.09.05. Efter morgenmaden stillede hunden op til leg igen med sit legetøj.
De sidste cykler blev pakket i traileren. På grund af at der manglede en plads i den lejede transit, blev dagens planer ændret flere gange. Til sidst fik Lisbeth så en af deltagerne til at køre transitten til Marseille. Så kørte jeg med Lisbeth til Nice, og derefter til Marseille, så hun kunne få den lejede bil tilbage til Menton. Hele dagen gik med at køre frem og tilbage. Jeg gik af min udflugtstur, men selvfølgelig hjælper man da til, når der opstår uventede problemer, og man kan jo altid lære noget på sådan en tur.
Tilbage i Menton måtte vi til at trække traileren fri, da den var spærret inde mellem to parkerede biler. De andre havde desværre glemt at sikre fri adgang til traileren som lovet. Det lykkedes til sidst, selv om den var stor og tung.

Af sted ad landevejen til Nice, for motorvejen var spærret på grund af vejarbejde. Lisbeth ville undgå at komme igennem Monaco, men ikke desto mindre, så endte det med at vi kom igennem Monaco, men heldigvis slap vi igennem uden problemer. Et glimt af slottet og kasinoet fik vi da også.
Vi ankom til hotel IBIS Nice Aeroport ved 19-tiden.

Elevatoren virkede, så op med bagagen. Jeg skulle dele værelse med Jørgen (der også havde kørt på hold 3), en behagelig mand. Han lå allerede og flød ud på sengen. Det er utroligt hvad et varmt bad kan gøre ved svedige mennesker.

De sidste praktiske gøremål blev bragt til ende. Derefter prøvede jeg at kommunikere med personalet på hotellets spisested efter bedste evne, og det lykkedes mig på Lisbeths vegne at bestille aftensmad til resten af banden.
Maden var udmærket, men det kneb lidt med at få fyldt op i buffeten. Efter de 3 retter med vin til, sluttede vi af med en øl, sodavand eller hvad nu de forskellige måtte ønske, inden det var på hovedet i seng.

13.09.05. Formiddagen gik med en tur hen til stranden for de flestes vedkommende.
Kl. 12 var det afgang til lufthavnen. De fleste gik derover. Jeg kørte med Tim og Lisbeth, så jeg kunne hjælpe med at læsse af og passe på bagagen til de andre kom. De var der dog allerede da vi kom, så hurtig udlæsning og farvel til Lisbeth og Tim.
Det var da til at købe noget mad i lufthavnen, men det var næsten umuligt at opdrive en skraldespand i den del af lufthavnen, som var tilgængelig for alle.
Ved tjekstedet fik alle rodet deres tasker igennem, men ellers forløb alt stille og roligt.
Vi gik ombord i Mærsk-flyveren lidt over kl. 15. På turen fik jeg lidt mad med rødvin til, og så var vi i Kastrup små to timer senere. Jeg gik lige ned i et regionaltog der kørte til Københavns Hovedbanegård. Der var der med det samme forbindelse med lyntoget til Jylland.

Endnu en fantastisk oplevelse og meget lærerig. Jeg har i hvert fald fået blod på tanden med hensyn til at være guide, så mit håb var, at jeg fik chancen igen en anden gang.

Dag 0: ca. 118 højdemeter på trilleturen til Gingolph. 53,43 km.
Dag 1:
Thonon les Bains - Beaufort: 150,25 km, start 436 m.o.h, slut 740 m.o.h.
kørt på 9.08.11 med en gennemsnitsfart på 16,4 km/t og 3629 højdemeter.
Col des Gets: fra 0,00 - 37,73 km, 735 højdemeter.
Col de Colombiere: fra 60,44 - 78,53 km, 1138 højdemeter.
Col des Aravis: fra 91,68 - 103,46 km, 563 højdemeter.
Col des Saisies: fra 116,95 - 132,32 km, 740 højdemeter.
Dag 2:
Beaufort - Bramans: 134,12 km, start 740 m.o.h, slut 1210 m.o.h.
kørt på 8.49.20 med en gennemsnitsfart på 15,1 km/t og 3444 højdemeter.
Col de Mêraillet: fra 0,00 - 12,34 km, 865 højdemeter.
Cormet de Roselend: fra 14,32 - 20,42 km, 380 højdemeter.
Col de l'Iseran: fra 48,16 - 87,48 km, 1955 højdemeter.
Dag 3:
Bramans - Monetier les Bains: 84,86 km, start 1210 m.o.h, slut 1480 m.o.h.
kørt på 5.37.02 med en gennemsnitsfart på 15,0 km/t og 2139 højdemeter.
Col du Télégraphe: fra 27,67 - 39,82 km, 856 højdemeter.
Col du Galibier: fra 44,84 - 62,96 km, 1235 højdemeter.
Dag 4:
Monetier les Bains - Barcelonette: 97,81 km, start 1480 m.o.h, slut 1136 m.o.h.
kørt på 4.45.25 med en gennemsnitsfart på 20,5 km/t og 1382 (2332) højdemeter.
(Col d'Izoard: fra 14,61 - 33,93 km, 1156 højdemeter.)
Col de Vars: fra 43,79 (64,86) - 67,35 (84,44) km, 1099 højdemeter.
Dag 5:
Barcelonette - Valdeblore la Colmiane: 127,10 km, start 1136 m.o.h, slut 1475 m.o.h.
kørt på 8.10.15 med en gennemsnitsfart på 15,4 km/t og 3322 højdemeter.
Col de la Cayolle: fra 1,87 - 30,02 km, 1190 højdemeter.
Col de Valberg: fra 62,22 - 75,06 km, 880 højdemeter.
Col de la Couillole: fra 82,72 - 89,36 km, 247 højdemeter.
Col st Martin: fra 110,00 - 126,60 km, 1018 højdemeter.
Dag 6:
Valdeblore la Colmiane - Menton: 085,33 km, start 1475 m.o.h, slut 20 m.o.h.
kørt på 4.40.00 med en gennemsnitsfart på 18,1 km/t og 1507 højdemeter.
Col de Turini: fra 19,17 - 34,62 km, 1101 højdemeter.
Col de Castillon: fra 59,13 - 66,09 km, 344 højdemeter.

På hele turen kørte jeg 732 km og 15541 højdemeter, inklusive trilleturen.

rute, stednavn

triptæller

km i alt

højdemeter

klokken

rute, stednavn

triptæller

km i alt

højdemeter

klokken

rute, stednavn

triptæller

km i alt

højdemeter

klokken

rute, stednavn

triptæller

km i alt

højdemeter

klokken

rute, stednavn

triptæller

km i alt

højdemeter

klokken

rute, stednavn

triptæller

km i alt

højdemeter

klokken