Per Hjorths indlæg fra maratonløbet Puha det hot den 01. november 2008,
arrangeret af Britta Laursen og Ole Thisted.
(skrevet af Per Hjorth).

PUHA DET HOT

Den ustyrlige ultraløber Per Hjorth var omkring Stilling lørdag 1. november for at prøve PUHA DET HOT marathon løbet. Her er hans lille reportage.

På vej hjem fra Hjulbenet.dk´s Cannonball løb 08.08.08 spurgte min chauffør Ole Thisted om jeg troede, at der var basis for et ekstremt bakket maratonløb i Danmark.

Ja, sagde jeg og Ole gik i gang.

Han fandt en herlig varieret rute i den fredede Pilbrodal, hvor højdemeterne var angivet til 1860 - et skræmmende tal i Danmark.

28 var forhåndstilmeldt og 7 løbere dukkede op på dagen. Klokken blev 10.00 og vi startede ud over markerne i let frost på græsset. Jeg blev bagerst i håb om, at de forreste ville tage græssets væde på deres sko og det gjorde de. På vej ned ad de første trapper nåede jeg Michael Nielsen, som jeg fulgtes med 7-8 km. Lidt senere stødte Taia Veng Steffensen til os og det viste sig, at det var hendes debut på maraton distancen.

Hvilket maraton løb at lægge ud med !

Regnede selv med en tid omkring de 5 timer på denne rute, som vi skulle igennem 7 gange. På de sidste 2 omgange nåede jeg at passere ca. 10 løbere, som nok havde lagt lidt for hårdt ud.

Det blev vel nok efterårets flotteste dag. Frosten i starten på jorden gjorde det hyggeligt alt imens solen strålede dagen lang. Træernes blade var gule, brune og røde og rønne træerne havde kun deres røde bær tilbage. Flere gange på ruten havde vi udsigt til den blå Stilling Sø og et par steder kunne vi høre et par bækkes rislen.

Kun 2 løbere var under de 4 timer og jeg selv rundede de 5 timer med 19 sekunder. Debutanten Taia var inde på 5t20min og total træt, hvilket var forståeligt.

Arrangøren Ole Thisted & hans familie kan godt være tilfredse med sådan et arrangement og så på en herlig solskinsdag.

Vi løbere fik også fuld valuta for de 70,- kr., som løbet kostede.

Billeder fra løbet kan ses her http://www.olethisted.dk/2008/billeder/011108/thumbnails.html

Per Hjorth
www.happy-skiing.dk