Dagbog fra Oles tur med busselskabet Holger Danske på deres tur Tur des Alpes i Alperne i uge 29, år 2004. (skrevet af Ole). (I denne dagbog har jeg beskrevet flere ting detaljeret, da en hel del er i tvivl om mange ting). Da Holger Danskes 2004 brochure kom dumpende ind ad brevsprækken, bemærkede jeg, at coast to coast turen var steget fra 4700 kr. i 2003 til 5500 kr. i 2004. Det skulle nok dække de meromkostninger, som skulle til for at undgå de problemer, der var i 2003. Desuden kostede den ny oplevelse, Tour des Alpes (en tur ligesom coast to coast, men i Alperne) 6500 kr. Jeg syntes, at det var lige i overkanten af vores formåen, så umiddelbart valgte jeg at nøjes med min tur til Spanien i april måned, men Britta kunne godt høre på mig, at jeg hele tiden havde Tour des Alpes i tankerne, primært fordi Col de la Bonette (Restefond) skulle passeres, nemlig det højest asfalterede pas i Europa (det havde været en besættende tanke siden 1993). På grund af foranstående, samt at min tid som cykelmotionist formentlig er begrænset, da jeg har kroniske ryg problemer, sagde Britta til mig, at jeg skulle melde mig til turen, hvilket jeg så gjorde først på året (og ud fra prisen ville jeg mene, at alt var timet og tilrettelagt, så der ikke kom nogle overraskelser). Jeg fik også lov til at købe en ny cykel med triplekranksæt, så jeg var godt garderet med hensyn til gear (kan man have det bedre? Nej vel). Turen til Spanien i april skulle så vise mig, om jeg stadig kunne køre lange ture i en hel uge. Det gik fint i Spanien, men så kom bomben d. 14-5. Jens Kasler fra Holger Danske fremsendte yderligere information, nemlig at turen / ruten var blevet ændret, og lige netop turen over Col de la Bonette var blevet fjernet på grund af hotelproblemer. Jeg var grædefærdig, og hele min glæde ved turen forsvandt totalt. Jeg ringede straks til Holger Danske for at gøre opmærksom på min skuffelse, og om det ikke var muligt at finde en løsning, så jeg fik muligheden for at køre over la Bonette. Mona, som jeg talte med, havde ikke hørt om ændringen, men lovede at foreligge det for Jens Kasler. Efterfølgende sendte jeg ovenstående til Jens Kasler med håb om, at han ville gøre mig til en glad mand igen (uden at det blev en lang nervepirrende ventetid). Jeg gjorde opmærksom på, at et forslag kunne være, at jeg godt selv (alene) kunne køre over la Bonette på dag 2, bare der blev sørget for en seng og et bad, samt noget mad til mig i Isola eller Isola 2000. Svaret kom d. 24-5. ----- Kære Ole. Ja, jeg kan se på dit brev at det for dig er et stort problem. En løsning kunne være, at du - meget tidligt - kørte fra Cuneo om mandagen, og selv kørte Col de la Bonette. Dette ville blive en op og ned tur. En lang og hård dag, men jeg lover dig der både vil være mad og drikke, når du kommer frem til hotellet i Guillestre. Men Ole, det bliver en lang og hård tur, men for min skyld ingen alarm. Skulle du synes, at denne etape bliver for lang, kunne du også tage med bussen til toppen af Col de Larche, dette sparer du ca. 60 km på. Der er INGEN mulighed for at skaffe overnatning i Isola 2000. Det er jo netop derfor ruten er blevet lidt om. Jeg håber du kan brug mit forslag..........og du igen bliver " en glad mand". De bedste hilsner Jens Kasler ----- Svaret var ikke som jeg havde håbet, men desværre som jeg havde forventet, nemlig intet om at de ville sørge for et værelse i Isola området eller muligheden for at få det indbetalte retur. Da jeg fandt det formålsløst at ringe til Jens Kasler og ikke havde lyst til at smide 1000 kr. ud på ingenting, betalte jeg restbeløbet og håbede så på, at jeg kunne finde et værelse, når vi kom til Isola på den første køredag, alternativt måtte jeg ud på en lang tur på dag 2. Jeg syntes ikke, at Jens Kaslers undvigende holdning var god reklame for ham. Dårligt vejr med regn og dumme arbejdstider gjorde, at træningsforberedelserne ikke blev optimale (som sædvanlig), og så skete der det, man allermest frygter, nemlig at jeg blev så syg 5 dage før (en form for influenza), at jeg ikke troede, at jeg ville nå at blive rask, men godt under dynen alle dage og med alle husråd i gang, så lykkedes det at komme nogenlunde til hægterne. Endelig blev det fredag d. 9-7-04. Jeg havde bestilt en storrumstaxi, så jeg nemt kunne få min cykel og nye kuffert med hjul transporteret til togstationen i Skanderborg (alt var indenbords i vognen i tørvejr og sikkerhed). Jeg tog af sted 3 kvarter tidligere end nødvendigt med tog, men så var der også direkte forbindelse til Kolding, hvor jeg blev afhentet af Holger Danske bustrafik på rutebilstationen kl. 9. Til turen havde jeg en behagelig joggingdragt og sandaler på. Desuden havde jeg en vindjakke og et par korte bukser i håndtasken.. Deri havde jeg også min paraply, en pose med et lille håndklæde, tandbørste og tandpasta, samt værdisager og hyggestof incl. en stor stor madpakke. Vi kørte direkte til første chaufførskifte efter 4½ time, så der var altså ingen mulighed for at handle ved grænsekioskerne. Første stop var på en lille rasteplads, hvor det enlige toilet var aflåst, og tissekummen var stoppet. Da vi nogle timer senere blev stoppet af politiet, fordi Jens havde kørt for stærkt, fik vi lov til at gå på toilettet, men lige som jeg havde sat mig godt til rette (efter pænt at have ventet i køen), blev der råbt ind på toiletterne om bussen måtte køre, samt at vi skulle skynde os ud, så bussen kunne komme videre. Op med bukserne uden at blive færdig, men nu skulle Jens ikke kalde bussens toilet for et nødtoilet. Vi havde fået tildelt faste pladser med nummer på turen, det var første gang jeg oplevede det, men en udmærket ide, så var der ingen diskussion om noget. Derved fik jeg en hyggelig sludder med sidemanden Kent på turen. Aftensmad var at få på Burger King. Menuen til kun 40 kr. var rimelig og så incl. et par solbriller. I løbet af aftenen fandt jeg ud af, at de andre havde fået en skrivelse om, at Holger Danske efter en sovebusulykke ikke benyttede sovebus mere. Jeg ved bare, at jeg havde en udskrift fra deres hjemmeside, hvorpå der stod, at turen var incl. sovebus. Desuden sagde de ikke noget om det modsatte ved tilmeldingen, og en skrivelse havde jeg ikke modtaget, så jeg blev noget skuffet på grund af min dårlige ryg. Nå, det gik rimeligt, da de accepterede, at jeg sov i mellemgangen. Om aftenen fik en af deltagerne den sørgelige meddelelse, at hans kammerat, som ikke var mødt frem til turen, var blevet fundet død på sin bopæl. Det skal siges, at Jens Kasler med flere udefra set klarede situationen fint med støtte og hjælp. Pågældende ville i første omgang hjem, men enden på det blev, at han tog med på hele turen. Turen gik gennem Tyskland via Frankfurt, og så lige en smut ind i Frankrig inden vi kørte gennem Schweiz via Basel. 10.07.04. I løbet af natten kørte vi igennem Gotthard tunnellen og videre gennem Italien via Milano og Genova til middelhavskysten, hvor vi stoppede for at spise morgenmad. Herefter kørte vi ad den flotte snoede vej langs kysten. Vi kom igennem utrolig mange tunneller. Ved ankomst omkring middagstid til Antibes (der lå mellem Cannes og Nice i Frankrig) fik vi rigtig rundtur i en rundkørsel. Jens kørte rundt og rundt mange gange, indtil han fandt ud af, hvilken vej han skulle køre. Det udmærkede hotel Apogia lå tæt ved motorvejsafkørsel 44, og så var der svømmepøl, jeg nåede dog kun til kanten. Det viste sig, at jeg skulle dele værelse med Kent (fra Løgstør) hver nat, på nær i Guillestre (og så selvfølgelig i Isola på grund af min lille planlagte særudflugt). Det var første gang Kent skulle på bjergtur, og selv om det viste sig, at han kørte meget hurtigere end mig (han havde dyrket triatlon på elite niveau), så tror jeg, at han var glad for de tips og råd, jeg kunne give, samt at han kunne låne / få diverse hjælpemidler, så som en mulepose (rygpose), fingervanter til de kolde nedkørsler, helosansalve (samme virkning som buksefedt), da han ret hurtigt pådrog sig et siddesår osv. På grund af at jeg stadig var mat i sokkerholderne (efter sygdommen), syntes jeg ikke, at der var nogen grund til at køre en tur om eftermiddagen, men Kent fik alligevel lokket mig med til Valbonne i det fine varme solskinsvejr (en tur på ca. 28 km). En masse snørklede veje og vejarbejde gjorde det ikke nemt at finde rundt. Inden aftensmaden blev der tid til lidt sol på maven ved pølkanten. Ved det lidt længere aftensmøde på førstedagen bad Jens indtrængende gæsterne om specielt at køre forsigtigt ned ad bjergene, så vi undgik uheld (ikke noget med at skære tværs over i svingene), samt sørge for, at man havde varmt tøj med til de kolde nedkørsler, minimum en vindjakke og fingervanter. Så var der lidt reklame for powerbar salg, og der kunne bestilles tid hos massøren. Jeg skyndte mig at få en tid mandag aften (efter la Bonette turen). I år fik vi også et lille plastikkort udleveret med hoteladresser og personalets telefonnumre. Desuden havde jeg selv en persondata seddel med med følgende oplysninger: blodtype, navn, adresse, tlf.nr. hjem til, rejseforsikrings police- og tlf.nr., samt sygesikringsbeviset. Jens nævnte endnu engang, at for at SOS ved uheld dækker hjemtransport m.m., må man ikke lade sig udskrive fra et hospital, før SOS har givet grønt lys derfor. Jeg bliver aldrig vant til, at hotelpersonalet vipper tæppe og lagen ind under madrassen, jeg trækker det ud hver gang, så jeg ikke føler mig klemt nede i en konvolut. Denne gang var det heller ikke delt, så Kent fik lagnet og jeg tæppet. Inden jeg faldt i søvn, lå jeg og tænkte lidt på, at en af de andre havde fået en opringning fra en ven på Col de l'Iseran (der hvor vi skulle til på dag 4), at der lige havde været snestorm på Iseran. Man kunne ikke lade være med at tænke tilbage på Touren i 1996, hvor de aflyste det meste af Galibier-etapen, og hvor Bjarne Ris så vandt den forkortede rute. 11.07.04. Udmærket morgenbord med øst, brød, "dansk kaffe", müsli m.m., og tjeneren fyldte op så hurtigt han kunne. Inden afgang havde jeg afleveret en pose i følgebilen, så jeg havde det mest nødvendige (vækkeur, telefon, energiprodukter, ekstra cykelbukser, trøje, svedtrøje, solcreme, buksefedt), hvis jeg kom til at overnatte alene i Isola. Klargøring til dagens tur: jeg brugte H5 sportsdrik i mine 1 liters flasker, og så havde jeg 3 extranbrikker (energi), 3 H5 gel og en powerbar med på turen. Multiværktøj, dækjern, 2 slanger, ekstra foldedæk, pumpe og reflekser på cyklen (så jeg kan ses i tunnellerne) var standardudstyr til cyklen. Udover svedtrøje, cykeltrøje (der ikke slasker ned på måsen og helst har gennemgående lynlås), cykelbukser, sko og sokker (som jeg selvfølgelig havde på), så havde jeg i muleposen (en lille stofpose med tynde snore) en plastikpose med en ekstra svedtrøje, løse ærmer, et par billige fingervanter (murervanter til 10 kr), vindjakke, vindvest og afhængig af vejret mindst knævarmere med. Når man havde kørt lidt, så tænkte man ikke længere på, at man havde en let pose med tøj på ryggen. Første tur (jævnfør programmet) startede i en behagelig temperatur og i tørvejr. Der var en skybramme langs kysten, men ved første bjergkam, blev der trukket en streg, og så var der skyfrit ind i landet. De første ca. 25 km var snørklede og op og ned via Vence, Gattieres til Carros. Derfra gik det jævnt opad til Isola de næste ca. 72 km gennem Tinée dalen med vandløb langs vejen og stejle klippesider mange steder, nogle steder hang de endda ud over vejen. Set i bakspejlet syntes jeg, at det var en af de flottere strækninger på hele turen, hvilket man ikke skulle tro, for på et kort lignede det bare en lang lige hovedvej. Undervejs var der en lille gammel togstation med et gammelt vandtårn. Et andet sted var der lavet en tre-etagers bygning ind i klipperne med klippen som mur, det var meget specielt at se på. Frokosttid i St. Sauveur hvor vi på grund af den lange tur fik dagens flute, som der var blevet samlet ind til tidligere (240 kr. pr. snude). Umiddelbart fornemmede jeg ikke, at følgebilens personale havde lyst til at hjælpe mig med at få et værelse i Isola, de syntes, at jeg skulle tage med til Cuneo, men lidt senere kunne jeg forstå på Jens, at han havde bedt Mona om at finde et værelse til mig i Isola. Da vi kom dertil (jeg havde lige kunnet holde trit med hold 3 indtil da), var jeg heldig, for Mona havde fundet et værelse på det lille og ældre hotel de France. Jeg fornemmede hvordan humøret blev bedre og sagde til Jens, at de bare skulle fortsætte, så ville jeg selv køre op til Isola 2000 / Col de Lombarde. Mona viste mig, hvor det var, og jeg huskede at få min pose i bilen. På vej ud af byen igen, så jeg en Brøndby-mand fra hold 2, der havde defekt. han havde haft flere punkteringer på grund af store revner i dækket (det så slidt og mør ud). Da jeg som regel havde lidt af hvert med, kunne jeg hjælpe ham med en stump af et dæk på 8 - 9 cm (minus kanttråd), som han kunne placere inde i dækket, så slangen ikke blev klemt ud igennem hullerne i dækket, og selv om det hoppede lidt, så kunne han cykle til Cuneo. Jeg fortsatte op ad den stejle stigning mod Isola 2000 (en af de stejleste på turen). På et tidspunkt kom følgebilen forbi med Brøndby-manden på slæb, så han kunne komme op til de andre. Det var en hård og varm opkørsel, så jeg måtte stoppe et par gange for at fylde vand i flaskerne ved nogle kilder. De første ca. 4 km, samt strækningen fra Isola 2000 til Lombarde var de stejleste. Naturmæssigt var det først fra Isola 2000, hvor jeg syntes, at der var noget ekstraordinært at kigge på. Det var en smal snoet vej med mange løse klippestykker på begge sider. Jeg kørte stille og roligt nedad (blandt andet fordi jeg var alene). Cyklen blev låst inde i kælderen, og jeg nød at der var varmt vand og en holder på væggen til bruseren. Jeg skyller altid mit cykeltøj efter hver tur, og det når som regel at tørre, når det er tørt vejr, hvis det bliver hængt op i vinduet eller uden for (dog tag det ind inden du går til sovstrup). Værtens datter kunne skoleengelsk ligesom mig selv, hun undskyldte det dårlige engelsk, men hvad, jeg kunne stort set intet fransk, så det endte med, at jeg fik en udmærket 3-retters menu, og hun gav mig så meget, at jeg for en gangs skyld ikke kunne spise op. Parret, der sad ved siden af, var også på cykelferie. Han var glad for, at jeg ikke kunne spise op, for han var sulten. De kom fra Embrun nær Gap, og de kørte på MTB. Hund og kat rendte ud og ind i baren, som det passede dem, og katten, det lille rivejern, sprang fra disk til bord m.m. 12.07.04. Fransk morgenmad: 1 kop kaffe med et par skiver flute og en croisant (lidt men godt, det var dog en ordentlig kop kaffe). Personalet ville helst, at jeg afregnede det hele lige inden afgang, det blev 44 euro for værelse, aftens- og morgenmad. Afgang ca. kl. 8.30, det var tørvejr og solen var nået ca. en tredjedel ned ad bjergskråningen. Selv om der var 14 grader, så var der køligt i skyggen. Da jeg kiggede op mod Isola 2000 i nordlig retning, hang der nogle væmmelige sorte skyer oppe ved bjergtoppene, godt jeg skulle mod vest mod skyfri himmel. Det var en flot men lang og kølig tur på 40 km op ad til Restefond / Col de la Bonette. Et barsk landskab at se på, og langt oppe kom jeg gennem en forladt landsby, der var noget spøgelsesagtigt over den (en af de andre, som havde været der, kaldte den også for spøgelsesbyen). Der var mange flotte udsigter, især fra toppen, og det var nogle meget stejle opkørsler på sløjfen rundt om toppen. Col de la Bonette skulle efter sigende være det højest beliggende asfalterede bjergpas i Europa på 2802 m.o.h. Det var bidende koldt, og rundt omkring trak det op til regn i bygeform, så jeg var glad for, at jeg havde mine regnbukser med (jeg foretrak regnbukser i stedet for løse ben til de kolde nedkørsler, for selv om det ikke så smart ud, så var de lige til at trække ud over skoene, og så var de vindtætte), alt kom på, både vindvest og vindjakke. Jeg havde stort set været alene på hele opkørslen, men på toppen og på vej ned mødte jeg da nogle biler og cyklister. Regnskyerne kom tættere på, og jeg fik da også regn de sidste 6 km nedad. De første knap 10 km mod Col de Vars var næsten flad, derefter gik det jævnt opad de næste 10 km, for at slutte de sidste 4-5 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på ca. 10 procent. Halvvejs oppe fik jeg vand på et hotel. Lige da jeg kom ud på vejen igen, kom Mona og Alice forbi i følgebilen. De tog min rygsæk, dejligt. De oplyste, at hold 2 og 3 var bagved. Hold 2 overhalede mig, men jeg nåede dem igen på toppen, så jeg kunne følges med dem nedad, og på den måde kom jeg nemt til hotellet, selv om det var træls efter den lange nedkørsel, lige at skulle køre stejlt opad de sidste ca. 500 m. Hotel Les Barnieres var udmærket, og de serverede god mad, men baren var ekstrem dyr i forhold til andre steder. De andre havde haft regnvejr om morgenen, da de startede fra Cuneo (formentlig de sorte skyer jeg havde set oppe over Isola 2000 / Lombarde), og hold 3 havde endda kørt i snevejr på vej over Col de Larche. Jeg følte mig rimelig brugt, og så generede mine ryg problemer mig voldsomt, derfor var jeg glad for, at jeg havde bestilt tid til massage denne aften, og Helle, der gjorde det godt, nåede at give både ryggen og benene en omgang. Næste morgen d. 13.07.04 følte jeg mig godt tilpas efter gårdsdagens massage, hvilket også var nødvendigt, for dagens menu stod på, Jens ville formentlig have sagt: "Det bliver en stor dag, for vi skal over de legendariske bjergpas Col d'Izoard og Col du Galibier". Jeg startede noget før de andre i behageligt vejr (kort efter kl. 8), da jeg ikke havde kræfter til at indhente gruppen efter hver gang jeg havde stoppet for at tage billeder. Slugten fra Guillestre til der hvor opkørslen startede op til Col d'Izoard, synede desværre ikke så fantastisk flot, som den gjorde, når man så billederne fra helikopteren under Tour de France, men flot var der. Opkørslen til Col d'Izoard var meget flot og meget speciel i forhold til mange andre opkørsler i Alperne, og så skinnede solen, herligt. Ikke langt fra toppen, oppe i det lidt specielt udseende område, kom jeg forbi en klippe med to mindeplader for Luison Bobét og Fausto Coppi. Vejret var med mig, så jeg igen fik det optimale ud af den fantastiske udsigt fra toppen af Col d'Izoard. Jeg nød nedkørslen på den forholdsvis nyasfalterede vej til Briancon. Jeg fandt hurtigt igennem byen (da jeg kendte den fra et tidligere besøg). Inden jeg forlod byen, kørte jeg dog op ad en 500 m lang stejl stigning op til byens borg. Når Briancon var målby i Touren eller Giroen, sluttede de altid af med denne lille lede stigning efter en lang nedkørsel. Lige da jeg var kommet ud af byen, blev jeg indhentet af hold 1, men jeg kunne kun følge dem nogle få kilometer i den jævn-friske kølige modvind, vi havde de næste 20 km op til Col du Lautaret. Der drejede jeg til højre ad vejen op til Col du Galibier. Det blev køligere og køligere, og tunge fugtige skyer hang helt nede ved bjergtoppene. Flere stoppede på vej opad for at få noget varmere tøj på. Jeg syntes dog, som mange andre, at det var rarest at have noget tørt tøj at tage på på toppen til de kolde nedkørsler. Der var en skøn udsigt omkring Lautaret og hele opkørslen derfra til Galibier. Sidst jeg var på Galibier, var tunnellen lige før toppen ikke blevet åbnet, men det var den nu, og ved den sydlige ende var der blevet rejst et monument for Henri Desgrande, der var stifteren af Tour de France. Det var et smukt syn op til passet, hvor menneskene stort set kunne række armene op og tage fat i skyerne. Lige da jeg kom fri af klippevæggen på toppen, måtte jeg holde ekstra fat i styret, for den kraftige kolde vind ruskede godt i en. Allerede nu fornemmede jeg, at nogen ikke helt havde forstået budskabet om at tage varmt tøj med til nedkørslerne, selv om der måske var 25 - 30 grader, når de startede nede fra dalene, for der var nogle der peb og frøs på toppen. Denne gang var der også nogen, som misundte mig min lave gearing. Hvis man er i tvivl, eller realistisk ikke kender sine grænser, så er det bare med at få så lav en gearing på som muligt (jeg vidste godt at triplekranksæt ikke var helt billigt ved løskøb), for glæden ved at cykle op er meget større, i stedet for at trække op eller stoppe op hele tiden (og der er jo ingen der siger, at man nødvendigvis behøver at køre i det laveste gear). Arrangørerne bør nok også informere lidt mere konkret (detaljeret) om hvad værktøj m.m. man bør have med på turen, og i hvilket omfang man kan forvente hjælp af de eventuelle cykelmekanikere, der er med på turen (uden at de bliver irriteret), samt at deltagerne selvfølgelig bør have fået lavet et eftersyn af cyklen inden afgang til sådan en tur (da der har været eksempler på, at nogen har fået lavet næsten hele deres cykel på turen). På vej ned var der nogen, som havde skrevet - Jens Kasler - i en snebunke, og denne gang måtte jeg også stoppe op for nogle store fåreflokke, som skulle passere vejen. Valloire var heldigvis ikke større, end at jeg rimelig hurtigt fandt vores hotel, La Posta (jeg var alene, fordi jeg havde så travlt med at fotografere). Da vi sad og slappede af i hotellets have, fandt jeg ud af, at der også var væltet en denne dag (alle styrt havde heldigvis kun forårsaget hudafskrabninger og mindre materiel skade). Efter pågældendes eget udsagn, blev han presset ud i rabatten, da han ville køre højre om en langsomt kørende bil i et højre sving, og så skred cyklen på den våde friskmalede kantstribe (pågældende må undskylde mig, men sådan passer man altså ikke på sig selv som cyklist). Det skete endda på vej ned fra Col d'Izoard. Denne aften, som var aftenen før Bastilledag, blev der i Valloire og mange andre franske byer affyret fyrværkeri på grund af Bastilledagen. 14.07.04. Da vi stod og nød denne solskinsmorgen, lige inden vi skulle af sted, medens nogle af de andre havde travlt med at få repareret cykel (heldigvis havde det lokale værksted åbent), var der pludselig en der hilste på. Det var datterens forhenværende kæreste (Hørdur). Han havde blandt andet været på en cykeltur til Galibier, men denne dag skulle han på travetur i bjergene omkring Valloire sammen med et familiemedlem. Vi startede med en jævn stigning på ca. 5 km op til Col du Telegraphe (heldigvis i opvarmningstempo). Indtil nu havde op- og nedkørslerne været i åbent landskab, men nedkørslen fra Telegraphe var skovrig og med mange sving, samt med en rimelig god vejbelægning, så jeg nød turen ned til St. Michel-de-Maurienne lige i hælene på turleder Kjeld Birklund. Derefter var landskabet igen åbent de næste ca. 73 km op til Col de l'Iseran, og de sidste ca. 16 km ned til Val d'Isere. Først på turen op mod Iseran, så vi en borg / fæstning, der lå på en høj knold midt ude i slugten. Et fantastisk syn. Der blev holdt frokostpause i Bessans. Min appetit var desværre blevet mindre og mindre, men det var et hyggeligt lille sted vi fandt, hvor vi kunne sidde udenfor i haven. Selv om jeg ikke helt var ovre min sygdom (stadig tynd mave og mat i knæene), kunne jeg holde trit med hold 3, jeg kom ikke sidst op til Iseran, selv om jeg stoppede nogle gange for at fotografere. Jeg havde på fornemmelsen, at det var kulden, der gjorde udslaget, for der blev meget koldt på de sidste ca. 15 km op i modvind (inden da havde vi medvind). Desuden hjalp mine lave gearinger mig, og jeg følte, at flere af de andre godt kunne have brugt nogle lavere gear allerede nu. Det suste godt på toppen, så hurtigt hen i læ af huset, hvor mange andre også havde travlt med at få vinterkludene på, selv om det var fine solskinsvejr. Efter de obligatoriske billeder, gik det nedad de sidste ca. 16 km til Val d'Isere, dog måtte jeg stoppe efter få kilometers kørsel for at nyde den smukke udsigt ud over Val d'Isere, der lå nede i dalen. Selve byen Val d'Isere var en af de flotteste jeg havde set længe, den virkede faktisk noget luksuriøs. Det var virkelig lækre værelser på hotel Les Sorbiers, og Kent instruerede mig i brugen af boblebadet. Hvor var det skønt at få vandmasseret den trætte krop, men som Kent sagde, man skulle passe på ikke at falde i søvn. Derimod forsøgte jeg ikke at udforske det avancerede toilet, hvortil der var et elektronisk panel med mange funktioner, men heldigvis kunne det bruges manuelt. Bagefter gik vi heldigvis i den rigtige retning fra hotellet for at handle, for på tilbagevejen (vi var lidt sent på den) mødte vi de andre, som var på vej hen til en restaurant, hvor vi skulle spise aftensmad. Det havde været ærgerligt, hvis vi var gået glip af aftensmaden, for det var god mad vi fik hver dag, og det var rart at få noget, der var lidt anderledes ind det derhjemme. Torsdag d. 15.07.04. Det var skønt at lukke døren op og træde ud på altanen til en varm og lun solskinsdag. Ved morgeninstruktionen blev vi bedt om at følges ad de første kilometer, indtil Gert Caspersen standsede ved en stor sø, hvor han ville vise os et kæmpemaleri på dæmningen. Vi standsede godt nok ved søen, men der var intet maleri at se. Inden da havde Bjarne stået og råbt på hjælp, det viste sig at han var punkteret, og han havde ikke pumpe og ekstra slanger med, hvor naiv kan man være. Tjuhej hvor det derefter gik ned ad bakke til Bourg-St. Maurice, hvor der blev samlet op. Michael "turchef" Elmstrøm stod for hold 3 denne dag. Vi fortsatte til Moûtier (vejen dertil gik let nedad). Der havde Michael kortet fremme for første og eneste gang, så vidt jeg ved, men det var heller ikke en sjov by at komme igennem, dårlig skiltning, og vi kørte forbi nogle indkørsel forbudt skilte ved udfaldsvejen. Nogle af de andre sagde dog, at undertavlerne oplyste, at det kun gjaldt for nogle bestemte køretøjer. Den skilte kombination havde jeg aldrig oplevet før. Hold 1 og 2 glemte at køre ind i byen (de overså cykler forbudt skiltet), så de kørte ad motorvejen uden om byen. Det ene hold havde endda fået en skideballe af en betjent, hvorefter han havde eskorteret dem væk fra motorvejen og på rette vej. Vi fortsatte mod Albertville. Vi holdt frokost i la Lechère. Solen havde fået fat, så det var blevet rigtig lunt. Vi fortsatte nogle kilometer nordpå endnu. På denne strækning havde de asfalteret pletvis med det grå løse ral, som de også er begyndt at bruge derhjemme, og selvfølgelig lå der også en masse ral i det kryds, hvor vi skulle dreje til venstre mod Col de la Madeleine. De fleste af os kunne mærke, at det var lige før cyklen skred i gruset, og der var da også en som væltede. Der var meget skov på det meste af opkørslen, så der var noget lummert / trykkende. Jeg faldt hurtigt lidt bagud, da jeg skulle have kværnet en extranbrik, og da jeg også følte mig skidt tilpas, ville jeg slet ikke forsøge at indhente de andre, og selv om jeg kørte stille og roligt, så svedte jeg voldsomt. Jeg blev nødt til at stoppe nogle gange for at fylde kildevand i flaskerne, for jeg drak 6-7 flasker / liter bare på vejen op. På et tidspunkt nåede jeg op til en af de andre, han kørte lidt og stoppede så, sådan fortsatte det resten af vejen op. Han havde virkelig fejlvurderet sin formåen i forhold til gearingen. Jeg var glad for, at der var klart vejr på toppen, for Michael fortalte, at det store bjerg vi kunne se mod nord var Mont Blanc, det var et meget smukt syn. Det var en lang og god nedkørsel med gode oversigtsforhold, så det er svært og lade være med at køre lidt ræs, og det pinte vist ham der lå forrest foran mig, at han ikke kunne ryste mig af. På det sidste flade stykke hen til la Chambre var der en strid modvind. Derfra var der så medvind det sidste flade stykke vej til St. Jean-de-Maurienne. Det var en frisk og god chauffør vi havde med. Denne dag stod han klar uden for hotellet med vores flute. Desuden uddelte han rødvin, og så havde han skåret en masse æbler i "både" og lagt dem i koldt vand, de var dejlige i det varme vejr. Inden aftensmaden, var Kent og jeg lige henne i supermarkedet og handle lidt ind. En af de andre, som var cykelmekaniker, stod også og kiggede i cykelafdelingen, hvor der blandt andet var en del multi værktøj. Der var en lille let sag til kun 35 kr., som indeholdt det nødvendige. Han anbefalede det og købte selv en, hvilket jeg også gjorde (og jeg har gjort god brug af den siden). Hotel Dor var et udmærket hotel og med noget behageligt personale, incl. en lun chef. Hoteldirektøren og kokken havde glædet sig til at servere deres lokale ret for os, så kokken var blevet noget muggen, da Jens var kommet med en masse pasta, som skulle koges til det sultne cykelfolk (det skal siges, at Jens havde ringet hjemmefra og aftalt, at han havde det med, fordi cykelfolket var sultne og havde brug for en masse kulhydrater). Diskussionen havde vist været meget voldsom, men heldigvis mærkede vi stort set intet til det, kun at vi fik serveret pastaen først for sig selv. Fredag d. 16.07.04. Igen et udmærket morgenbord med lidt af hvert. På grund af at jeg havde problemer med mit opererede knæ, startede jeg en halv times tid før de andre, for ikke at sinke dem, da jeg ikke ville overanstrenge mit knæ. Jeg fandt rimelig hurtigt ud af byen, hvorefter opstigningen til Col de la Croix de Fer startede med det samme. Det gik jævnt godt opad med høj kadence i lavt gear. Det var varmt og jeg svedte meget, men jeg havde det meget bedre end dagen før, selv om jeg hostede meget. 4 liter drak jeg på vej op, og det var endnu engang en betagende opkørsel, blandt andet solens spil i skyerne mod den blå himmel. Jeg nåede kun at blive overhalet af 10 fra hold 1. Den ene var Jens Kasler, som kom blæsende forbi (han blev trukket af følgebilen), hvad det var han havde travlt med, fandt jeg aldrig ud af. Inden da var det Finn fra Århus, der først kørte forbi i fuld fart, for det var denne dag, hvor han ville nå først til toppen, Kent kom pustende lige bagefter. Jeg kunne ikke forstå, at Bjarne (den hyperaktive førerhund), som normalt lå forrest på hold 1, ikke kom forbi, men det viste sig, at han og 34 andre incl. to holdledere var kørt forkert, selv om skiltningen havde været udmærket. At de var kørt forkert gav anledning til mange diskussioner bagefter, og Bjarne ville endda give andre skylden, men alfa omega var, at de kørte en hel del kilometer forkert. Der var noget specielt over de gamle tunneller vi kørte igennem, især dem hvor man ikke kan se lige igennem, og så de ujævne sider indvendig. Jeg fulgtes med hold 1 ned fra Croix de Fer. Efter et par kilometer drejede vi til højre, og efter nogle hundrede meter kom vi til bjergpasset Col du Glandon, ikke noget specielt at råbe hurra for, men nu havde vi været der og solen skinnede. Tilbage igen og nedad forbi den opdæmmede sø, der var mange flotte motiver til fotoapparatet, jeg nøjedes med et par stykker af nogle heste ude på en bakketop. Efter en lille stejl opkørsel længere nede, holdt vi frokost i le Rivier d'Allemont. Min appetit var stadig elendig, men en masse væske fik jeg da hældt i mig. Der kunne køres hurtigt ned fra Croix de Fer, da der var mange lange lige strækninger, og denne gang kom jeg lige over 80 km/t. Helt nede var der endnu en opdæmmet sø, og der var en lang bro over søen tæt op ad klipperne (når de viste Tour de France, havde jeg altid været imponeret over optagelserne derfra). Der var smukt det sidste stykke langt vandløbet til Rochetaillèe. Der blev vi indhentet af Bjarne, han syede og kogte, skældte og smældte, alle hans problemer var andres skyld. I bund og grund havde man lidt ondt af manden, han virkede som om han trængte til hjælp. Jens førte an hen ad landevejen til Bourg d'Oisans, hvor vi ventede på de andre. Ventetiden blev brugt til at nyde en sodavand og en is. Alice, der havde været hjælper i følgebilen hele ugen, skulle cykle op til Alpe d'Huez. Hun ville starte før, så der ikke skulle ventes længe på hende på toppen, nu da de andre skulle afslutte turen med en enkeltstart op til Alpe d'Huez. Hendes mand, som kørte noget hurtigere, havde lovet at køre med hende, for at hun ikke skulle køre alene, men jeg kunne godt se, at det trak i ham med at køre enkeltstart. Da jeg ikke skulle præstere noget i min tilstand, ville det passe mig fint at følges med Alice. Vores tempo passede fint sammen. Der var allerede kommet mange tilskuere til enkeltstarten i Tour de France, som skulle køres den efterfølgende onsdag, så der var noget at kigge på. Vi nåede over halvvejs op, før de hårde nitter kom. Først Bjarne, pustende som om han skulle dø, og så de andre som perler på en snor. Kort tid efter ved Huez kom guiden Michael tilbage for at låne telefonen af Alice, da Bjarne havde kørt over evne og var kollapset. De gav ham noget vand og mad, og heldigvis fik de ham på højkant igen. Utroligt, men da han kom op på cyklen igen, fortsatte han sit vilde ridt resten af vejen, for han pustede og stønnede ligesom før, da han kom forbi mig igen, hvad skulle han da nå? Da Jens ikke helt vidste hvor langt nogle enkelte, af dem som var kørt forkert, var nået, de var i hvert fald ikke nået frem til enkeltstarten, syntes han heller ikke, at vi andre skulle stå og vente på dem, så da den sidste fra enkeltstarten kom i mål, holdt han sin afsluttende tale, hvorefter der var champagne og øl til alle. Da jeg var tørstig, samt at der ingen vand var, tillod jeg mig i min glæde over at have fået en stor oplevelse og gennemført turen at drikke min første øl i 28 år, og så endda en fransk øl. Nogle forbipasserende fortalte os, at Ivan Basso lige havde vundet en bjergetape i Tour de France, hvilket gav den hyggelige stemning endnu et pift. Desværre var Bjarne uden grund meget ubehøvlet overfor Alice, han kom med de værste beskyldninger og gloser, som jeg ikke vil gengive her. Alice, der lige havde hjulpet ham, da han kollapsede, var tydeligt rystet, men kunne heldigvis give igen. Det havde været så slemt, at Jens kort efter fortalte ham med rette, at hvis han sagde et forkert ord mere, så blev han sendt hjem for egen regning. På vej hen igennem byen til hotellet L'Herpie, var der et stort område, hvor husene var overdænget med CSC reklamer. Det var et lidt ældre hotel og noget slidt, men et varmt bad fik vi. Efter turen hver dag, sørgede jeg for at strække ud, for ellers kunne jeg ikke klare og køre en hel uge, men jeg var imponeret over hvor grundigt Kent masserede sig selv hver dag, omvendt var vi begge forbavset over (hvilket massøren også var), nemlig at mange af de andre ikke engang lavede udstrækningsøvelser. Vi havde haft mest sol hele dagen, men skyerne havde trukket mere og mere sammen i løbet af dagen, og da vi bagefter stod på altanen, begyndte det at regne voldsomt, det var næsten, som om der var nat, men vi nåede da at se solen igen denne dag. Fra altanen kunne vi se de sidste, der kom hjem fra cykelturen, de havde virkelig fået vand. De danske hotelejere serverede virkelig noget lækkert mad. Michael Elmstrøm stod også denne gang for at lave en fælles billed-cd, hvilken de fleste bestilte. Generelt for hele ugen, så var der nogle, som ikke hørte efter når diverse information blev givet, og færdselsloven var en by i Rusland for dem, hvilket måtte være tilfældet, når nogen kunne finde på at køre højre om biler i et højresving, samt når man kører helt ude ved rabatten, så forventer man ikke, at der kommer en cyklist tæt forbi en højre om ude i græsrabatten med 30 - 40 km/t. Jeg ved ikke hvad de tænker på. De viser i hvert fald ikke hensyn overfor andre trafikanter. 17.07.04. Denne lørdag morgen skinnede solen lystigt igen, men kun ganske få havde lyst til at cykle en tur, selv om bussen først kørte hjemad omkring kl. 16, på grund af, at de nye chauffører skulle have 8 timers hvile, inden de kørte hjemad igen. De 2 lokale fotoforretninger fotograferede de fleste som kørte op til Alpe d'Huez, og så gav de en et visitkort. Derfor valfartede mange cyklister til forretningerne, hvilket Kent og jeg også gjorde. Jeg syntes, at de havde fået taget et godt billede af mig, så jeg købte et på 20 x 30 cm, som var sat i et omslag, hvorpå der var et stort billede af hele opkørslen til Alpe d'Huez. Det kostede 14 euro, hvilket jeg syntes var rimeligt. Vi var seks, der fandt et lille spisested, hvor vi kunne sidde udenfor og få lidt at spise. Vi bestilte nogle pizzaer og sandwich, og selv om der stort set ikke var andre kunder, gik der lidt over en time, før de serverede maden, utroligt, det skal dog siges, at det smagte godt. Indtil vi skulle pakke bus, sad vi i en bar og så Tour de France, og jeg spiste omkring 7 - 8 sodavandsis. Den ny trailer var specialbygget til cykeltransport, og cykelstativerne kunne trækkes ind og ud ad traileren. Det nogen mange gange står og ærgrer sig over lige inden busafgang er, at de har glemt at købe noget mad m.m. til hjemturen, da det blandt andet er noget billigere og mere alsidigt end motorvejskioskerne. Det blev en begivenhedsløs tur hjemad, og jeg fik lov til at sove i mellemgangen. Der var lidt mere benplads i denne bus. Vi stoppede i Schweiz for at spise aftensmad. Der skal man huske på, at have rimelig lige penge at betale med, ikke for "store" sedler, for de giver tilbage i schweizer franc, så man kan lige så godt købe varer for det beløb man betaler med. På vej hjemad fandt jeg ud af, at der flere steder havde været stensætninger med tegninger på, som viste en oversigt over de omkringliggende bjerge. Der var en midt ude i rundkørslen i Val d'Isere, en tæt ved den dæmning, hvorpå der skulle være et maleri, og en på Col de la Madeleine ved restaurantens terrasse, samt en helt oppe på spidsen af la Bonette (man skal gå det sidste stykke op til spidsen). 18.07.04. Vi fik morgenmad ved Kassel i Tyskland. Heldigvis nåede vi til Kolding midt på aftenen, så både Finn og jeg kunne nå et tog til henholdsvis Skanderborg og Århus. Fra stationen i Skanderborg sendte jeg bagagen hjem i en taxi, og så kunne jeg selv lige klare at cykle de sidste 3 km hjem. Ude godt men hjemme bedst. Det var skønt at se familien igen, og det var dejligt at fortælle mine oplevelser til dem. Uanset bøvl og problemer m.m., så fik jeg den storslåede oplevelse med fantastiske udsigter, som jeg havde håbet på, blandt andet fordi vejret var med os, men bagefter sagde jeg også til mig selv, at jeg nødigt ville køre den samme tur i dårligt og regnfyldt vejr, for så ville det kunne betegnes som en overlevelsestur. Dag 0: ca. 428 højdemeter på trilleturen til Valbonne. 27,75 km. Dag 1: Antibes - Isola: 137,45 km, start 110 m.o.h, slut 899 m.o.h. kørt på 7.21.40 med en gennemsnitsfart på 18,7 km/t og 2721 højdemeter. Isola 2000 / Col de Lombarde: fra 95,59 - 116,67 km, 1475 højdemeter. Dag 2: Isola - Guillestre: 104,69 km, start 895 m.o.h, slut 1099 m.o.h. kørt på 6.49.40 med en gennemsnitsfart på 15,3 km/t og 2949 højdemeter. Col de la Bonette: fra 0,00 - 39,13 km, 1929 højdemeter. Col de Vars: fra 70,00 - 84,70 km, 803 højdemeter. Dag 3: Guillestre - Valloire: 107,33 km, start 1090 m.o.h, slut 1433 m.o.h. kørt på 7.18.54 med en gennemsnitsfart på 14,7 km/t og 2946 højdemeter. Col d'Izoard: fra 17,45 - 31,95 km, 1016 højdemeter. Col du Galibier: fra 52,81 - 88,79 km, 1346 højdemeter. Dag 4: Valloire - Val d'Isere: 106,00 km, start 1430 m.o.h, slut 1848 m.o.h. kørt på 5.35.40 med en gennemsnitsfart på 18,9 km/t og 2356 højdemeter. Col de l'Iseran: fra 17,46 - 90,10 km, fra 2058 (2218) højdemeter. Dag 5: Val d'Isere - St. Jean-de-Maurienne: 125,51 km, start 1865 m.o.h, slut 625 m.o.h. kørt på 6.01.54 med en gennemsnitsfart på 20,8 km/t og 1871 højdemeter. Col de la Madeleine: fra 69,45 - 94,70 km, 1530 højdemeter. Dag 6: St. Jean-de-Maurienne - Alpe d'Huez: 085,11 km, start 625 m.o.h, slut 1809 m.o.h. kørt på 6.12.00 med en gennemsnitsfart på 13,7 km/t og 2805 højdemeter. Col de la Croix de Fer: fra 02,22 - 31,72 km, 1522 (1647) højdemeter. Alpe d'Huez: fra 72,63 - 85,01 km, 1030 højdemeter. På hele turen kørte jeg 694 km og 16076 højdemeter, inklusive trilleturen.